alkylerende stoffer

Alkylering er en kemisk reaktion, hvor et hydrogenatom i et organisk molekyle erstattes med en alkylgruppe fra et andet molekyle eller fra en anden del af samme molekyle. Ved alkylering mellem enkeltstrenge i DNA-molekylet vil aflæsning af genetisk information og dannelse af arvemateriale i cellen forstyrres. Ved omfattende alkylerende skade på arvematerialet hindres celledelingen og cellen dør.

Alkylering af DNA kan forårsages både af kemiske stoffer og af ultraviolet eller radioaktiv stråling.

Normale celler har effektive mekanismer til at reparere DNA-skade efter alkylering. Kræftceller er ofte mere udsatte for DNA-alkylerende skader, fordi deres evne til reparation er reduceret, og de gennemgår hurtig celledeling. Alkylerende cellegifte skader derfor særligt kræftcellerne.

Selvom alkylerende stoffer primært skader kræftcellerne kan de give både akutte og langsigtede bivirkninger, der skyldes skade på normale celler.

Vigtigst er påvirkning af celler i knoglemarven, som medfører forbigående nedsat immunforsvar, blødningstendens og blodmangel samt forbigående påvirkning af slimhinder i mundhule og tarm. Behandling, som medfører alkylering af DNA, giver også en vis øget risiko for udvikling af ny kræft (sekundær kræft).

Det første effektive kemoterapeutikum, klormetin, var et alkylerende stof. Det blev udviklet fra giftgassen sennepsgas under Anden Verdenskrig. Alkylerende stoffer som cyklofosfamid, ifosfamid, klorambucil, melfalan og flere andre anvendes stadig til kræftbehandling.

• cellegift
• kræft
• celledeling
• DNA