Søen som levested for fisk

Som beskrevet i kapitlet Søernes miljø har søens dybdeforhold afgørende betydning for, om der opstår lagdeling med springlag i sommermånederne eller ej. Lagdelte søer er gennemgående dybe, og ikke-lagdelte søer er lavvandede.

I søer, som har lagdeling, adskiller forholdene sig især på to punkter fra forholdene i søer uden lagdeling. For det første er der i den lagdelte sø sommeren igennem et stort, iltfattigt område på bunden, som er nærmest utilgængeligt for de bundlevende fisk. Det har eksempelvis betydning for brasen og ål, der begge søger deres føde på bunden og derfor kun har den del af bunden, der ligger på lavt vand, til rådighed. Iltfattige forhold begrænser således deres potentielle fourageringsområde markant.

For det andet rummer den lagdelte sø et spektrum af temperaturer fra overfladen og ned mod bunden, således at der er mange muligheder for fiskene. I den ikke-lagdelte sø er vandet derimod typisk næsten lige varmt hele vejen ned, og fisk har dermed i mindre grad mulighed for at opsøge områder med en særlig temperatur. Det er især vigtigt for arter, der er tilpasset lave temperaturer, og som derfor i sommertiden trives dårligt i de lavvandede, varme søer.

Ørred og heltling (figur 17-2) er eksempler på fiskearter, der om sommeren er afhængige af det kølige vand lige over springlaget i lagdelte søer. Begge hører til laksefiskene, som generelt er tilpasset forholdsvis lave temperaturer. Det er da også kun i få danske søer, man finder en bestand af søørred. Eksempler herpå er Hald Sø, Glenstrup Sø og Mossø, som alle er store og dybe nok til at være lagdelte. Ørreden er desuden afhængig af, at der i søens opland findes vandløb med egnede gydeforhold. Se mere om dette i kapitel 10.

En søs størrelse har også betydning for, hvilke og hvor mange fiskearter man finder, og hvor talrige de enkelte arter er. Det gælder især, når søer bliver så små eller så lavvandede, at en egentlig åbentvandszone mangler, og hele søen derfor kan betegnes som bredzone, der er karakteriseret ved lav vanddybde og stor forekomst af vandplanter. I den type søer, som især omfatter vandhuller, moser, damme osv., vil de fiskearter, som er særligt tilknyttet bredzonen, oftere forekomme og dominere fiskebestanden. Det gælder eksempelvis arter som karusse, rudskalle og regnløje, der har deres hovedudbredelse i små søer (figur 17-3).

I danske søer er vandet typisk klart om vinteren, fordi mængden af planktonalger er lille på den tid af året. Om sommeren, hvor der er lys og varme til rådighed, formerer algerne sig og gør derved vandet mere uklart.

Vandets klarhed eller uklarhed afhænger af mængden af næringssalte i det (se kapitlerne Søernes miljø og Søernes plankton). Ved et lavt næringsstofindhold forbliver vandet klart hele sommeren, og de rodfæstede planter dominerer. Hvis søen er meget næringsrig, er de planktoniske alger i stand til at skygge de rodfæstede planter væk, og vandet er uklart om sommeren. De forhold har en helt afgørende betydning for fiskebestandens sammensætning, dvs. for hvilke arter der dominerer, og hvor stor den samlede mængde eller biomasse af fiskene er. Disse sammenhænge er tydeligt blevet påvist i løbet af 1990’erne af forskere ved det, der dengang hed Danmarks Miljøundersøgelser. Vandets klarhed, og altså dermed fiskebestandenes sammensætning og biomasse, er i høj grad et spejl af søens indhold af næringssalte, eller trofigrad, som man også kalder det (figur 17-4).

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Søen som levested for fisk.

• Forrige afsnit er Søernes fisk
• Næste afsnit er Søernes fiskearter