nyresten

Stendannelse forudsætter, at urinen er overmættet med et eller flere uorganiske eller organiske salte. I en overmættet opløsning kan selv svage kemiske og fysiske påvirkninger føre til, at de opløste stoffer udfældes som mikroskopiske krystaller. Disse krystaller kan så lægge sig lagvis på hinanden og efterhånden danne en sten. Om en opløsning er overmættet, afhænger dels af koncentrationen af de opløste salte, og dels af opløsningens surhedsgrad (pH).

Normalt indeholder urinen salte i overmættet opløsning uden at der sker nogen udfældning af krystaller. Det skyldes, at urinen indeholder visse stoffer, der modvirker udfældning af salte, såkaldte krystallisationshæmmere. Det er blandt andet mukopolysakkarider, glukuronsyre, magnesium og zink. Disse stoffer kan indtil en vis grænse hæmme krystaldannelsen trods overmættet urin med salte. Mange personer med nyresten har reduceret mængde af krystallisationshæmmere i urinen.

Tilbøjeligheden til udfældning af krystaller øges væsentligt, hvis der i overmættet urin findes specielt store proteinmolekyler. Det samme gælder, hvis der i urinen findes størknet blod (koagler), bakteriehobe eller pusceller. Dette er såkaldte formede elementer, som krystallerne kan udfældes på. Det antages, at sådanne krystallisationsfremmere kan fæstne sig i de nedre dele af nyrernes samlerør og i nyrebækkenets forgreninger (calyces) og sætte gang i stenproduktionen. Krystallerne lægger sig lag på lag omkring en kerne af organisk materiale. Tilstedeværelse af større molekyler eller formede elementer kan altså tjene som basissubstans (matrix) for lagvis udfældning af krystaller. Under behandlingen af nyresten er lagdelingen ofte meget åbenlys.

En nyresten kan også i sig selv fungere som basissubstans. Det forklarer, hvorfor stenen kan vokse. En stenkerne kan føre til yderligere udfældning af krystaller, som kan være af en anden type end den stenkerne, der oprindeligt opstod. I sådanne tilfælde anvendes betegnelsen sekundær stendannelse. Stenen vil da bestå af flere typer stoffer og kaldes en blandingssten.

Calciumsten har en stærkt uregelmæssig overflade, og de er meget hårde. Denne type sten vokser langsomt, og de bliver sjældent mere end to centimeter i diameter. De er bygget op af krystaller af calciumoxalat, calciumfosfat eller en blanding af de to.

Calciumsten udgør omkring 80 procent af alle nyresten, og de dannes som regel på grund af øget udskillelse af calcium i urinen. Forskellige faktorer medvirker til den øgede udskillelse af calcium. Først og fremmest et øget indtag af calcium med kosten, eventuelt også øget indtag af D-vitamin. En øget tilførsel af animalsk protein øger også risikoen for stendannelse. Det antages desuden, at arv spiller en rolle. I relativt sjældne tilfælde er årsagen til calciumstendannelse øget produktion af biskjoldbruskkirtlernes hormon parathyreoideahormon, hvilket kaldes hyperparatyreoidisme. Denne tilstand kan behandles kirurgisk.

Infektionssten bliver ikke særligt hårde, men kan vokse meget hurtigt. Stenene irriterer slimhinden og reducerer slimhindens modstandskraft, så infektionen holdes ved lige.

Infektionssten består af magnesium-ammoniumfosfat. Dette salt forekommer normalt ikke i urinen, men dannes ved bakterielle infektioner i urinvejene, især med bakterien Proteus. Ved hjælp af enzymet urease spalter bakterien urinstof (urea) til ammoniak.

Hvis stenen er stor og fylder nyrebækkenet og én eller flere af de mindre forgreninger (calyces), kaldes den koralsten.

Organiske sten dannes ved stofskiftesygdomme, der fører til øget udskillelse af organiske stoffer i urinen, som urinsyre (urat) og aminosyren cystin (cystinuri). Organiske sten udgør 5-10 procent af alle nyresten. Både urinsyre- og cystinstensygdom er arvelige, og som regel vil der være flere i familien, der har haft stenanfald.

Det mest almindelige symptom på nyresten er smerte. Hvis stenen kiler sig fast i overgangen til urinlederen, bliver nyrebækkenet udspilet af urin, fordi urinproduktionen fortsætter, mens afløbet er lukket. Det giver et øget tryk, som giver smerter i området, hvor nyren befinder sig, i flanken og ryggen, såkaldt nyrekolik.

Hvis nyresten giver symptomer, er det som regel, fordi stenen periodevist eller permanent kiler sig fast i overgangen mellem nyrebækken og urinleder. Undertiden kan der også være smerter fra sten, som sidder i en forgrening nyrebækkenet, hvor der er smalle pladsforhold.

En fastsiddende sten i urinlederen giver et akut, kraftigt smerteanfald, der kaldes urinlederkolik (ureterkolik). Personen får meget stærke, turevise smerter i flanken med udstråling af smerterne mod skridtet. Hos mænd kan smerten stråle til pungen, hos kvinder til kønslæberne. Kvalme, eventuelt med opkastninger, er også et almindeligt symptom. Ved urinlederstensanfald bliver huden ofte kold og bleg, og pulsen er høj.

Smerterne har en sådan karakter, at personen ikke kan finde ro, men må bevæge sig. Sten længst nede i urinlederen giver smerter i urinblæren og ofte samtidig trang til at lade vandet hyppigt. Smerter fra fastsiddende urinledersten er blandt de stærkeste smerter, man kan opleve. Smerterne kommer i anfald med nogle minutters mellemrum.

Urinvejsinfektion er et symptom på urinvejssten, og det er en komplikation i forbindelse med urinvejssten. Stenanfald og samtidig feber er en alvorlig situation, som skal undersøges af en læge med det samme. Urinvejsinfektion er en relativt almindelig komplikation hos personer med nyresten. Infektionen øger sandsynligheden for yderligere stendannelse, og personen kan komme ind i en ond cirkel med stadige infektioner og øget stendannelse. Hvis en sådan udvikling ikke standses, kan den i værste føre til et betydeligt funktionstab på den ramte nyre.

Et andet fund er blod i urinen (hæmaturi), enten som synligt blod, eller som usynligt blod, der opdages ved nærmere undersøgelse af urinen.

Et akut anfald af smerter behandles med smertestillende midler, som gives enten i sprøjte eller i form af stikpiller. Tabletter kan i princippet anvendes, men fravælges ofte, fordi der er risiko for, at effekten kommer for sent. Ved kvalme og opkast, der er udløst af stenanfaldet fravælges tabeletter også ofte på grund af risikoen for sen effekt. Den vigtigste medikamentgruppe er betændelsesdæmpende midler (NSAID), fx ibuprofen, som har en meget udtalt effekt som stikpille ved akutte stensmerter. Af og til er morfin eller morfinlignende præparater nødvendige.

Hvis patienten har én enkelt sten under 2–2,5 centimeter i diameter, kan behandling med en såkaldt nyrestensknuser være tilstrækkelig. Nyrestensknuser bruges også til sten i øvre halvdel af urinlederen.

Hvis stenen er større, eller hvis der er flere store sten, giver en operation gennem huden i flanken det bedste resultat. Det sker ved en såkaldt perkutan nefrolithotripsi-operation (PNL). Ved en sådan operation føres et fingertykt, stift instrument gennem huden og underhuden og ind i selve nyrebækkenet. Ved hjælp af specielle tænger, ultralydenergi eller laser ødelægges stenen. Stenfragmenterne føres ud gennem PNL-instrumentet ved sug. Mange patienter bliver helt stenfri efter en PNL-operation, og hvis der er stenrester tilbage, kan disse behandles i en ny senere operation.

Mindre sten i nyrebækkenet, især sten i udkanten af de mindre forgreninger i nyrebækkenet (calyces), kan behandles med et tyndt og bøjeligt kikkertinstrument, kaldet et fleksibelt ureterorenoskop, via urinrør, urinblære og urinleder. Denne behandlingsform i nyren kaldes retrograd intrqarenal stenfjernelse og forkortes RIRS.

Hvis stenen er kommet længere ned i urinlederen er behandlingen en ureteroskopi, hvor der anvendes et tyndt kikkertinstrument. Ved denne behandlingsform føres instrumentet ind gennem urinrøret til urinblæren og videre op i urinlederen. Sådanne instrumenter kan være stive eller bøjelig. Behandlingen styres via et videosignal og ved røntgengennemlysning. Stenen kan enten fjernes ved specielle stenfangere eller knuses med forskellige former for energi, som oftest laser.

Organiske sten, især urinsyresten, lader sig undertiden opløse ved skylning med hydrogenkarbonatopløsning. En sådan skylning kan af og til være nødvendig i tillæg til en operation for at fjerne alle stenene. Indtagelse af bikarbonat i tabletform kan også have væsentlig stenreducerende effekt ved urinsyresten.

Mange personer med nyresten er meget optaget af kost og diæt. Regulering af kosten har dog en lille betydning for dannelsen af nyresten og kan være svær at gennemføre konsekvent over mange år.

Urinledersten er en selvstændig sygdom med egne mulige akutte konsekvenser. Stenpassage gennem urinlederen kan foregå smertefrit, hvis stenen ikke sidder fast i urinlederen.

Hvis stenen derimod sætter sig fast og giver anledning til, at urinen ikke kan løbe forbi stenen ned mod urinblæren, kan der opstå meget store trykstigninger i nyrebækkenet og i urinlederen over stenen, når de muskelsammentrækninger, der pumper urinen fremad, forsøger at pumpe urinen frem. Dette kan udløse meget stærke turevise smerter i siden af kroppen, kaldet flankesmerter. Smerterne sidder som regel i én af flankerne og kan stråler mod skridtet. Personen kan få kvalme, blive bleg og få svedig, kold hud samt høj puls.

Blæresten er en selvstændig tilstand og sjældent en del af nyrestenssygdom.