Kort over Næstved Kommune
Af .
Næstved Kommunes våben
Af .

Med over halvdelen af kommunens indbyggere er hovedbyen Næstved det ubestridte centrum. Det blev afgørende for den proces, der fra den 1. januar 2007 medførte, at den tidligere Næstved Kommune fusionerede med fire tilgrænsende landkommuner – Fuglebjerg, Suså, Holmegaard og Fladså. Da beslutningerne blev taget i 2004, var det udslagsgivende, at Næstved var det naturlige centrum, og at alle de fire landkommuner – med hver under 9.000 indbyggere – var for små til at kunne fortsætte som selvstændige.

Faktaboks

Areal
676,8 km²
Højeste punkt
121,4 m.o.h.
Kystlinje
102 km
Region
Sjælland
Stift
Roskilde
Provsti
Næstved
Antal sogne
40
Indbyggertal 1950
55.098 personer
Indbyggertal 1980
72.405 personer
Indbyggertal
84.895 personer (2025)
Befolkningstæthed i kommunen
125,4 personer/km² (2025)
Befolkningstæthed i Danmark
139,5 personer/km² (2025)
Gennemsnitsalder i kommunen
44,4 år (2025)
Gennemsnitsalder i Danmark
42,6 år (2025)
Anslået middellevetid for 0-årige i kommunen
80,7 år (2024)
Anslået middellevetid for 0-årige i Danmark
81,5 år (2024)
Disponibel indkomst, gennemsnit pr. person i kommunen
259.892 kr. (2023)
Disponibel indkomst, gennemsnit pr. person i Danmark
279.600 kr. (2023)
Kommunal skatteprocent
25 % (2025)
Kommunal skatteprocent, gennemsnit for hele landet
25,07 % (2025)
Hjemmeside

naestved.dk

Den nye storkommune fik en hård begyndelse, hvor tab af arbejdspladser medvirkede til en presset økonomi og førte til skattestigninger. Fra 2010’erne har Næstved Kommune udviklet sig som handels- og bosætningskommune, hvor Næstved er handelscenteret, og byens nye boligområder er centrale for den forventede fortsatte vækst i befolkningstallet.

Der er en stor og voksende udpendling og dermed en tættere tilknytning til det storkøbenhavnske arbejdsmarked. Også bygge- og anlægssektoren er præget af, at størstedelen af kunderne findes i Storkøbenhavn.

Politisk har den nye Næstved Kommune siden sin dannelse fortsat Næstveds historiske tradition for at have en borgmester fra Socialdemokratiet.

Kommunen strækker sig tværs over Sydsjælland og har både kystlinje i øst og i sydvest, hvor kysten er en del af den sydsjællandske dobbeltkyst, og hvor øer og landtanger afskærer beskyttede lagunefjorde. Det giver særdeles gode forhold for fugleliv både i yngletiden og i træktiden.

Kommunen ligger i et morænelandskab med en meget varieret natur. Landskabet gennemskæres af tunneldale fra istiden, herunder Susådalen. I kommunens sydøstlige del ligger Mogenstrup Ås, der er Danmarks største af slagsen. Der er større skovområder i kommunens nordlige og østlige del. Holmegaards Mose, der ligger i lavningen nord for Fensmark, er Sjællands største højmose.

Befolkningen i Næstved Kommune

Figur. Befolkningsudvikling 1970‑2025 samt fremskrivning til 2050 for Næstved Kommune.
.

Befolkningen i det område, der omfatter den nuværende Næstved Kommune, voksede ca. 10 % i løbet af 1970’erne. Derefter blev den relative stigning svagere. Den 1. januar 2025 boede der 84.895 personer i Næstved Kommune. Det tal vil ifølge Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning fra 2025 stige til 86.122 i 2050.

Det politiske landskab i Næstved Kommune

Den nuværende Næstved Kommune blev til gennem en af de helt store sammenlægninger i forbindelse med Strukturreformen. Da reformen blev en realitet i 2004, endte forhandlingerne med, at købstadskommunen Næstved gik sammen med fire omkringliggende landkommuner. Da fusionen den 1. januar 2007 var endeligt gennemført, havde den nye Næstved Kommune 80.133 indbyggere og var blevet den arealmæssigt største i den nye Region Sjælland.

