Aarhus Domkirke (Sankt Clemens Kirke)

Byggeriet af den nuværende domkirke blev påbegyndt i slutningen af 1100-tallet. I løbet af de næste ca. 100 år blev der opført en treskibet basilika i romansk stil med et usædvanlig kompakt korparti, flankeret af seks kapeller mod øst. Der var desuden planlagt en afslutning mod vest med en totårnsfacade, som dog aldrig blev til noget.

I løbet af 1400-tallet undergik kirken over en længere årrække store ombygninger. Kor og tværskib fik karakter af en hallekirke, mens der mod vest blev tilføjet ét stort tårn. Tårnet og spiret, hvis nuværende udseende stammer fra 1931, er ca. 93 meter højt.

1400-tallets arbejder inkluderede desuden væsentlige tilføjelser til kirkerummet i form af en overdådig kalkmaleriudsmykning og Bernt Notkes altertavle fra 1479 (jf. nedenstående afsnit vedrørende kalkmalerier og inventar).

I Roskildekrøniken fra ca. 1140 nævnes det, at da Unni var ærkebiskop af Hamborg-Bremen (919-936), fik en kong Frode opført en kirke i Aarhus. Der er dog ikke rigtig noget som taler for, at denne Frode har eksisteret, og der er fortsat ikke nogen arkæologiske fund, som peger i retning af, at der blev opført en kirke i byen i første halvdel af 900-tallet.

I 948 blev en Reginbrand på et kirkemøde i Ingelheim i Tyskland udpeget som biskop for Aarhus. Bispesædet var dog nedlagt igen allerede i 988, og det er omdiskuteret, hvorvidt biskoppen nogensinde satte sine ben i byen, og om der overhovedet lå en kirke i byen i denne periode.

Omkring 1060 bliver Aarhus bispesæde atter nævnt. Byggeriet af byens første domkirke, Sankt Nicolai Kirke, på samme sted som den nuværende Vor Frue Kirke, sattes dog først i gang i begyndelsen af 1100-tallet, og dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt der har stået en anden domkirke i byen, evt. af træ, allerede i 1060’erne. Sankt Nicolai Kirke fungerede som byens domkirke frem til begyndelsen af 1200-tallet, hvor domkapitlet flyttede over til den nye, og endnu i dag fungerende, domkirke.

Sankt Nicolai kirke overgik i 1220'erne til byens nyoprettede dominikanerkloster, som herefter opførte Vor Frue Kirke med tilhørende klosteranlæg. Rester af den tidligere domkirke findes endnu under Vor Frue Kirke.

Den nuværende domkirke, der er viet til søfartshelgenen Sankt Clemens, blev påbegyndt i 1190’erne. Til kirken blev der valgt en mere central beliggenhed end forgængerens placering. På stedet lå der muligvis i forvejen et trækapel, hvori den lokale helgen Hellig Niels (død 1180) lå begravet, men ingen spor af et sådant kapel er blevet fundet. Drivkraften bag byggeriet var Peder Vognsen, der var biskop i Aarhus 1191‑1204, og han lod sig muligvis inspirere af Viborg Domkirke, hvori Sankt Kjeld af Viborg (død 1150) var blevet skrinlagt og senere, i 1189, kanoniseret. Viborg var dermed den eneste danske by, som havde en helgen knyttet til sit navn. For Aarhus' vedkommende blev Hellig Niels dog aldrig kanoniseret, men han havde fortsat betydning som lokalhelgen for byen helt frem til 1800-tallet.

Byggeriet af den nye kirke strakte sig omkring hundrede år frem. Den romanske bygning, hvis bevarede murværk vidner om, at den havde omtrent samme udstrækning som den nuværende, var af tegl. Den bestod af et enskibet kor, to lange korsarme og et treskibet langhus, som efter de oprindelige planer skulle have været afsluttet med et par kraftige tårne i vest. Langhuset havde form som en basilika, dvs. med et højt midtskib og to lavere sideskibe. Hver af de to korsarme havde på østsiden tre kapeller, hvoraf det midterste var længere og med apsis, mens de inderste kapeller var højere og nok har fremtrådt som kortårne. De mange østkapeller gav derved kirken et usædvanlig kompakt østparti.

I 1300-tallet, muligvis efter en brand i 1330, blev der indbygget hvælv i korsarmene, og det nedre galleri i tværskibets nordside blev opført.

I 1400-tallet undergik kirken en større ombygning i gotisk stil. Dens nye vestparti blev fuldført af Jens Iversen Lange, der var biskop i Aarhus 1449-1482. Underdelen til de to planlagte romanske tårne blev omdannet til kapeller på hver side af et vældigt vesttårn. Murværket foroven på tårnet blev på hver side af glamhullerne (dvs. vinduer, hvorfra klokkernes klang kan slippe ud) prydet med skråtstillede, skjoldformede blændinger, dvs. dekorative murnicher. Disse blændinger blev udsmykket, dels med Langeslægtens våben med tre roser, dels med et anker som symbol på Sankt Clemens.

I forlængelse af tårnbyggeriet blev kirkeskibets mure forhøjet og vinduerne fornyet. I det indre fik midtskibet stjernehvælv, mens sideskibene fik krydshvælv. Dette arbejde stod ifølge et kalkmalet årstal færdigt i 1477. Derefter blev tværskibene forhøjede, og de fik store, gotiske, dvs. spidsbueformede, vinduer.

Endelig blev gotikkens byggeprojekt rundet af med udvidelsen af det enskibede kor til en stor, treskibet hal med ensartet hvælvhøjde og med slanke, gotiske vinduer. To cylinderformede trappetårne med spir blev rejst ved korets østgavl. Det var formentlig Niels Clausen Skade (død 1530), biskop 1491-1520, der afsluttede byggeprojektet.

