José Saramago

José Saramago debuterede som neorealistisk forfatter med romanen Terra do Pecado (1947, kan oversættes til 'Syndens land') og seks år efter romanen Claraboia (2011, 'Ovenlys'), der først blev udgivet efter hans død. I 1950'erne arbejdede Saramago blandt andet i forlagsbranchen og som oversætter og kritiker. Kun knapt tyve år senere genoptog han litteraturen først med digtsamlingen Poemas Possíveis (1966, 'Mulige Digte') og i løbet af 1970'erne med en række titler af kronikker, fortællinger, drama, digte og romanen Manual de Pintura e Caligrafia (1977, 'Manual for maleri og kalligrafi').

I de efterfølgende romaner uddybede Saramago sin kritiske udlægning af den officielle historieskrivning ved at introducere fantastiske eller magisk realistiske elementer.

I romanen O Ano da Morte de Ricardo Reis (1984, Det år Ricardo Reis døde, 1989); fulgte den underfundigt sørgmodige fortælling de sidste dage for Fernando Pessoas "heteronym" Ricardo Reis.

Romanen Jangada de Pedra (1986, 'Stenflåden') handler om den Iberiske Halvø, der bryder løs fra kontinentet og finder sin plads mellem det gamle Europa og det nye Amerika. I Cerco de Lisboa (1989, Historien om Lissabons belejring, 1991) ændres den officielle historieskrivning, da en korrekturlæser fristes til at indføre et "ikke" i den historiske tekst, han korrigerer.

Sin rolle som konsekvent mytenedbryder fik Saramago for alvor afprøvet med O Evangelho segundo Jesus Cristo (1991, Jesusevangeliet, 1995), hvis barokke skildring og særegne version af evangeliernes historie vakte så stor skandale i det katolske Portugal, at forfatteren valgte at fortrække fra Lissabon til et frivilligt eksil på Lanzarote.

I de følgende år, forlader Saramago det historieskeptiske tema og i romanerne fra denne fase Ensaio sobre a Cegueira (1995, En fortælling om Blindhed, 2016); Todos os nomes (1997, Alle navnene, 2001); A Caverna (2001, Hulen, 2005); O Homem Duplicado (2002, 'Dobbeltgængeren'); Ensaio sobre a Lucidez (2004, En Beretning om Klarsyn, 2005); og As Intermitências da Morte (2005, Døden udebliver ind i mellem, 2008) dykkede Saramago dybere ned i sin kritik af det moderne samfunds modsætninger og eksistentielle udfordringer.

Hans senere romaner fastholdt usvækket forfatterskabets grundlæggende stilistiske og filosofisk-politiske karakteristika, men antog en stadig mere allegorisk fremstillingsform med et universelt og almenmenneskeligt sigte. I Saramagos sidste roman udgivet før sin død Caim (2009, Kain, 2013) genoptog forfatteren den skarpt ironiske katolicismekritik i en kættersk genlæsning af Bibelens historie om Abel og Kain, i hvilken Gud anklages for at være skyldig i volden mellem brødre.

Efter længere tids sygdom døde Saramago i sit hjem på Lanzarote den 18. juni 2010, 87 år gammel, og modtog en statsmands begravelse i Lissabon. Værket er udbredt verden over og har vundet et stort publikum samt omsat til internationale filmversioner fx Blindhed (2008) af Fernando Meirelles (født 1955) og Enemy (2014) af Denis Villeneuve (født 1967).

Et stort antal af Saramagos bøger foreligger på dansk, fx En fortælling om blindhed (1998), Det år Ricardo Reis døde (1998), Jesusevangeliet (1999), Døden udebliver ind i mellem (2008), Historien om Lissabons Belejring (1991), Den Duplikerede Mand (2004) og En beretning om klarsyn (2005).

• Portugals litteratur