biopsi

Ved hjælp af en tynd, hul nål kan man få prøver fra indre organer og udfyldninger. Det kombineres ofte med en billedundersøgelse som ultralyd, CT eller MR for en mere nøjagtig orientering. Dette kaldes nålebiopsier. Nålebiopser kan være enten finnålsbiopsier eller grovnålsbiopsier.

• Finnålsbiopsi/finnålsaspiration. Ved finnålsbiopsi (finnålsaspiration) laves en celleprøve ved at suge celler ud af et organ med en ganske tynd kanyle/nål, hvorved man får en væskesuspension med celler i, uden at man kan se, hvordan cellerne ligger i vævet.
• Grovnålsbiopsi. Ved grovnålsbiopsier får man en hel vævscylinder, hvor vævets arkitektur er mere tydeligt bevaret. Grovnålsbiopsier er ofte væsentlig mindre i diameter end stansebiopsier og mere aflange.

Ved en incisionsbiopsi tages en cylinderformet vævsprøve i midten af et sygt udseende område, hvor man er interesseret i at få stillet en diagnose. Metoden bruges ikke til at få det syge væv fjernet. Det er en meget benyttet metode til at få stillet diverse diagnoser inden for hudsygdomme. Ofte benyttes en stansebiopsi til at lave en incisionsbiopsi. En stansebiopsi er en lille, cylinderformet kniv. Med en stansebiopsi kan man fjerne en lille cylinder af hud og underhud. Cylinderen har oftest en diameter på tre til fire millimeter, men kan have en diameter på op til 8 mm. Fordelen ved en stansebiopsi er, at der bliver få arforandringer, og at man ikke behøver at sy, eller eventuelt kun skal sætte et lille sting.

En ekscisionsbiopsi er en form for kirurgisk biopsi, hvor intensionen er både at stille en diagnose og at fjerne det sygdomsramte område. Her fjernes et lidt større stykke af et organ, ofte et stykke af huden, så der er en bremme af raskt væv rundt om den tumor der ønskes fjernet. Patologen, der undersøger vævet, vurderer her også, om hele tumoren er blevet helt fjernet (det kaldes for frie resektionsrande) eller om der fortsat er risiko for, at der sidder noget tilbage i patienten (det kaldes for ikke frie eller ikke sikkert frie resektionsrande).

Ved en afskrabningsbiopsi skrabes en hudforandring af. Det kan for eksempel være en hudforandring, som hudlægen eller hudkirurgen nemt kan genkende som en gammelmandsvorte (seboroisk keratose) eller en af de mere fredelige hudtumorer (ikke modermærkekræft). Der bruges en specialtilpasset høvl eller skraber. Det væv, der skrabes af, kommer ofte af i ganske små fragmenter, der ligger hulter til bulter som et uløseligt puslespil. Man bruger metoden for at undgå ar, da man ikke skærer så dybt i huden. Ulempen er, at patologen ikke kan vurdere, om hele det syge område er fjernet. Men man kan som regel godt stille en diagnose.

Laparoskopiske biopsier er biopsier, der er hentet ud ved en kikkertoperation i for eksempel bughulen, for eksempel en biopsi fra æggestokke eller bughinde, eller pleurahulen, for eksempel en biopsi fra lungehinden.

Det er almindeligt at tage biopsier i forbindelse med endoskopiske kikkertundersøgelser. Ved hjælp af en tynd, fleksibel metalslange (fiberskop eller endoskop) med påmonteret lys, kamera og suge- og skæreinstrumenter i enden kan undersøgeren se strukturer og forandringer inde i kroppens indvendige kanaler og hulrum. Det gælder blandt andet luftrørsgrene (bronkoskopi), mavesækken (gastroskopi), tarmen (koloskopi), og blæren og urinvejene (cystoskopi). Små, millimeterstore vævsbidder kan fjernes fra forandringer, for eksempel et sår, en fortykkelse eller en svulst, og sendes til en patologiafdeling for mikroskopisk undersøgelse.

Ved en knoglemarvsbiopsi tager man en cylinder ud med knoglevæv og knoglemarv fra hoftekammen for at se efter blodsygdomme. Man vil da få overblik over cellerne i knoglemarven i tillæg til vævsorganiseringen sammen med knoglebjælker og bindevæv. Dette er i modsætning til knoglemarvsaspirater, ofte taget fra brystbenet, hvor man kun får overblik over cellerne.