kykladisk kultur

I tidlig kykladisk tid, ca. 3200-2000 f.v.t., voksede befolkningstallet gradvis. Efterhånden opstod kystbopladser med sikre havne, hvorefter handel og søfart blev dominerende i øernes økonomi. Tidlig kykladisk tid kendes især fra gravfund. Grave samlet i små klynger, der sandsynligvis hver tilhørte en enkelt familie, kendetegner den første del af perioden. Senere blev flerfamiliegrave i op til tre etager almindelige.

Mellemkykladisk tid, ca. 2000-1600 f.v.t., betegnede et højdepunkt for Kykladerne. Bopladserne udviklede sig til byer, fx Akrotiri på Santorini og Fylakopi på Milos, og havnene fik stor betydning for de internationale handelsruter; fund af importvarer fra Kreta, det græske fastland, de østlige ægæiske øer, Syrien, Egypten og Palæstina vidner om øernes mange kontakter. I 1600-tallet f.v.t. blev Akrotiri på Santorini ramt af et kraftigt jordskælv. Byen genopbyggedes dog hurtigt, og husene blev udsmykket endnu mere luksuriøst. Senere i samme århundrede ramtes øerne af vulkanudbrud. Akrotiri blev udslettet, og de øvrige øers betydning mindskedes. Mykenerne på det græske fastland var ved at blive Middelhavets vigtigste magtfaktor, og den kulturelle udvikling på Kykladerne blev i stadig højere grad præget af mykensk kultur.

Fra senkykladisk tid, ca. 1600-1100 f.v.t,, kendes flere byer, Fylakopi på Milos, Hagia Eirene på Kea, Koukounaries på Paros og Grotta på Naxos. I Grotta er der fundet en stor gravplads, der tyder på, at de kykladiske øer til en vis grad bevarede deres kulturelle særpræg.

Frem for alt er Kykladeøerne kendt for deres stenkunst. Skåle, krukker med høj hals, drikkeskåle og lamper blev masseproduceret. Typiske er også figuriner i sten, de såkaldte kykladeidoler. De tidligste figurer fra sen stenalder har en enkel violinform, senere ses mere naturalistiske figurer med angivelse af hoved, pubestrekant og bryster. Som regel har de todimensional karakter med armene foldet over brystet, men der kendes også mere plastiske figurer som fx en siddende lyrespiller, som i dag befinder sig på Nationalmuseet i Athen. Omkring 2300 f.v.t. døde traditionen langsomt ud.

Vasemaleriets udvikling hen imod polykromi og opdagelsen af kalkstuk førte til udviklingen af det monumentale vægmaleri, muligvis under indflydelse fra Nærorienten og Egypten. Husene blev udsmykket indvendigt med geometriske eller abstrakte mønstre, men der forekom også hverdagsscener og eksotiske motiver som fx aber.

Enkelte fremstiller mere formelle, måske religiøse scener. Et enestående værk kaldes Flotillefrisen: I en fortællende stil med mange detaljer af dyr, mennesker og topografi vises en flåde på vej ind i havnen; frisen er nu udstillet på Forhistorisk Museum Thira i Fira. De bedst bevarede malerier er fundet under den vulkanske aske i Akrotiri Thera på Santorini. På trods af de østlige impulser i vægmaleriet har det en klar vestlig karakter og lægger vægt på det almindelige menneske ligesom den øvrige kykladekunst.