Korsika

Korsika domineres af stejle og svært tilgængelige bjerge med Monte Cinto mod nordvest som det højeste. Størstedelen af bjergområdet består af eroderede granitter fra hercyniske foldebjerge, der siden er blevet hævet og præget af talrige forkastninger. Mod øst findes alpint foldede skiferbjerge fra Juraperioden. De højeste bjergtoppe var under istiden gletsjerdækkede.

I højder mellem 600 og 1100 meter findes skove, som dækker knap 60% af øen. I skovene finder man blandt andet kastanje, korkeg og bøg. Under 600 meter er en del af de oprindelige skove ved rovhugst og overgræsning omdannet til en uigennemtrængelig 2-3 meter høj maki af duftende buske som myrte, laurbær og jordbærtræ.

Vestkysten er stejl og fliget med mange bugter. Østkysten er lav og lige med smalle kystsletter.

Korsikas har overordnet set et middelhavsklima, men samtidig eksisterer mange mikroklimaer på grund af geografi og geologi. Således kan en del af øen opleve et alpint klima om vinteren. Middelhavsklimaet er karakteriseret ved vedvarende tørke, intens varme om sommeren og voldsomme tordenvejr inde i landet, mens vinteren er mildere og vådere. Nedbøren varierer med højden over havet. Vindene kan være ret voldsomme, især omkring Cap Corse.

Hvad angår soltimer, så kommer Ajaccio ind på en fransk tredjeplads med et årligt gennemsnit på 2.756 solskinstimer i perioden 1991-2010, mens Bastia er nummer seks med 2.579 solskinstimer om året.

I begyndelsen af 1700-tallet var indbyggertallet kun på omkring 150.000, og i 1801 på cirka 160.000. Hundrede år senere var dette tal næsten fordoblet. Herefter gik det tilbage igen på grund af fraflytning indtil 1950'erne. Mange forlod øen for at finde arbejde, og her findes områder, hvor der næsten ikke bor mennesker. I 2018 skønnede man, at omkring 700.000 korsikanere boede udenfor øen. Mange korsikanere arbejdede som embedsmænd i de koloniale administrationer i Indokina eller i Algeriet, ligesom en del rejste for at studere. Befolkningstallet begyndte igen at stige i 1960'erne, også på grund af indvandring og repatriering af pieds-noirs fra Nordafrika.

Demografien har ændret sig fra begyndelsen af dette årtusinde, idet andelen af den ældre befolkning stiger støt; både på grund af den stigende levealder og en stadig tilflytning af pensionister fra det franske fastland.

I 1970'erne var Korsika den region i Frankrig, der procentvis tog imod flest indvandrere. Denne gruppe udgør omkring 10% af øens befolkningen. To tredjedele af dem stammer fra tre lande: Marokko, Portugal og Italien, i nævnte rækkefølge (2018), og de er primært kommet for at arbejde i ufaglærte jobs.

Kun omkring 2% af øens areal er opdyrket. Det korsikanske landbrug er baseret på to hovedaktiviteter, nemlig vindyrkning og frugtproduktion, især citrusfrugter. Husdyrproduktionen, af særligt får og geder, er faldende. Landbrugsproduktionen forgår overvejende på mindre brug, hvor de fleste ligger i Haute-Corse. Fiskeri udgør fortsat en betydelig aktivitet, omend det økonomiske udbytte er marginalt sammenlignet med andre sektorer.

Håndværk er centralt for den korsikanske kulturarv. Øens håndværkere viderefører teknikker, der er gået i arv fra generation til generation. Fremstillingen af knive er en levende tradition, hvor hvert eksemplar er håndlavet. Keramik, kurvefletning og læderarbejde er andre eksempler på den håndværksmæssige tradition.

