Læsø Kommunes landskaber

Indtil for 3.000 år siden var Læsø et øhav med et ukendt antal øer. Øerne blev dannet for hhv. 50.000-28.000 og 18.000-11.000 år siden af aflejringer i de ishave, som lå foran den sidste istids gletsjere. Da isen nåede sin største udbredelse for 23.000-20.000 år siden, var hele Kattegat dækket af is, som pressede aflejringerne fra det første ishav op i en række bakkestrøg. Da gletsjerne smeltede, blev der på ny afsat ishavsaflejringer i Kattegat.

Gletsjerne fra Sverige og Norge sendte en strøm af isbjerge ud i ishavet. I isbjergene var der store sten fra den skandinaviske klippegrund, og mange af de store sten på Læsø kommer netop fra disse isbjerge.

Da Kattegat var frigjort fra vægten af de tykke, afsmeltede ismasser begyndte den sammenpressede jordskorpe at rette sig ud. Kattegat var for ca. 10.000 år siden et fastland, som på begge sider af Læsø blev gennemskåret af store floder. Fra dette landskab har man ved Læsø fundet stubbe fra Skandinaviens ældste skov efter istiden; en fyrreskov dateret til at være 10.000 år gammel.

I takt med at de store isskjolde i Nordeuropa og Nordamerika smeltede, steg vandstanden i verdenshavene, og for 9.000 år siden blev landhævningen overhalet af havstigningen. Læsøområdet blev til en øgruppe i Littorinahavet med en række fritliggende øer, der nu er eroderet ned til de mange stenrev omkring Læsø. Mens leret fra øerne blev skyllet væk, blev sand og grus flyttet rundt i området af strøm og bølger, og de store sten blev liggende tilbage.

De ældste bevarede dele af det nuværende Læsø blev dannet som strandvolde af sand og grus fra de nederoderede øer. På strandvoldene voksede en lysåben skov domineret af taks, eg og skovfyr. For 2.500-2.000 år siden var de sidste rester af ølandet eroderet helt ned til de nuværende stenrev. Læsø var da vokset til knap halvdelen af sin nuværende størrelse og var blevet en helt fritliggende ø af sand og grus.

Store sten fra de tidligere øer findes nu som over- og undersøiske stenrev i havet omkring Læsø, ligesom man under sandet inde på selve Læsø kan finde store sten og begravede stenrev. Det er bl.a. tilfældet med Bakken i Byrum, hvor Læsø Tårnet står, og Pigestenen på Rønnerne. Engelskmandens Grav er et 300 m langt hævet stenrev, hvorom Hornfiskrøn er dannet.

Den vestlige del af Rønnerne og det vidstrakte lavland syd for Læsø er karakteriseret af talrige store sten, der ligger mere jævnt fordelt end i stenrevene. Øgruppen Nordre Rønner, 8 km nord for Vesterø Havn, er også et stenrev fra istidens øhav. Andre oversøiske stenrev, Søndre Rønner og Pallen, ligger 10 km sydvest for Læsø, og Borfeld ligger 2 km sydvest for Nordre Rønner.

Den ældste bevarede del af Læsø ligger i dag som et trekantet felt midt i Læsø Klitplantage. Stedet for øens opståen er markeret af Læsøs fødselssten med inskriptionen: »Her fødtes Læsø af havet«. Området er dannet som den sydøstlige spids af et 10 km langt strandvoldskompleks, der strakte sig fra det nu forsvundne bakkeland omkring Nordre Rønner og havet vest for Vesterø Havn. Disse strandvolde ligger nu 10-11 m over havet og er dannet for 4.000-4.900 år siden. Alle Læsøs yngre strandlinjer ligger lavere, fordi Læsøs undergrund siden har hævet sig hurtigere, end havniveauet er steget. I løbet af de sidste 7.000 år har Læsøområdet således hævet sig ca. 10-11 m over havet, hvilket er den hurtigste landhævning i Danmark.

For 4.000 år siden begyndte dannelsen af endnu et stort strandvoldskompleks. I Byrum lå også en istids-ø, og ved erosion blev sand og grus transporteret til havet. Ud af dette materiale voksede mod nord og nordvest den ene store strandvold efter den anden og dannede med tiden en selvstændig ø. Resterne af istids-øen udgøres i dag af et 1 km langt, hævet stenrev, hvorpå Byrum og Byrum Kirke blev grundlagt i første halvdel af 1200-tallet. Mellem strandvoldene var lavvandede laguner, og hvor flyvepladsen ligger i dag var der et bredt sund mellem de to oprindelige øer.

I området, hvor Kærene nu ligger, dannede de to øer for 4.000-3.000 år siden en række barrierer, barriereøer og laguner. Barriererne fremstår i dag som lyngklædte højderygge, mens lagunerne er de mosepors- og tagrørsbevoksede vådområder, hvor Kærenes mange lavvandede søer ligger.

For 3.000 år siden voksede de to oprindelige øer sammen. Der blev dannet én sammenhængende barriere, som strakte sig hele vejen mellem Vesterø- og Byrumområderne. Den 7 km lange vej På Remmerne er anlagt på de stenede strandvolde, som forbandt de to oprindelige øer mod sydvest.

Den nye ø udgjorde det højtliggende område mellem Vesterø Havn, Byrum og klinterne ved Bansten Bakke. Fra det nordøstlige hjørne af denne trekantede ø begyndte en 4 km lang odde at vokse frem mod øst. I dag mangler den midterste del af odden, der oprindelig gik nord om den senere Østerby Havn. De nordligste af de gamle strandvolde, der i dag ligger ved Østerby Havn, er de oprindelige sydkyster. De oprindelige nordkyster er taget af havet.

I løbet af de sidste 3.000 år er Østerby- halvøen forøget med i alt ni store strandvoldskomplekser, da sand og grus blev aflejret syd for den østlige del af Læsø. De ældste af disse strandvoldskomplekser voksede herfra mod vestsydvest. I løbet af de følgende årtusinder drejede vækstretningerne mere og mere mod syd. Det nu aktive strandvoldskompleks Bløden Hale er i de sidste 70 år vokset knap 2 km mod syd, øst om de oprindelige barriereøer Store Knot og Lille Knot. Bag de forskellige barrieredannelser lå tidligere en lagune.

Samtidig med forøgelsen af Østerbyhalvøen blev også området sydvest for Kærene dannet. Det skete primært som en serie af barriereøer. Stokken sydvest for Læsø opstod i ca. 1920 og er den seneste barriereø. Bag områdets mange forudgående barriereøer lå der lavvandede laguner. Eksempelvis er Kirkefloden en sådan oprindelig lagune, der nu er fersk.

Mellem Byrum og Bovet udviklede øens sydøstkyster sig samtidig til en strandengskyst. I løbet af de seneste 1.500 år har denne kystform bredt sig over alle øens sydkyster mellem barriereøen Stokken i vest og barrieren Bløden Hale i øst. Visse steder har strandengskysten også bredt sig ud over områder, der tidligere kunne besejles med store skibe. Det fremgår bl.a. ved, at der ca. 1 km inden for Bovets nuværende kystlinje er fundet et stort middelalderskib af egetræ.

Dannelsen af Rønnerne begyndte for ca. 1.000 år siden som en række fritliggende øer syd for Læsø. Det skete omkring hævede stenrev, hvor strandengene bredte sig i takt med landhævningen. Disse øer, Langerøn, Kringelrøn og Færøn, er nu alle vokset sammen med Læsø, mens Hornfiskrøn stadig er adskilt fra Læsø af Hornfiskrøns Flod.

Der findes en del flyvesand på Læsø. Størstedelen er aflejret som indlandsklitter i Højsande, der hæver sig 10-15 m over havet. Klitterne består af et op til 15 m tykt lag flyvesand oven på jordbund fra tiden før sandflugten, der kulminerede omkring 1750. Øens højeste punkt, som når en højde på 24 m over havet, er en navnløs klit i Højsande. Langs øens nordlige strande findes desuden kystklitter ved Danzigmand øst for Østerby Havn og Hvide Bakker vest for byen.

Læs mere om natur og landskab i Læsø Kommune

Læs også om

• Læsø Kommunes geologi
• Læsø Kommunes klima
• Kulturlandskabet i Læsø Kommune
• Skove i Læsø Kommune
• Det åbne land i Læsø Kommune
• Ferske vande i Læsø Kommune
• Kyster i Læsø Kommune
• Natur- og landskabsforvaltning i Læsø Kommune

Se alle artikler om Landskaber