Blodtrykket sænkes ved, at blodkarrene udvides (vasodilatation) så den perifere modstand i kredsløbet falder. De hjertespecifikke calciumantagonister verapamil og diltiazem reducerer også hjertets pumpekraft (kontraktilitet) og frekvens, så iltbehovet i hjertemusklen reduceres. Sammen med øget blodgennemstrømning i hjertets blodårer (kranspulsårerne), medfører dette lindring af brystsmerter (angina pectoris). Den antiarytmiske effekt beror på hæmning af calciumindstrømning i AV-knuden, hvorved overledningstiden fra forkamre til hjertekamre forlænges. Effekten kan sænke pulsen ved atrieflimren og afbryde anfald af AV-nodal reentry-takykardi, som ses ved Wolff-Parkinson-Whites syndrom.
Amlodipin, der er en karselektiv calciumantagonist, virker primært i blodkarrene og har kun beskeden effekt på hjertet. Midlet anvendes bredt ved forhøjet blodtryk og stabil angina og tolereres generelt godt. I modsætning til verapamil og diltiazem sænker amlodipin ikke hjerterytmen og forværrer sjældent hjertesvigt.
Grapefrugtjuice hæmmer enzymet CYP3A4, som nedbryder mange calciumantagonister, og kan dermed øge deres koncentration og virkning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.