Johan Wegener

Johan Wegener, Johan Jørgen Stiller Wegener, 3.8.1811-20.8.1883, højskoleforstander, præst. Født i Gudbjerg, død i Halsted, begravet sst. W. blev student fra Nyborg lærde skole og cand. teol. 1838. 1838-39 var han lærer ved Jonstrup seminarium, 1840 huslærer hos provst Plesner i Humble. Han fulgte med levende interesse den vågnende danske bevægelse i Nordslesvig, deltog i Skamlingsbankemødet 1843. Året efter modtog han Den slesvigske forenings opfordring til at lede Rødding højskole, Nordens første, antagelig fordi han ansås som forfatter til den stærke protest mod det kgl. "Sprogpatent" af 29.3.1844 som Den slesvigske forening vedtog og som "spillede på grænsen af det revolutionære" (L. Skau). Med sin tale ved Rødding højskoles indvielse 7.11.1844 der indledtes med B. S. Ingemanns prolog til Valdemar den Store og hans Mænd: "Stig op af graven, du slægt, som døde!" anslog han en historisk-poetisk tone som længe skulle genlyde i den danske højskole. Men den barske slesvigske hverdag sled på hans følsomme sind, han kom i strid med skolens styrelse og med Dannevirkes redaktør P. C. Koch, søgte præstekald og forlod allerede i maj 1845 Rødding for at blive sognepræst i Halsted-Avnede på Lolland. Ved sin afsked følte han sig "som en ulykkelig elsker der havde efterladt sin sjæl i Sønderjylland", og livet igennem fulgte han sønderjydernes kamp. Politisk sluttede han sig til de nationalliberale og valgtes 1849 til folketingsmand for Nakskovkredsen, men faldt 1853 for J. C. Lindberg.