Siden Reformationen i 1536 har kirken ikke undergået egentlige ombygninger bortset fra de mest nødvendige reparationer. Middelalderspiret blev renoveret i ca. 1550, men ved genopbygningen i 1650, efter en brand i tårnet i 1642, fik det et lavere, ottesidet spir.

Midt i 1700-tallet blev kirken moderniseret i en barok stil, som blandt andet indebar, at tårnet fik et lavt, teglhængt kegleformet tag. I 1822 blev de to kortårne forsynet med løgkupler. Kirken blev 1907‑1931 ført tilbage til sit middelalderlige udseende under en kyndig restaurering ved først Hack Kampmann og siden Mogens Clemmensen, der også har æren for det nuværende, slanke spir.

Domkirken har Danmarks mest omfattende senmiddelalderlige kalkmaleriudsmykning. Det ældste kalkmaleri fra ca. år 1300 er malet i en niche i vestenden af det nordre sideskib. Maleriet forestiller en helgenfigur og indrammer et vindue, som om lyset strømmer fra helgenfigurens krop. En anden helgen står i nichens smig og peger mod vinduet.

De øvrige malerier stammer fra perioden 1480‑1520 og er tilskrevet en række værksteder, hvis malere er anonyme.

Hvælvene i tværskibet og i nordre sideskib er bl.a. udsmykket med ranker og moralske vignetter om ræven, der prædiker for gæssene, og siden gæssenes hævn, da de hænger ræven. Men der er også Dommedag og helgenskikkelser. Blandt motiverne er våben for biskop Jens Iversen Lange og for hans efterfølger, Eiler Bølle, biskop i perioden 1482‑1490. I nordre korsarm er der desuden en latinsk indskrift, der fortæller, at biskop Eiler fuldførte værket i 1487, da den store pest raserede.

Den såkaldte Trefoldighedsmester har navn efter et maleri over et nu forsvundet sidealter i sydarkaden. Her ses den treenige Gud under profeterne Esajas og Jeremias samt de tolv hedenske sibyller, der alle angiveligt forudsagde Jesu komme. Samme værksted har i nordre arkaderække afbildet Sankt Christinas martyrium med dramatiske torturscener.

I en arkade mod søndre sideskib er der en fremstilling af Kristus, der fremviser sine sår for den knælende pave Gregor under en messe. I en arkade mod nord ses Maria med barnet stående på Månen omgivet af Solens stråler. Begge motiver har sikkert hørt til sidealtre. I en anden arkade mod nord ses Dommedag.

På kormuren er en fremstilling af ridderen Jørgen (Sankt Georg) i kamp med dragen, dateret til 1497, samt smedehelgenen Eligius i korrundingen. På korskrankens sydside er der et tredelt maleri. Øverst ses Gud omgivet af musikspillende engle, i midten repræsentanter for Jordens folk og pave Gregors messe, og nederst er der sjæle, der pines i Skærsilden, hvoraf nogle befries af engle – en fortælling om sjælemessens virkekraft.

I begyndelsen af 1500-tallet er Mikael malet som sjælevejer i den sydøstlige arkade, og på en pille i den sydlige korsarm findes en landsknægt med træben og krum svanehals. Mest iøjnefaldende er gigantmalerierne på søndre korsarms vestmur af Sankt Clemens og to soldater, der har flankeret kæmpen Sankt Kristoforus.

Ud over de nævnte findes også øvrige motiver spredt rundt om i kirken.

Der er ikke bevaret inventar fra kirkens første århundrede, hvorimod den rummer et imponerende inventar fra 1400-tallet, hvor de store ombygninger fandt sted. Bl.a. kan nævnes Jens Iversen Langes meget velbevarede messehagel og Bernt Notkes altertavle.

Efter Reformationen gennemgik kirken inventarfornyelser. I 1588 blev prædikestolen opsat, og der blev indrettet herskabsstole til medlemmer af de østjyske adelsslægter. Desuden begyndte adelen i stor stil at blive gravlagt i koret.

I de følgende århundreder var forandringerne af kirkerummet mere beskedne, men efterhånden blev der behov for en istandsættelse. Eksisterende pulpiturer (dvs. de ophøjede gallerier til kirkegængere, sangere eller orgel) blev fjernet igen, og i perioden 1867-1871 forestod arkitekt Vilhelm Theodor Walther (1819-1892) en istandsættelse af kirkerummet, som søgte at føre det tilbage til, hvad der i samtiden blev opfattet som den oprindelige udformning. Kirkerummets eksisterende farveholdning, der domineres af egetræsfarve, stammer fra Walthers istandsættelse.

• Haderslev Domkirke – Vor Frue Kirke (1420-1440)
• Helsingør Domkirke – Sankt Olai Kirke (1400-tallet)
• Københavns Domkirke – Vor Frue Kirke (1829)
• Maribo Domkirke (1400-tallet)
• Odense Domkirke – Sankt Knuds Kirke (1280’erne)
• Ribe Domkirke (ca. 1150-1250)
• Roskilde Domkirke (ca. 1200)
• Viborg Domkirke (1876)
• Aalborg Domkirke – Sankt Budolfi Kirke (ca. 1450)

• folkekirken
• kirkearkitektur
• domkirke
• Aarhus
• Slægten Bjørn
• Slægten Bølle
• Slægten Oxe
• Slægten Skeel
• Slægten Urne
• Familien Quellinus
• oversigt over folkekirker i Aarhus Kommune

• Danmarks Kirker
• Aarhus Domkirke på sogn.dk
• Aarhus Domkirkes hjemmeside