Næstved Kommune er sammenlagt af den gamle købstadskommune Næstved og af fire nogenlunde lige store landkommuner: Fuglebjerg, Suså, Holmegaard og Fladså. Størst var Suså med knap 8.800 indbyggere, mens Fuglebjerg med ca. 6.600 indbyggere var mindst. Med Strukturreformens krav til de nye kommuners størrelse kunne ingen af de fire landkommuner fortsætte uændret.

Da overvejelserne om sammenlægninger tog fart i 2004, var Fuglebjerg og Fladså, der begge havde en Venstreborgmester, mest interesserede i en sammenlægning med Næstved Kommune. I Fladså havde der dog undervejs også været samtaler med de kommuner, der senere indgik i Vordingborg Kommune, men overvejelserne endte med at pege på Næstved.

I Fuglebjerg Kommune stod valget mellem Slagelse eller Næstved Kommuner. Fuglebjerg hørte til Vestsjællands Amt, mens de øvrige kommuner var i Storstrøms Amt, og selv om amterne blev erstattet af de nuværende fem regioner, var det usædvanligt, at de nye fusionskommuner krydsede de gamle amtsgrænser. Alligevel besluttede Fuglebjerg at gå med i Næstved-fusionen.

Suså Kommune overvejede i en tidlig fase muligheden for sammenlægninger mod nord med enten Ringsted eller Sorø Kommuner, men processen endte også her med at pege på Næstved.

Holmegaard Kommune var tæt knyttet til Næstved, men den socialdemokratiske borgmester, Ove Larsen, kæmpede længe for at bevare selvstændigheden. Han var imod reformen og fastholdt længe, at kommunen med sine ca. 7.500 indbyggere sagtens kunne klare sig selv. Uenigheden i kommunen viste sig ved en folkeafstemning den 13. juni 2004, hvor 39,1 % stemte for selvstændighed, mens 38,3 % gik ind for fusion med en bykommune og 21,0 % for en sammenlægning med flere mindre kommuner. Da Ove Larsen blev syg og samme år trak sig som borgmester, blev han afløst af Søren Dysted (S). Han var positiv over for Næstved Kommune og for reformen, og efter en klar afstemning i Holmegaards kommunalbestyrelse besluttede man at gå sammen med Næstved Kommune.

I december 2004 mødtes de fem fusionskommuners borgmestre i Grønnegades Kasernes Kulturcenter i Næstved, hvor de underskrev en samarbejdserklæring, og derefter kunne man begynde at opbygge den fælles organisation.

Den nye kommunes første borgmester blev den læreruddannede Henning Jensen, som havde været medlem af byrådet i Næstved siden 1974 og i 1988 var blevet borgmester i Næstved som 42-årig. Han fik et godt valg i 2005 med 10.108 personlige stemmer. Trods fusionen med to kommuner med borgmestre fra Venstre fik Socialdemokratiet i 2005 absolut flertal i det nye byråd med 17 ud af 31 pladser.

Valget i 2009 gik meget anderledes. Socialdemokratiet mistede seks pladser, men beholdt borgmesterposten. Henning Jensen besluttede efter valget, at det skulle være hans sidste periode, og i 2011 overlod han posten til Carsten Rasmussen (S), der var blevet valgt til byrådet i 2001. Carsten Rasmussen fastholdt posten efter valgene i hhv. 2013 og 2017. Dermed blev han også den borgmester, der i 2019 kunne markere 100 års socialdemokratisk styre i kommunen. Carsten Rasmussen var den blot sjette borgmester i rækken.

Den nye Næstved Kommune begyndte med et højt serviceniveau og store ambitioner. Kommunen udgør ca. en tiendedel af Sjællands areal, og i sammenlægningsårene så det ud, som om den befolkningsmæssigt ville kunne overhale Roskilde Kommune. Det førte til sloganet »Den førende kommune på Sjælland«. Det gik dog anderledes, da finanskrisen ramte kommunen fra 2008, og bosætningen tabte fart.

