Peter Carl Limpricht var jurist i administrationen på de danske vestindiske øer, hvor han endte som guvernør i begyndelsen af 1900-tallet.
P.C. Limpricht blev cand.jur. i 1880 med et flot eksamensresultat og fik straks ansættelse som fuldmægtig ved guvernementet på Sankt Croix. Her var han en usædvanlig effektiv embedsmand, der karakteriseredes som både ”dannet, kundskabsrig og særdeles dygtig”. Han var da også meget afholdt i kolonien. Limpricht endte sin karriere med at blive udnævnt til guvernør over Dansk Vestindien i 1908.
Hans lange ophold i Vestindien gav ham et enestående godt kendskab til de tre øer og deres befolkning. De rolige forhold på den tid muliggjorde en beskeden fremgang for kolonien. Det betød bl.a. væsentlige udvidelser og forbedringer af den vigtige havn og dens faciliteter i Charlotte Amalie på Sankt Thomas (nu Saint Thomas), hvorimod sukkerindustrien på Sankt Croix (nu Saint Croix) mødte voksende vanskeligheder, især med afsætningen af råsukkeret til tilfredsstillende priser.
Limpricht lå ikke under for de herskende konventioner i datidens Vestindien, fx modtog han ofte folk officielt i skjorteærmer. Dette blev opfattet som en uhørt provokation, selvom det var almindelig kendt, at guvernøren var overordentlig plaget af tropevarmen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.