Industrialiseringen på øen har altid været relativ beskeden og er primært fokuseret på fødevarer, byggematerialer og industrialiseret håndværk. Fødevarevirksomheder, der er baseret på forarbejdning af lokale produkter til oste, charcuteri, marmelade m.v., er kernevirksomhederne. De vigtigste industriområder ligger i Bastia og omegn. Industrien tegner sig kun for 7% af beskæftigelsen.

Det var først i midten af 1800-tallet, at der begyndte at komme turister til øen, og turismen var koncentreret på få steder. Ajaccio blev øens førende badeby, fulgt af Porto og Piana i Portobugten. Ved Vizzavona opstod vandreturisme, særligt med engelske gæster. De første kom til området i 1860.

I 1949 blev turisme set som en mulighed for at styrke og revitalisere øens økonomi. I 1957 åbnede Club Méditerranée et center i Porto-Vecchio. I dag udgør turisme 11 % af den regionale beskæftigelse og en tredjedel af økonomien. Øen har i gennemsnit 9,5 millioner overnatninger om året, hvoraf 60 % finder sted om sommeren.

Økoturismen udviklede sig stærkt på øen i 1970'erne, da GR20-vandrestien, én af Europas mest krævende, blev godkendt, og den korsikanske regionale naturpark blev oprettet. Kystområderne rummer de allerfleste af hotellerne, campingpladserne og ferielandsbyerne. Korsika har desuden tre skisportssteder. Mellem 1960 og 1990 steg det årlige antal af turister fra 100.000 til 1,5 millioner. En stor del af turismeøkonomien omsættes i transporterhvervene til fly-og færgeruterne til Ajaccio og Bastia fra primært Marseille og Nice. Den interne trafik på Korsika er stærkt påvirket af de vanskelige terrænforhold.

I 1981 åbnede Universitá di Corsica i den mindre by Corte. Universtitet har knap 5.000 studerende, hvoraf størstedelen kommer fra øen. Universitetet skal frem for alt ses som en måde at understrege den korsikanske selvstændighedstrang på.

De ældste spor af mennesker på Korsika er fra 6000-tallet f.v.t.

Siden antikken har Korsika været eftertragtet af de dominerende Middelhavsmagter. De har alle indtaget øen og bosat sig der i en kortere eller længere periode. De første af disse magter var fønikerne. Deres tilstedeværelse er dokumenteret på Sardinien, og nærheden mellem de to øer gør, at historikere mener, at de også var på Korsika.

Ifølge Herodot var det omkring 565 f.v.t., at grækere fra Fokaia i Jonien bosatte sig på øen og grundlagde byen Alalia (Aleria) på den østlige slette efter anvisning fra oraklet i Delfi. De grundlagde også Massilia (Marseille).

Omkring 540 f.v.t. blev fokaierne besejret af etruskerne med hjælp fra Karthago. Etruskerne blev herefter besejret af folk fra den græske koloni Syrakus på Sicilien. Efterfølgende vendte etruskerne tilbage, hvorefter øen blev overtaget af Karthago. Romerne erobrede Korsika i 238 f.v.t., kort efter den 1. puniske krig, og i 227 f.v.t. blev øen sammen med Sardinien gjort til romersk provins, men den romerske påvirkning var svag. Korsika forblev ikke en prioritet, da øen ikke var så velhavende som Sardinien, Sicilien eller den romerske provins Hispania (den iberiske halvø).

Den romerske tilstedeværelse gjorde, at Korsika oplevede flere århundreders ro og velstand. Forskellige udgravninger af Aléria har vist, at romerne gjorde meget for at etablere sig permanent på øen. Byen havde næsten 20.000 indbyggere, da flest boede her. Augustus gjorde Korsika til en kejserlig provins adskilt fra Sardinien i år 6 e.v.t., men relationen mellem korsikanerne og romerne var dog afmålt. Korsika var et af de steder, hvor forviste fra det kejserlige hof kunne sendes hen, blandt andet Seneca, der blev forvist til øen fra 41 til 49 e.v.t.

Vestromerrigets fald i 457 førte Korsika ind i en ustabil periode. Vandalerne var de første, der gik i land på øen omkring 455. De ødelagde de fleste byer, særligt Aléria, herunder mange kristne bygninger, der var opført i forbindelse med kristningen af Romerriget. Efterfølgende blev øen erobret og generobret flere gange. Fra 725 til 751 var regenterne longobarderne. I 754 gav frankeren Pippin 3. den Lille Korsika som en gave til pave Stefan 2., og øen kom således under pavelig beskyttelse. Der var dog tvivl om denne donation, men den blev senere bekræftet af sønnen Karl den Store over for de næste paver.

Pavestolen, som hævdede overhøjheden over øen, overlod i 1078 forvaltningen til Pisa. I 1347 overtog Genova øen. Deres styre var dog ikke særlig effektivt, og de følgende århundreder var præget af gentagne oprør, det alvorligste i 1550'erne, der blev ledet af Sampiero Corso (1498-1567) og støttet af Frankrig. Et langvarigt oprør, som brød ud i 1729, afsluttede Genovas overherredømme og førte i 1755 til vedtagelsen af den første republikanske forfatning i Europas nyere tid. Corte-forfatningens hovedmand, Pasquale Paoli, anses som den korsikanske nations grundlægger.

I årene 1768-1769 erobrede franske tropper Korsika. Paoli blev landsforvist, og øen blev en kongelig provins. Med Den Franske Revolution i 1789 blev Paoli rehabiliteret, og Nationalforsamlingen vedtog samme år, på korsikanernes anmodning, at gøre øen til en del af Frankrig. Under Rædselsregimet i 1793 anmodede Paoli briterne om at overtage øen, og i en kort periode var øen et parlamentarisk monarki i personalunion med England.I 1796 blev den dog erobret af Napoleon Bonaparte, som selv var korsikaner, født i Ajaccio.

Op gennem 1800-tallet var Korsika præget af lovløshed, afvandring og økonomisk elendighed. Der var fejder mellem lokale grupper og mellem grupper og myndigheder, og mange banditter levede ugenert i bjergenes maki. I 1800-tallets sidste halvdel blev banditterne ligefrem en form for turistattraktion.

Under 1. Verdenskrig døde omkring 15.000 korsikanere i Flandern, og tilbage på øen gik banditterne ind i forretningslivet. I 1920'erne opstod en kulturel og national bevægelse, corsismen, der krævede autonomi og anerkendelse af det korsikanske sprog. Det blev set som en proitaliensk bevægelse, og de franske myndigheder slog hårdt ned på corsisterne. Under 2. Verdenskrig blev italienske tropper på Korsika mødt af voldsom modstand, da de besatte øen, og i 1943 blev Korsika det første befriede franske territorium.

Den korsikanske økonomi var svag efter krigen. Først med indvandringen efter 1962 af et stort antal franske flygtninge fra Algeriet, pieds-noirs, der førte til statslig udviklingsstøtte, vendte det. I kølvandet på studenteroprøret i 1968 opstod den korsikanske selvstændighedsbevægelse FLNC (Front de la Libération Nationale Corse), som udviklede sig til en meget aktiv væbnet og voldelig bevægelse.

Forsøg i 1980'erne på at give Korsika regionalt selvstyre måtte opgives på grund af en voldsom strid om status af det korsikanske sprog. Det fik først anerkendelse som regionalt sprog i 1991, og herefter begyndte det regionale parlament at fungere. Uroen fortsatte dog. Uenigheder mellem de stridende fraktioner af selvstændighedsbevægelsen førte i 1990'erne til et stort antal drab, og talrige økonomiske skandaler. I 1998 fik Korsika status som frihandelszone med specielle begunstigelser.

I januar 2025 har Nationalforsamlingen nedsat en kommission, der skal undersøge mulighederne for Korsikas institutionelle fremtid, herunder en mere en autonom status.