Samtidig var Næstved Kommune ramt af tabet af flere store arbejdspladser. Gardehusarkasernen var i 2001 blevet flyttet til Slagelse, Næstved Sygehus blev i den nye Region Sjælland henvist til en rolle som specialsygehus, og Dalum Papir A/S blev endeligt lukket i 2012. Virksomheden havde i 1990’erne været oppe på omkring 1.200 medarbejdere.

Politisk kontrovers gav dog især skolestrukturen, hvor der var protester mod skolelukninger og sammenlægninger. Sammen med almindelig skuffelse over hele sammenlægningen var det ikke mindst skoledebatten, der kostede borgmesterpartiet tilbagegangen i 2009. Det høje serviceniveau og eftervirkningerne af finanskrisen betød, at kommunen måtte igennem en stor økonomisk oprydning, en opgave, der kom til at hvile på Carsten Rasmussen. Det lykkedes at få skabt en bedre økonomi.

Selv om kommunen tabte kampen om at få regionens nye supersygehus, fik man andre arbejdspladser tilført. Med retskredsreformen i 2007 kom Retten i Næstved til at omfatte Faxe, Slagelse, Sorø og Næstved Kommuner. Rettens hovedsæde blev placeret på den gamle kaserne. I sommeren 2020 flyttede Udlændingestyrelsen med omkring 400 ansatte til Næstved, og i 2021 blev det besluttet at flytte DSB-værkstedet på Otto Busses Vej i København og bygge et nyt stort anlæg i Næstved.

Den tidligere vejmand Carsten Rasmussen fik ved sit første valg som borgmester (2013) 12.440 personlige stemmer, og Socialdemokratiet gik frem til 14 pladser. Ved valget i 2017 blev antallet af personlige stemmer 10.275, mens partiet fik 13 pladser i byrådet.

Byrådets næststørste parti har været Venstre, der stabilt har haft otte-ni mandater i byrådet ved valgene 2005‑2017. I partiet har der i den nye kommune været kamp om, hvem der skulle udfordre Socialdemokratiets lange borgmestertradition. Spidskandidaten fra 2005, Hans R. Hansen, blev senere afløst af kriminalassistent Karsten Nonbo. I 2016 tabte Nonbo en afstemning om at fortsætte som Venstres borgmesterkandidat til Kristian Skov-Andersen, som ikke sad i byrådet. Han kom ind ved valget i 2017, men kunne ikke true Carsten Rasmussen (S).

Mandatfordeling og stemmeprocent ved kommunalvalg i Næstved Kommune i 2005, 2009, 2013, 2017 og 2021*

2005 2009 2013 2017 2021
A. Socialdemokratiet 17 11 14 13 13
B. Radikale Venstre 1 2 1 2 2
C. Det Konservative Folkeparti 2 2 3 2 5
D. Nye Borgerlige - - - - 2
F. Socialistisk Folkeparti 1 4 1 1 1
I. Liberal Alliance 0 - 0 0 0
K. Kristendemokraterne 0 - 0 0 -
O. Dansk Folkeparti 1 3 3 2 1
V. Venstre 9 9 8 9 6
Ø. Enhedslisten 0 0 1 2 1
Å. Alternativet - - - 0 0
I alt 31 31 31 31 31
Kvinder 8 9 12 12 13
Mænd 23 22 19 19 18
Stemmeprocent 69,0 % 64,5 % 74,0 % 71,0 % 65,6 %

*DANMARKS STATISTIK – STATISTIKBANKEN.DK/VALGK3 SAMT KMDVALG.DK

Byrådet i Næstved har haft flere medlemmer, der delte deres tid mellem kommunalpolitik og landspolitik. Mest kendt var den konservative Helge Adam Møller, der foruden sit medlemskab af Folketinget sad i byrådet fra 1982 til 1993 og igen fra 2014. I 2020 besluttede den da 77-årige Helge Adam Møller, at han ville stoppe, men dog stille op til Regionsrådet, hvor han opnåede valg i 2021.

Der blev ikke ændret meget ved sammensætningen af byrådet i Næstved ved valget i november 2021. Socialdemokratiet beholdt 13 pladser, Nye Borgerlige kom ind med to mandater, Det Konservative Folkeparti forøgede med et, mens Venstre tabte tre og Dansk Folkeparti et. Der blev indgået en konstitueringsaftale mellem Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre. Borgmester Carsten Rasmussen (S), som med 8.827 personlige stemmer havde fået over halvdelen af sit partis stemmer, kunne fortsætte i sin fjerde periode.

Borgmestre i Næstved Kommune

Periode Borgmester Parti (liste)
2011-nu Carsten Rasmussen Socialdemokratiet (S)
2007-2011 Henning Jensen Socialdemokratiet (S)

Erhverv og arbejdsmarked i Næstved Kommune

Arbejdsmarkedet er præget af en forholdsvis stor offentlig sektor, som beskæftiger fire ud af ti af de erhvervsaktive i kommunen. Der er mange mindre virksomheder og få store eksportorienterede virksomheder, som er filialer af udenlandske koncerner.

Den største industrivirksomhed er Ardagh Glass Holmegaard A/S der i Fensmark er storproducent af flasker og anden glasemballage.

Næstved er et handelscentrum med et stort opland. Den største samling af butikker er Næstved Storcenter i den nordlige del af byen med omkring 70 butikker. Oplevelseserhvervene omfatter bl.a. forlystelsesparken BonBon-Land A/S.

Kommunen er præget af en stor udpendling til nabokommunerne og til det storkøbenhavnske område. Næsten hver anden af de beskæftigede med bopæl i Næstved Kommune har deres arbejdsplads i andre kommuner.

Bedre tog- og vejforbindelser har i årevis været et stort ønske. Motorvej E47 går gennem kommunens østligste del, men både pendlere og erhvervslivet omkring byen Næstved har i årevis efterlyst, at rute 54 omdannes til motorvej på strækningen mellem Næstved og E47 ved Rønnede. Anlægsprojektet er en del af den politiske aftale om Infrastrukturplan 2035, som et bredt flertal i Folketinget indgik i 2021.

Uddannelse i Næstved Kommune

Uddannelsesniveauet i kommunen ligger noget under landsgennemsnittet. Andelen af de 30‑34-årige med alene en grundskoleuddannelse var i 2024 på 18,0 % mod et landsgennemsnit på 12,6 %. En større andel har en erhvervsuddannelse, mens andelen med en videregående uddannelse er på 40,6 %, hvilket er betydeligt under landsgennemsnittet på 57,0 %.

Næstved er en stor uddannelsesby. Næstved Gymnasium & Hf er et af Danmarks største almene gymnasier. ZBC’s (Zealand Business College), EUC Sjælland, Professionshøjskolen Absalon og Zealand Academy of Technologies and Business (Sjællands Erhvervsakademi) har alle store afdelinger i byen.

Herlufsholm udenfor byen tilbyder gymnasiale uddannelser.

Sundhed i Næstved Kommune

Et nyfødt barn i Næstved Kommune havde i 2024 en beregnet middellevetid på 80,7 år mod 81,5 år på landsplan. Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil 2021 rapporterede 80,6 % af den voksne befolkning i Næstved Kommune at have et fremragende, vældig godt eller godt selvvurderet helbred. Landsgennemsnittet samme år var 83,3 %.

Indkomster og formue i Næstved Kommune

Den gennemsnitlige disponible indkomst i kommunen var i 2023 på 260.000 kr. og dermed 20.000 kr. under landsgennemsnittet på 280.000 kr. Den gennemsnitlige nettofamilieformue lå med 1.939.000 kr. i 2020 også under landsgennemsnittet (2.259.000 kr.).

Læs mere i Lex

Læs mere i Trap Danmark (6. udgave, 2014 – 2022)

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig