antiarytmika

• Antiarytmika i klasse I blokerer natriumkanaler. For eksempel: disopyramid (klasse 1a) og flekainid (klasse 1c).
• Antiarytmika i klasse II hæmmer adrenerge betareceptorer. Derfor kaldes de ofte for betablokkere. For eksempel: metoprolol og propranolol.
• Antiarytmika i klasse III forlænger aktionspotentialets varighed, primært ved at blokere kaliumkanaler. For eksempel: amiodaron og dronedaron.
• Antiarytmika i klasse IV er hjerteselektive calciumblokkere. For eksempel: verapamil og diltiazem.

Ved overdosering kan bivirkninger som alvorlig hjertesvigt, ledningsforstyrrelser og alvorlige hjerterytmeforstyrrelser optræde. Kvalme og opkast optræder relativt hyppigt. Antiarytmika kan også føre til bivirkninger som mundtørhed, synsforstyrrelser og vandladningsbesvær.

Antiarytmika kan også udløse hjerterytmeforstyrrelser i sig selv, dvs. at de kan være proarytmiske. Risikoen er størst hos personer med iskæmisk hjertesygdom eller hjertesvigt. Behandling med disse lægemidler er derfor en specialistopgave.

I 1980’erne gav man ofte antiarytmika som flekainid og encainid til patienter, der havde haft blodprop i hjertet, for at dæmpe ekstra hjerteslag (ventrikulære ekstrasystoler). Man vidste, at disse ekstra slag øgede risikoen for pludselig død, og antog derfor at medicinen ville redde liv. Men medicinen gjorde hjertet elektrisk ustabilt og øgede risikoen for livstruende rytmeforstyrrelser.

Denne praksis – baseret på antagelser uden dokumenteret effekt – kostede tusinder af patienter livet. Vendepunktet kom i 1989 med publiceringen af Cardiac Arrhythmia Suppression Trial (CAST-studiet), der systematisk afprøvede effekten af disse lægemidler i et randomiseret forsøg. Studiet blev standset før tid, fordi man så en betydelig overdødelighed blandt dem, der fik medicinen. Det blev en kritisk milepæl i medicinens historie, da behandling ikke skal baseres på, hvad der virker logisk, men hvad der reelt forbedrer overlevelsen.

• hjertet
• hjertesygdom
• ionkanal
• aktionspotential
• adrenerge receptorer