medicinens sprog

Mange af de betegnelser, der stadig anvendes, opstod sandsynligvis i Grækenland i løbet af 400–500-tallet fvt. De er dels baseret på folkelige udtryk, der kan have været brugt i forbindelse med slagtning af dyr, dels er de skabt af de første læger fra oldtiden, der beskæftigede sig med anatomiske studier, såsom Anaxagoras (ca. 500–428 fvt.) fra Lilleasien, Empedokles (ca. 494–434 fvt.) fra Sicilien, Diogenes fra Kreta, og den største af dem alle: Hippokrates (ca. 460–377 fvt.) fra Kos.

Der fandtes lægeskoler allerede i oldtiden, og i mangel af illustrationer forsøgte man at give organerne navne efter genstande, man kendte fra dagliglivet, når de havde en vis lighed med det pågældende organ. Eksempelvis fik brystkassen navn efter de græske krigeres brystpanser (thorax). Skinnebenet så præcis ud som en hyrdefløjte (tibia), mens det tynde lægben fik navn efter en nål eller spænde (fibula).

I det tredje århundrede før vores tidsregning flyttede centrum for græsk kultur og medicin sig fra de gamle hellenske landskaber til Alexandria i Egypten, hvor lægerne Erasistratos (ca. 300–250 fvt.) og Herofilos (ca. 335–280 fvt.) gav vigtige bidrag til anatomien, med beskrivelse af blandt andet øjet, hjernen, blodkarrene og tolvfingertarmen – som Herofilos også gav navn til. På den tid kendte man flere sygdomme, og både diabetes, tetanus, difteri og lepra var allerede beskrevet og navngivet.

Ved begyndelsen af vores tidsregning havde romerne erobret meget af de oprindelige græske landområder omkring Middelhavet. Alligevel beholdt medicinen sin græske dominans, for selvom romerne var førende inden for lovgivning, krigsførelse og arkitektur, interesserede de sig mindre for kunst, filosofi og videnskab – herunder medicin. De importerede i stedet græske læger og oversatte om nødvendigt det, der allerede var kendt fra det græske kulturområde. På den måde kom medicinen til at få en ejendommelig blanding af latinske og græske navne, noget der stadig er i brug den dag i dag.

Vi bruger gerne den latinske betegnelse for selve organet, men anvender den græske for sygdommen, der rammer organet, ofte også for den, der er specialist i behandling af sygdom i netop denne organgruppe. Eksempelvis er det latinske ord for lunge pulmo, mens det græske er pneumon, og vi siger derfor pneumoni om en lungebetændelse. Hjertet hedder cor på latin, og kardia på græsk, således at en hjertespecialist derfor kaldes kardiolog.

Meget af den medicinske viden gik tabt, da Det vestromerske rige gik til grunde i løbet af de første århundreder efter vores tidsregning, selvom noget viden overlevede i klostrene, der efterhånden blev grundlagt rundt om i Europa. Men i øst fik den arabiske kultur mere og mere indpas, og allerede i 700-tallet havde islam erobret både de tidligere græske kolonier i Mellemøsten, områderne langs Afrikas middelhavskyst og det meste af Spanien. Den indflydelse, arabiske kultur fik, kom også til at påvirke medicinsk behandling og nomenklatur gennem oversættelser af de originale græske tekster. Allerede i 900-tallet fandtes der afskrifter af alle de vigtigste medicinske værker i både Damaskus, Cairo og Baghdad.

Ikke sjældent blev de oprindelige tekster misforstået, da araberne ofte lavede egne tilføjelser og kulturrelaterede omskrivninger – ikke sjældent i poetisk form. Hovedpulsåren (aorta) kaldte de for eksempel for "årenes mor", og de to hjernehinder (dura mater og pia mater) blev også kaldt "mødre", da de omsluttede og beskyttede hjernen. Men også klostrenes munke gjorde sig skyldige i fejltolkninger af den græske nomenklatur, når de skulle oversætte den til latin. For eksempel fik korsbenet (os sacrum) "det hellige ben", sit navn på trods af at den græske betegnelse hieron osteon både betyder det "store" og det "hellige" ben. Selvfølgelig fandt munkene det mest naturligt at vælge det sidste.

Det blev den flamske anatom Andreas Vesalius (1514–1564), der omsider fik orden på den medicinske nomenklatur, selvom mange af de ord, vi stadig bruger, er af græsk-arabisk oprindelse. Latin var på hans tid stadig et internationalt sprog, næsten som engelsk er i dag, og den nomenklatur, han anvendte i sit epokegørende værk De humani corporis fabrica "Om menneskekroppens opbygning" fra 1543, er i hovedtræk blevet bevaret helt til vores egen tid.

Et anatomisk latinsk navn begynder med et substantiv, der angiver, hvilken type organ der er tale om (vene, arterie, muskel osv). Derefter følger et eller flere adjektiver, der angiver organets egenskab (hvad gør det?), og – om nødvendigt – karakter/udseende (lang? kort?) og beliggenhed (højre? venstre?). Adjektiverne bøjes efter substantivets køn. Meget af den moderne nomenklatur skyldes indsatsen fra den østrigske anatom Joseph Hyrtl (1810-1894).

Da der efterhånden opstod mange varianter af nomenklaturen, besluttede man at standardisere medicinens sprog. Ved den niende internationale anatomikongres, afholdt i Basel i Schweiz i 1895, blev man enige om en navngivning og retskrivning, der skulle gælde for alle lande, kaldet Basilensia Nomina Anatomica (BNA). Denne er ved senere kongresser blevet revideret flere gange, og i 1950 blev The International Anatomical Committee etableret for at arbejde kontinuerligt med standardisering af nomenklaturen. En vigtig revision efter anden verdenskrig fandt sted i Paris og resulterede i Parisiensia Nomina Anatomica (PNA) i 1955. Reviderede ordlister (Nomina Anatomica) er siden blevet udgivet med jævne mellemrum, indtil den i 1998 blev afløst af Terminologia Anatomica med omkring 8000 navne på makroskopiske strukturer.

Dette har ført til, at egennavne, der før var meget brugt og ofte knyttet til anatomiske begreber, såkaldte eponymer, næsten er forsvundet. I stedet er navnene dog i høj grad bevaret i klinikken, hvor det for eksempel er mere almindeligt at tale om "Bekhterevs sygdom" (efter den russiske neurolog og psykiater Vladimir Bekhterev), end "ankyloserende spondylitis", som tilstanden officielt hedder i dag.

En særlig form for nomenklatur finder vi ikke sjældent i engelsksproget faglitteratur, hvor substantivet ikke kommer først, som i "almindelig" latin, men til sidst. Eksempel: external oblique muscle (musculus obliquus externus).

Vi ved ikke med sikkerhed, hvordan enkelte ord blev udtalt i det gamle Rom. Sandsynligvis opstod der dialekter i de forskellige regioner af det romerske imperium – dialekter, der udviklede sig til at blive romanske sprog som italiensk, fransk, spansk – og til dels engelsk. Det er derfor ikke mærkeligt, at vi i dagens "medicinerlatin" også kan finde afvigende former, alt efter hvilke udtaleregler der gælder for det enkelte land.

Betoningen på de enkelte latinske ord kan nogle gange volde besvær. Reglen er, at tostavelsesord altid har tryk på første stavelse (eksempel: v'e-na). I flerstavelsesord ligger trykket på næstsidste stavelse, hvis stavelsen er 'lang' – det vil sige, når der følger mere end én konsonant efter stavelsens vokal (eksempel: pa-t'el-la). Når dette ikke er tilfældet, siger vi, at stavelsen er 'kort'. Da kommer trykket på den tredje sidste stavelse (eksempel: cal-'ca-ne-us, ikke calcan'eus).

Mange ord har bevaret deres oprindelige græske form, som gerne vises i ordets endelse (græsk: -on/-os = latin: -um/-us). I sådanne tilfælde kan der nogle gange opstå afvigelser fra reglerne om stavelsens tryk.

• latin
• græsk
• medicinsk historie
• anatomi