Galdeblæren med tilhørende galdegange
Galdeblæren, leveren og galdegangene
Af /Created with Biorender.com.

Galdegangskræft er kræft i galdegangene uden for galdeblæren.

Faktaboks

Også kendt som
kolangiokarcinom (af kol-, græsk angeion 'kar', karkinos 'krabbe' og -oma 'svulst'

Galdegangskræft inddeles efter, hvor i galdegangssystemet kræftsvulsten er opstået.

  • Perihilær galdegangskræft udgår fra galdegangene på leverens underside i nærheden af galdeblæren
  • Distal galdegangskræft udgår fra galdegange nær udmundingen i tolvfingertarmen
  • Intrahepatisk galdegangskræft udgår fra små galdegange i leveren

Forekomst

Der registreres omkring 200 nye tilfælde af galdegangskræft i Danmark hvert år. Personer med kronisk inflammatorisk tarmsygdom, herunder colitis ulcerosa og Crohns sygdom, har fire gange øget risiko. Kronisk betændelse i galdegangene (skleroserende kolangitis) øger risikoen for galdegangskræft væsentligt og ses både hos personer med eller uden samtidig kronisk inflammatorisk tarmsygdom. Galdegangskræft opstår hyppigst i 50-60 årsalderen, men ses også hos yngre. Kræftsvulster i galdegangene er langt overvejende adenokarcinomer, som er ondartede tumorer, der udgår fra kirtelvæv.

Symptomer og tegn

Det mest almindelige og første sygdomstegn er gulsot (ikterus), der skyldes galdestase, idet afløbet for galden ud i tarmen er blokeret. Gulsot er gullig misfarvning af hud og bindehinden i øjet, som ledsages af hudkløe, mørk ("porter-farvet") urin, lys-grålig ("kit-farvet") afføring og forhøjet bilirubin i blodet. Af og til påvises galdegangskræft ved udredning af mere tilfældigt påviste forstyrrelser i leverfunktionsprøver eller ved screening af personer med skleroserende kolangitis.

Diagnose

Diagnosen stilles normalt ved en kombination af ultralydsundersøgelse, CT-scanning, MR-scanning og/eller ERCP samt ved vævsprøve (biopsi) af svulstvæv. Kræftmarkøren CA 19-9 anvendes ved opfølgning.

Behandling

Behandlingen afhænger af, hvor i galdevejene svulsten sidder, og om den har spredt sig. Hovedprincippet er, om muligt, at fjerne hele svulsten ved en operation. Hos personer med perihilær og intrahepatisk galdegangskræft indebærer dette fjernelse af en del af leveren, mens personer med distal galdegangskræft opereres med fjernelse af en del af bugspytkirtlen og tolvfingertarmen, såkaldt Whipples operation. Efter radikal operation kan efterbehandling med kemoterapi nedsætte risikoen for tilbagefald.

Hvis det ikke er muligt at fjerne svulsten, kan der i mange tilfælde placeres en stent i galdegangen, så galden dræneres ud i tarmen. Derudover kan mange personer behandles med kemoterapi og immunterapi, som kan lindre symptomer og forlænge levetiden. I få tilfælde kan behandlingen medføre skrumpning af svulsten, så operation bliver mulig. Hos en mindre del af personer med galdegangskræft, og især ved de tilfælde, der opstår intrahepatisk, kan der påvises bestemte gen-ændringer i svulsten, som giver anledning til behandling med målrettet kræftmedicin.

Præcisions-strålebehandling kan evt. anvendes hos personer, som ikke kan opereres, men har en lokaliseret svulst.

Prognose

Kræft i galdevejene har en alvorlig prognose. Chancen for helbredelse er 30-40 %, hvis svulsten kan fjernes kirurgisk. Overlevelse i mere end 2-3 år ses sjældent, hvis sygdommen har spredt sig.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig