I samarbejde med Store norske leksikon har Lex – Danmarks Nationalleksikon igangsat et projekt, hvor det sundhedsvidenskabelige område på Lex bliver opdateret og udbygget markant.

Projektet tager udgangspunkt i indhold fra det norske Store medisinske leksikon og omfatter over 13.000 artikler, der nu bliver opdateret og udbygget, ligesom den sundhedsvidenskabelige forskning bliver sat ind i en bredere dansk samfundsmæssig og historisk kontekst.

Fire fonde har givet støtte og dermed bidraget til, at alle får fri adgang til troværdig viden om sundhedsvidenskabelig forskning på dansk.

Novo Nordisk Fonden

Novo Nordisk Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond, der blev etableret i 1924. Fonden støtter videnskabelige, humanitære og sociale formål. Fondens vision er at forbedre menneskers sundhed samt samfundets og planetens bæredygtighed.

Novo Nordisk Fondens har støttet projektet med 6.366.666 kr.

Lundbeckfonden

Lundbeckfonden er en dansk erhvervsdrivende fond, der blev grundlagt i 1983. Lundbeckfonden støtter sundhedsvidenskabelig forskning og aktiviteter med visionen om at forbedre liv og drive samfundet i en sundere retning.

Lundbeckfonden har støttet projektet med 2.000.000 kr. med særligt fokus på formidling af viden om hjerne, nervesystem og tilgrænsende områder.

TrygFonden

Trygfonden er en dansk selvstændig almennyttig fond, der blev etableret i 1998. Den arbejder for, at alle i Danmark skal kunne tage ansvar for egen og andres tryghed. Fonden støtter tiltag og projekter, der styrker trygheden for alle i Danmark.

TrygFonden har støttet projektet med 1.050.000 kr. med et særligt fokus på akutmedicin og mental sundhed.

LEO Fondet

LEO Fondet er en erhvervsdrivende fond, som ejer medicinalvirksomheden Leo Pharma. Fonden blev grundlagt i 1984 og støtter forskning i hud og hudsygdomme.

LEO Fondet har støttet projektet med 1.000.000 kr. med særligt fokus på dermatologien.