Arbejdsmarkedspension er en pensionsordning, der etableres som led i et ansættelsesforhold — oftest som del af en kollektiv overenskomst. Det omfatter typisk ansatte med med samme uddannelsesmæssige eller faglige baggrund, men med forskellige ansættelsessteder. ATP er også en arbejdsmarkeds pension, ligesom der findes tjenestemandspension. Arbejdsmarkedspension betragtes som en af tre søjler i et samlet pensionssystem.

Knyttet til aftaler på arbejdsmarkedet

I modsætning til sociale pensioner som fx folkepensionen, der tilfalder alle statsborgere og personer med lovligt ophold i Danmark efter en række kriterier og betales over skatterne, omfatter arbejdsmarkedspensionsordningerne kun personer, der i løbet af deres år som ansatte har fået indbetalt bidrag til deres pension. Ordningerne er typisk at arbejdsgiverbidraget udgør 2/3 af indbetalingen, og 1/3 fra eget bidrag. Procentandelen af lønnen der indbetales til ordningerne varierer typisk mellem 12 og 18 %. ATP bidraget udgør et fast beløb, som dog er forskelligt mellem den offentlige og private sektor, og som varierer mellem fuldtids- og deltidsansættelse.

Arbejdsmarkedspensionen adskiller sig således også fra privattegnede pensionsordninger, der ikke er etableret som led i et ansættelsesforhold, herunder at den enkelte typisk har mindre mulighed for at påvirke hvad opsparingen investeres i. Udover pension, når arbejdsmarkedet forlades, kan der også være indbygget førtidspension og/eller en kapitalpension, samt pension til børn/ægtefælle i den enkelte ordning. Der kan også være knyttet adgang til forskellige sundhedsordninger.

Samlet betyder kombinationen af statslige universelle pensioner og de arbejdsmarkedsbaserede ordninger, at det danske pensionssystem ofte betragtes som et meget godt og stabilt system. Det skyldes bl.a., at arbejdsmarkedspensionen er baseret på opsparing, hvorimod den offentlige pension er baseret på løbende betaling gennem skatter og afgifter.

Bortset fra tjenestemandspensionen er ordningerne organiseret gennem pensionskasser, livs- og pensionsforsikringsselskaber eller gennem pengeinstitutter.

Historien bag arbejdsmarkedspensionerne

Historisk har arbejdsmarkedspensionen sine rødder i den tyske invaliditets- og alderdomsforsikringslov fra 1889, og en sådan alderdomsforsørgelse baseret på en forudgående arbejdsmarkedstilknytning har siden været dominerende i de fleste vesteuropæiske lande. Det gælder dog ikke Danmark og de øvrige nordiske lande, hvor princippet om folkepension til alle samtidig er fremherskende.

Hverken i Norden eller i det øvrige Europa benyttes modellerne rent.

I stærk vækst fra 1960'erne

I Danmark har udbredelsen af arbejdsmarkedspensioner været i stærk vækst fra omkring 1960, da en række pensionskasser for specielt højtlønnede funktionærgrupper blev etableret. Ved fornyelsen af overenskomsterne på LO/DA-området i foråret 1991 aftaltes at oprette en række arbejdsmarkedspensionsordninger for lønmodtagere på den del af arbejdsmarkedet, hvor der arbejdes manuelt. Dette blev baseret på en trepartsaftale fra 1987.

Stort set hele det overenskomstdækkede arbejdsmarked er siden blevet omfattet af en arbejdsmarkedspension. Arbejdsmarkedspensioner er hovedsagelig organiseret i tværgående pensionskasser eller i "arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsselskaber", der som kunder alene har medlemmerne af den eller de omfattede overenskomster. Ydelsessammensætningen i en arbejdsmarkedspension er ofte standardiseret for alle forsikrede og består som regel af et antal obligatoriske, kollektive grunddækninger ved død og invaliditet og en ydelse ved pensionering, men dog med visse muligheder for at vælge til og fra eksempelvis ud fra om man bor alene eller sammen med en anden, har børn eller ikke har børn.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig