Lysskyhed er ubehag eller direkte smerter i øjnene, når de udsættes for lys. Varierende grader af blænding kan også forekomme.

Faktaboks

Også kendt som
fotofobi

Årsager til lysskyhed

Lysfølsomhed er et symptom ved flere sygdomme i øjnene, blandt andet ved betændelsestilstande i hornhinden og i regnbuehinden. Specielt kan smerterne være stærke ved akut regnbuehindebetændelse, hvor smerterne hovedsageligt skyldes sammentrækning i den betændte muskulatur i iris og i corpus ciliare, når lys rammer øjet. Denne type lysfølsomhed kaldes gerne også lysømfintlighed.

Ved uklarheder i hornhinden og i øjets linse opstår øget lysspredning. Dette giver samme type synsforstyrrelse, som alle kan opleve i en bil med beskidt forrude, når man i mørke møder biler med stærke forlygter. Da vil den modkørende bils lygter ikke ses som klart afgrænsede punkter, men som et bredt lysende og uklart område uden skarp grænse.

I forbindelse med migræneanfald kan mange personer mærke udtalt lysfølsomhed, og lysfølsomhed kan også være et symptom ved hjernehindebetændelse.

Blænding

Blænding i egentlig forstand indebærer, at lyset, der rammer øjet, er så stærkt, at det udløser en forbigående synsreduktion. Dette medfører dog normalt ikke egentlig smerte. Blænding sker også, når lyset spredes usædvanligt meget, før det rammer øjet, eller når det går gennem øjets forskellige strukturer. Ved aniridi eller andre tilstande med usædvanligt stor pupil eller større regnbuehindedefekter kommer der unormalt meget lys ind i øjet. Da vil betydelig lysfølsomhed i form af både ubehag og blænding opstå også ved "normale" lysstyrker. Ved albinisme opstår blænding og ubehag på grund af manglende pigment i regnbuehinden og i øjenbunden (nethinden og årehinden).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig