gæs

De ægte gæs (altså Anser og Branta) har en hovedsagelig arktisk og subarktisk udbredelse i Europa, Asien og Nordamerika. Mange gåsearter yngler primært på den arktiske tundra, mens enkelte andre (som grågås og canadagås) har en mere sydlig udbredelse. Overvintringen sker i tempererede områder, ofte i landbrugsområder.

Ægte gæs lever af planteføde, overvejende forskellige græsser og halvgræsser. Med få undtagelser er de temmelig uafhængige af åbent vand i modsætning til næsten alle andre andefugle. Uden for yngletiden er gæs selskabelige og optræder i store flokke. I yngletiden samles nogle arter i kolonier, andre ikke, men under alle omstændigheder slutter familiegrupperne af store unger og fældende forældrefugle sig sammen i flokke, inden trækket påbegyndes. Inden for flokkene holder familiegrupperne sammen, indtil trækket indledes det følgende forår.

Kønnene er ens af udseende, og parrene holder normalt sammen hele livet. Det er kun hunnen, som ruger, mens hannen beskytter hun og unger mod rovdyr og andre forstyrrelser. Ligesom de fleste andre andefugle fælder gæs deres svingfjer på én gang efter yngletiden, og de er derfor i en periode ude af stand til at flyve. I fældetiden er gæssene meget sky og holder sig så meget som muligt på vandet.

Gæs er eftertragtet vildt, og mange bestande har før i tiden været udnyttet så hårdt, at det har reduceret dem mærkbart eller direkte truet deres overlevelse. I Nordamerika og store dele af Europa er gåsejagten efterhånden blevet reguleret ganske effektivt med det resultat, at mange af de berørte bestande er vokset dramatisk og i nogle tilfælde nu reguleres for at holde bestanden nede.

En del af forklaringen på den stærke vækst i mange gåsebestande er den udstrakte brug af vinterafgrøder i Europa og Nordamerika, som har givet gæssene en meget stor fødekilde og dermed gode chancer for at overleve vinteren. Andre bestande og arter går imidlertid fortsat tilbage, specielt dværggås (Anser erythropus) og rødhalset gås (Branta ruficollis), der begge overvintrer i Sydøsteuropa og tilgrænsende dele af Asien.

I Danmark yngler grågås almindeligt, mens bramgås kun yngler enkelte steder. Tajgasædgås, kortnæbbet gås, blisgås, bramgås og knortegås er almindelige trækgæster, mens tundrasædgås er mere fåtallig. Flere af arterne overvintrer også talrigt, især i milde vintre. Navnlig kortnæbbet gås har givet anledning til klager over skader på marker, hvilket søges afhjulpet ved at lokke fuglene til ny- eller genetablerede græsningsområder andre steder i Vestjylland, hvor problemet er størst. Tilsvarende problemer er opstået med bramgås, efterhånden som den stærkt voksende bestand i højere grad overvintrer i Danmark.

Canadagåsen er en nordamerikansk art, der har en stor vildtlevende bestand i Sverige. En del af disse fugle overvintrer i Danmark, og et mindre antal er begyndt at yngle. Som sjældne gæster ses dværggås, rødhalset gås og snegås (Anser caerulescens). Sidstnævnte stammer fra Nordamerika, og de fleste europæiske fund drejer sig utvivlsomt om forvildede fangenskabsfugle, men lejlighedsvis 'spontan' optræden kan ikke udelukkes. Indisk gås (Anser indicus) ses også jævnligt, men det er formentlig udelukkende forvildede eksemplarer.

Gæs har været holdt som husdyr i ca. 3000 år. Fuglens vagtsomhed er legendarisk; det var bl.a. ifølge traditionen gæs, der røbede Morten Bisp. Sidstnævnte begivenhed ihukommes med gåsesteg mortensaften, dagen før mortensdag d. 11. november, hvilket er afslutningen på den naturlige opdrætningsperiode. Optegnelser fra middelalderen viser, at gæs har været meget udbredte og højt værdsatte, dels pga. det delikate kød, der efter en let saltning blev røget, dels for produkter som gåsefedt, dun, gåsefjer til skriveredskaber og brystben til fx legetøjet springgåsen.

De 40 racer af tamgæs stammer fra grågåsen. En særlig dansk race er den danske gås, der findes i de to farvevarieteter grå og gråbroget. Den findes kun i få og små besætninger, men søges bevaret gennem et avlsprogram for gamle husdyrracer. Gasen og gåsen har samme fjerfarve og næsten samme vægt, hhv. 7 kg og 6 kg.

Til opdræt af slagtegæs bruges toulousergåsen. Den stammer fra egnen omkring Toulouse, hvorfra den kendes tilbage fra 1550, og den er en af de ældste anerkendte racer. Ved intensiv fedning, bl.a. ved tvangsfodring, kan den udvikle en stor lever, som bruges til fremstilling af foie gras. De to hvidfjerede racer italienergås og emdergås bruges foruden til slagtning også til produktion af dun med stor isoleringsevne.

I begyndelsen af opdrættet holdes gæslingerne inde, men allerede efter to til tre uger kan de være ude på græs. Foderet kan da begrænses, idet de stort set kan klare sig med græs op til kort før slagtningen, hvor de skal have ekstra foder til en færdigfedning. Da gæs desuden er robuste, er de velegnede til opdræt i mindre flokke, der hjemmeslagtes.

Gås spises nu sjældent i Danmark, da familiestørrelsen passer bedre til and. Gås har kød af større relativ fylde og velsmag end and. Den tilberedes hos os ved ovnstegning og serveres traditionelt med sursød rødkål, sukkerbrunede og hvide kartofler, gåsens fyld ved stegningen, i reglen svesker og æbler, samt sauce af den affedtede stegesky. En traditionel resteret er kråsesuppe, kogt på skroget og garneret med indmaden og svesker. Sprængt gås var tidligere den almindelige form, den koges til suppe; kødet spises med grønsager og krydrede saucer. Røget gåsebryst er en kostbar delikatesse.

Det fede kød egner sig til kontrast i tilbehøret, i Centraleuropa serveres gås med surkål og fyld af kastanjer. I Frankrig tager opdrættet mest sigte på produktionen af foie gras; resten af gås indgår i en række gryderetter som confit d’oie, forskelligt garneret, cassoulet og farsfyldt gåsehals med trøfler.

• andefugle
• fjerkræ