Faktaboks

Virginia Woolf
Født
25. januar 1882, London
Død
28. marts 1941, Sussex
Virginia Woolf.
Af .

Virginia Woolf var en engelsk forfatter, som var datter af Leslie Stephen og Julia Duckworth. Hun ydede originale bidrag til modernismen og var en fremtrædende litteraturkritiker og pioner inden for feministisk litteraturkritik. Woolf blev midtpunktet i Bloomsbury-gruppen, der var toneangivende i tiden mellem 1. og 2. Verdenskrig.

Virginia Woolfs opvækst

Faren og moren underviste børnene hjemme i Londonbydelen Kensington. De to piger fik ingen systematisk uddannelse, men søsteren Vanessa fik professionel undervisning i tegning og maleri på Arthur Copes skole, Royal Academy og Slade fra 1896 til 1904.

Morens tidlige død i 1895 gav Virginia en bipolar lidelse, som varede livet igennem. Efter farens død i 1904 flyttede hun med tre søskende til Bloomsbury-kvarteret, hvor de samlede en kreds af kunstnere og intellektuelle, herunder brødrenes studiekammerater fra Cambridge.

Bloomsbury-gruppen

Blandt Bloomsbury-gruppens medlemmer var kritikeren Clive Bell (1881-1964), forfatteren og lyrikeren Lytton Strachey, og økonomen John Maynard Keynes. Senere kom maleren Duncan Grant til. Søsteren Vanessa (1879-1961) blev kunstmaler og giftede sig med Clive Bell; Virginia giftede sig i 1912 med en anden fra kredsen, den politiske journalist Leonard Woolf (1880-1969), som havde arbejdet i koloniadministrationen på Ceylon.

Hogarth Press

Virginia og Leonard Woolf flyttede til forstaden Richmond, købte en håndpresse og oprettede i 1917 forlaget Hogarth Press, der ud over Virginia Woolfs egne bøger udgav titler af E.M. Forster, T.S. Eliot og Katherine Mansfield samt psykoanalytiske og socialpolitiske skrifter.

Woolfs boganmeldelser og artikler

Fra 1905 skrev Virginia Woolf boganmeldelser og artikler i tidsskrifter og aviser som The Times Literary Supplement, indlæg, som hendes belæsthed, personlige tone og forfinede sprog ofte gav essayets afrundede form. Hun udgav de bedste i The Common Reader, 1-2 (1925 og 1932); posthumt udkom The Death of the Moth (1942) og Granite and Rainbow (1958).

Woolfs første romaner

Virginia Woolfs første romaner, The Voyage Out (1915) og Night and Day (1919), var ligefremt fortalte historier om kvinders møde med kærligheden, men fra novellesamlingen Monday or Tuesday (1921) og romanen Jacob's Room (1922, dansk Jacobs værelse, 2008, oversat af Juliane Wammen) eksperimenterede hun, ligesom Dorothy Richardson og James Joyce og i forlængelse af Marcel Proust, Édouard Dujardin og tidligere Laurence Sterne, med stream of consciousness (bevidsthedsstrøm) og brudte tidsforløb.

Hovedværkerne

Handlingen i hovedværkerne Mrs Dalloway (1925, dansk 1945, oversat af Ove Brusendorff, og 1988 oversat af Jørgen Christian Hansen) og To the Lighthouse (1927, dansk Til fyret, 1982, oversat af Merete Ries) udfoldes over få timer, og personernes indre bevidsthedsstrømme erstatter plot, dialog, karakterskildring og stedsbeskrivelse.

De formelle eksperimenter kulminerede i The Waves (1931, dansk Bølgerne, 1994, oversat af Anne Marie Bjerg), hvor seks personer spejles i hinandens bevidsthed uden at mødes. The Years (1937, dansk Aarene gaar, 1941, oversat af Paula Biehe og Årene, 2012, oversat af Mette Egerod) er en enklere fortalt slægtshistorie, men den posthumt udgivne Between the Acts (1941, dansk Mellem akterne, 2007, oversat af Nanna Salomon) komponeres igen af dramaets og lyrikkens elementer, enheden af tid, sted og handling og associationer, erindringer og billeder.

Øvrige væsentlige værker

Romanen Orlando (1928, dansk 1962, oversat af Jørgen Årup Hansen, filmatiseret i 1992 med Sally Potter som instruktør) er en fantasi om det litterære England fra William Shakespeare til nutiden, hvor hovedpersonen skifter køn undervejs. Flush (1933, dansk 1953, oversat af Mogens Boisen, genudgivet 2024, bearbejdet af Kirstine Ersbøll Meyhoff med efterskrift af Elisabeth Friis) er en biografi over Elizabeth Barrett Browning, fortalt af hendes cockerspaniel.

To betydningsfulde essays

Hvor Orlando og Flush beskriver forholdet mellem køn og litteratur i romanform, er essayet A Room of One's Own (1929, dansk Eget værelse, 1973, oversat af Elsa Gress og David Gress-Wright) forfattet over samme emne. Nogle regner det for den moderne kvindelitteraturforsknings grundlæggende værk. Three Guineas (1938, dansk Tre guineas, 1983, oversat af Inger Christensen) er et feministisk og pacifistisk angreb på den patriarkalske kulturs militarisme.

Woolfs selvmord

Som nygift havde Virginia Woolf i en af sine sygdomsperioder forsøgt selvmord, og lægerne frarådede hende at få børn; mismodig over krigsudbruddet og Blitzen over London, som ødelagde familiens hus i Bloomsbury, druknede hun sig i et anfald af depression i floden Ouse ved sommerhuset i Sussex.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig