Cerebral angiografi er røntgenundersøgelse af blodårerne i hjernen og hjernehinderne.
Undersøgelsen udføres for at kortlægge udposninger (aneurismer) eller blodåremisdannelser, blodforsyning til tumorer og kilder til blodpropper (embolier) før kirurgi eller kateterbehandling. Undersøgelsen udføres også i visse tilfælde for at afgøre, om en person er hjernedød, før der kan udtages organer til transplantation (opløbsangiografi).
Med nutidens avancerede teknologi udføres den diagnostiske fremstilling af blodkarrene hurtigt og præcist med CT- eller MR-angiografi. Men hvis der er behov for interventionelle tiltag, fx at stoppe en blødning i hjernen eller fjerne en blokerende blodprop, skal der føres et tyndt kateter i blodåren helt frem til det aktuelle sted i hjernen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.