Faktaboks

Niels Madsen
Født
11. april 1887, Gudbjerg
Død
28. april 1968, København

Niels Madsen var en dansk fagforeningsleder og politiker, der var uddannet snedker. Han var et ledende medlem af først Socialdemokratisk Ungdoms Forbund, siden Danmarks kommunistiske Parti i perioden fra 1. Verdenskrig til 1927. Derefter var han medlem af Socialdemokratiet. Han var formand for Snedkerforbundet i Danmark 1935-1957.

I lære som snedker og på valsen

Niels Madsen voksede op med sine forældre og to mindre søskende på lille gård ved Ubberup uden for Odense. Som 14-årig kom han ud at tjene på en nærliggende gård, men han foretrak snedkerfaget og kom i 1903 i lære hos en snedkermester, hvor han var frem til 1907. Som udlært snedker flyttede han til Odense, men måtte senere tage til Sydfyn for at finde arbejde.

Dette forhold var også en af grundene til, at Niels Madsen i perioden 1910-1912 tog på valsen til Tyskland, Schweiz og Østrig. De længste ophold havde han i Hamborg, Bern og Berlin, hvor han indgik i de stedlige, skandinaviske naver-samfund. I Berlin blev han valgt som sit værksteds tillidsrepræsentant og deltog i tillidsmandsmøder, hvorved han blev introduceret til den socialistiske arbejderbevægelse.

Fra ungsocialist til kommunist

Efter opholdet i Berlin vendte Niels Madsen i 1912 tilbage til Odense. Omkring 1914 blev han medlem af de lokale bestyrelser for Snedkernes Fagforening, Socialdemokratisk Ungdomsforening og Socialdemokratisk Forbunds 2. Kreds i Odense.

I 1917 blev han tillige medlem af Socialdemokratisk Ungdoms Forbunds (SUF) hovedbestyrelse, og det var også i den egenskab, at han senere deltog på Danmarks Venstresocialistiske Partis stiftende kongres i 1919 og blev medlem af det nye partis hovedbestyrelse. I 1921 deltog han sammen med fire andre delegerede på Kominterns 3. kongres i Moskva, hvor han var medlem af kommissionen for den fremtidige kommunistiske taktik. I 1922 blev Niels Madsen formand for den lokale snedker-afdeling i Odense, hvilket han var frem til 1932. I samme periode fulgte han Danmarks Kommunistisk Partis højrefløjskurs ud af partiet, ifølge sine erindringer på grund af utilfredshed med diktaterne fra Moskva.

Tilbage i Socialdemokratiet og til tops i fagbevægelsen

I 1927 meldte han sig endeligt ud af kommunistpartiet – og ind i Socialdemokratiet, hvilket banede vejen for en karriere inden for den danske fagbevægelse. Samme år blev han medlem af Snedkerforbundets hovedbestyrelse, og i 1932 flyttede han til København og blev forbundets nye rejsesekretær, indtil han i 1935 blev forbundsformand.

Sammen med formandskabet for Snedkerforbundet, hvilket varede frem til hans pensionering i 1957, fulgte en række andre medlemskaber: Den Internationale Bygnings- og Træarbejder-Unions bestyrelse 1936-1975, De Samvirkende Fagforbunds forretningsudvalg 1938-1957, Dansk Træarbejdersekretariat 1940-1957 og Skandinavisk Træarbejdersekretariat/Nordisk Bygnings- og Træarbejder-Federation 1947-1957, ligesom han deltog i ILO's konferencer i 1945-1946 samt i stiftelsen af Vesttysklands Træarbejderforbund og af Frie Faglige Internationale, begge i 1949.

For nationalt samarbejde

I perioden 1940-1945 var han medlem af det danske arbejdsmarkedets parters Fællesudvalg, der, da det almindelig fagretslige system var suspenderet på grund af Besættelsen, var første instans for afgørelser i tvister om løn- og arbejdsforhold. I tråd med den danske samarbejdspolitik anså Niels Madsen det som fagbevægelsens vigtigste opgave at forhindre konflikter og strejker, der ville kunne give tyskerne anledning til at opløse de danske organisationer til arbejdernes ugunst.

En lignende central placering, hvor de nationale interesser stod i fokus, fik han også efter krigen, hvor han i 1947 blev medlem af Nationalbankens repræsentantskab og bestyrelse.

Niels Madsen har udgivet sine erindringer i Fra Fyn gennem Europa til en plads i dansk fagbevægelse (1960).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig