tilbagelevering af kunst- og kulturgenstande

Repatrieringskrav ses oftest i lyset af den europæiske og vestlige kolonialisme.

I 1800-tallets andel halvdel blev de fleste etnografiske museer i Europa og USA skabt. Disse etnografiske samlinger rummer en stor mængde kunst-, natur- og kulturhistoriske genstande fra de koloniserede territorier. Genstandene blev som regel indsamlede med det formål at udforske og formidle menneskehedens og kulturernes historie, herunder de koloniserede områders naturressourcer og befolkninger. De måder, genstandene blev indsamlet på, var ofte ulovlige eller uetiske i forhold til nutidens standarder.

Museernes etnografiske samlinger afspejlede på dette tidspunkt et videnskabssyn og en tid præget af evolutionisme, raceteorier, essentialisme m.m. Det etnografiske museum var udtryk for en moderne historieforståelse, hvor historien blev betragtet som et evolutionært kontinuum, der gik fra det primitive til det civiliserede, fra det traditionelle til det moderne, fra det vilde til det rationelle.

Dekoloniale forskere peger i dag på, at første skridt i opgøret med kolonialismen er at afkolonisere denne historiebevidsthed.

Repatrieringskrav fra de tidligere kolonier er et udtryk for et stærkt ønske om at få tilbageført de kulturværdier, som i kolonitiden blev overført til europæiske og amerikanske museer.

Repatriering opstod som en del af afkoloniseringsprocessen efter 2. Verdenskrig. For unge, afkoloniserede stater og samfund som fx afrikanske lande som Congo og Benin, blev museer en central del af nations- og identitetsopbygningen. I den proces viste det sig, at mange vigtige genstande befandt sig hos de gamle kolonimagter, fx de såkaldte Benin Bronzer, som den engelske kolonimagt plyndrede i 1897.

Også lande som Grækenland og Tyrkiet har ønsket at få udleveret de arkæologiske skatte, der i 1800-tallet blev ført til London og Berlin i ly af britisk og tysk overmagt.

Det samme gælder samerne i Finland. Finlands Nationalmuseum tilbageleverede i 2021 hele dets samiske samling til Sámi Museum Siida, i alt ca. 2.200 genstande. Museet beskrev, at formålet var ”at øge tilgængeligheden af samisk kulturarv i det samiske område; at øge bevidsthed og viden – i Finland og internationalt – om den samiske kultur, fortalt af samerne selv.”

I Danmark har Glyptoteket i 2025 tilbageleveret et antikt bronzehoved af den romerske kejser Septimius Severus (kejser 193-211) til Tyrkiet. Bronzeportrættet havde på det tidspunkt været i Glyptotekets samling i næsten 50 år.

Portrættet blev købt af museets tidligere direktør Mogens Gjødesen (1915-1989) i 1970 fra kunsthandler og klassisk arkæolog Robert Hecht Jr. (1919-2012), som senere blev tiltalt i en større sag om rovgravede eller illegalt udførte genstande, som han solgte til flere museer i Europa og USA.

I maj 2023 anmodede Tyrkiet om at få hovedet udleveret til den sydvestlige del af landet, nærmere bestemt en antik lokalitet, kaldet Boubon, hvor portrættet med al sandsynlighed stammer fra. Her har portrættet været opstillet sammen med andre bronzestatuer i en helligdom viet til den romerske kejserkult. Boubon blev udsat for omfattende rovgravninger i 1960’erne og 1970’erne, og genstandene blev efterfølgende solgt på det illegale kunstmarked.

I årene 2016-2018 tilbageleverede Glyptoteket desuden 366 etruskiske genstande til Italien, hvoraf en stor del oprindeligt blev købt af Hecht.

I Danmark er store dele af Nationalmuseets grønlandske samlinger i 1900-tallets slutning overdraget til det grønlandske hjemmestyre, ligesom de islandske håndskrifter efter en folketingsbeslutning blev delt mellem Danmark og Island. I 2002 blev flere hundrede færøske genstande tilbageført fra Nationalmuseet til Færøerne.

I forhold til Grønland tilbagesendte Nationalmuseet i perioden 1982-2001 hele 35.000 museumsgenstande med grønlandsk proveniens til Grønlands Nationalmuseum og Arkiv. Det skulle efter sigende være den største repatrieringssag i verden til dato.

Returnering af genstande til Grønland og Færøerne er eksempler på, at repatrieringsager kan føre til mere end blot en fysisk overførsel af ejerskab. Repatrieringssager kan føre til et øget musealt og politisk samarbejde, der kan lede til ny forskning og nye perspektiver på samlingerne. Danmark har tradition for at føre repatrieringssager, der baserer sig på frivillighed og samarbejde med de kulturer og folk, som samlingerne stammer fra. Det har Danmark vundet stor international anerkendelse for.

Ofte placerer repatrieringssagerne sig imidlertid i en juridisk gråzone, hvilket ofte gør afgørelserne komplicerede.

Statsstøttede museer som Glyptoteket og Nationalmuseet er for det første underlagt den danske museumslov, der siger, at museer kun i særlige tilfælde kan udskille genstande fra samlingerne. Samtidig står der også, at et museum ikke må erhverve en genstand, hvis den er udført fra et land i strid med dette lands lovgivning.

Museumslovens § 33 fastslår, at ”Et museum må ikke erhverve en genstand, såfremt genstanden er udført fra et andet land i strid med dette lands lovgivning og forholdet er omfattet af en international overenskomst, som er tiltrådt af det pågældende land og Danmark. Stk. 2. Hvis en erhvervelse er sket i strid med stk. 1, skal der finde tilbagelevering sted i overensstemmelse med den internationale overenskomst, der er nævnt i stk. 1.”

Repatrieringssager er dernæst omfattet af UNESCO-konventionen fra 1970, som er en international overenskomst, der forbyder og forhindrer ulovlig import, eksport og ejedomsoverdragelse af kulturgenstande. Danmark tiltrådte UNESCO-konventionen i 2003 og ratificerede den i 2011. Internationale overenskomster og konventioner som UNESCO- konventionen gælder ikke med tilbagevirkende kraft, men alene fra tiltrædelsestidspunktet.

Derudover har den internationale museumsorganisation ICOM formuleret en række museumsetiske retningslinjer, som de fleste museer har forpligtet sig til at følge.

• krigsbytte
• museum
• museologi
• tilbagelevering af humant materiale
• oprindelige folk

• Christian Sune Pedersen, Repatriering er dilemmafyldt farvand, Magasinet MUSEUM, 2025.
• Vanessa Whittington, Decolonising the museum? Dilemmas, possibilities, alternatives, Culture Unbound, Linköping University Press, 2012.
• Vibe Nielsen, Kolonitiden til forhandling Gentænkning af Pitt Rivers Museums etnografiske samlinger, Magasinet Museum, 2024.
• Gertrud Hvidberg-Hansen, Cecilie Brøns, Julie Lejsgaard Christensen, Den store ståhej om det gamle romerske kejserhoved, Politiken, 2024.
• Vinnie Nørskov, Tilbagelevering af museumsgenstande er et magtpolitisk spørgsmål, Altinget, 2022.