valgplakat

Den første valgplakat agiterede for Socialdemokratiet forud for folketingsvalget den 22. april 1918; det første efter grundlovsændringen i 1915 og derfor det første, hvor kvinder og tyende kunne stemme. Plakaten indeholdt et billede af et spædbarn med sin mor. ”Giv Slægternes Mødre lysere Kaar”, stod der over den Madonna-med-barn-agtige-tegning i gult, lyseblåt og rødt. Ophavsmanden til plakaten var den senere meget kendte grafiske kunstner Thor Bøgelund.

Man havde kendt til valgplakater i andre europæiske lande tidligere. Men ellers havde den politiske plakatkunst i disse år især fået en opblomstring rundt om i Europa som led i krigspropagandaen under 1. verdenskrig 1914-1918. Thor Bøgelund blev kort tid efter en af de vigtigste plakatkunstnere i den gruppe, som udarbejdede plakaterne, som agiterede for Nordslesvigs tilbagevenden til Danmark ved folkeafstemningen herom i 1920. Thor Bøgelunds nationale sindelag var sikkert også medvirkende til, at han efterfølgende begyndte som fast plakatkunstner for Det Konservative Folkeparti, hvad han var til et stykke ind i 1930'erne.

Perioden fra 1920 til 1960 kan kaldes den gyldne periode for danske valgplakater. Det var ikke sjældent en grafisk kunstner, som stod bag og har signeret valgplakaterne. Arne Ungermann tegnede for eksempel valgplakater for Socialdemokratiet. Det samme gjorde Anton Hansen. Den første gang, en politiker optræder med sit billede på en valgplakat, er i 1935; det var den ikoniske ”Stauning – eller kaos”-valgplakat fra Socialdemokratiet. Asger Jorn tegnede en enkelt valgplakat for Danmarks Kommunistiske Parti i 1945. Men selvom mange af valgplakaterne i perioden ikke bærer navnesignaturer, viser deres udformning, at der har været en formfor grafisk kunstnerisk opsyn med plakaternes udformning.

I løbet af 1960'erne forsvinder det kunstneriske mere og mere fra valgplakaterne. Det skyldes sandsynligvis i første omgang, at især fjernsynet vandt frem som det vigtigste medium under folketingsvalgkampe. Valgplakaterne mistede samtidig deres politiske budskaber, og tilbage var ofte blot et partibogstav. I anden omgang foretog man i 1985 en ændring af valgloven, som åbnede for sideordnet opstilling ved siden af, at partierne som hidtil kunne opstille deres kandidater på en partiliste. Når kandidaterne er opstillet sideordnet, er det udelukkende kandidaternes personlige stemmetal, der afgør, hvem der bliver valgt. Siden da er andelen af partier med sideordnet opstilling steget støt. For valgplakaterne har den sideordnede opstillingsform betydet, at de er blevet langt mere personfikserede. Nu er de ofte præget af et billede af en af de opstillede kandidater fra partiet i opstillingskredsen. Vedkommende konkurrerer i lige så høj grad med kandidater fra samme parti som med kandidater fra andre partier.

Mens partiernes valgplakater til folketingsvalgene i mange år var præget af partibogstaver eller billeder af opstillede kandidater, ser det ud til, at partierne ved de seneste folketingsvalg i et vist mindre omfang har gjort sig flere anstrengelser for at sætte flere interessante valgplakater op i master og på diverse standere. Fantasifuldheden og det kunstneriske niveau er langtfra som i den gyldne periode, men det er dog højnet.