Faktaboks

Også kendt som

Sankt Clemens Kirke

Sogn
Aarhus Domsogn
Provsti
Aarhus Domprovsti
Stift
Aarhus Stift
Kommune
Aarhus Kommune

Sankt Clemens Kirke er en af landets 10 domkirker og hovedkirke for Aarhus Stift. Med sin centrale beliggenhed på Bispetorv i midtbyen markerer den sig i dag i det moderne bybillede med sin samlede længde på 93 meter og med 92 meter til toppen af vesttårnets slanke spir. Herudover har den et kirkerum, som er særdeles rigt på senmiddelalderlige kalkmalerier, og som indeholder et værdifuldt inventar samt talrige gravminder fra senmiddelalderen, renæssancen og barokken.

Kirkebygningen

Aarhus Domkirke er en af Danmarks 10 domkirker. Byggeriet af kirken blev påbegyndt i 1190’erne og strakte sig over ca. 100 år. I 1400-tallet undergik kirken store ombygninger. Vesttårnet og spirets nuværende udseende stammer fra 1931. Foto: 2006.

Aarhus Domkirke
Af .

Byggeriet af den nuværende domkirke blev påbegyndt i slutningen af 1100-tallet. I løbet af de næste ca. 100 år blev der opført en treskibet basilika i romansk stil med et usædvanlig kompakt korparti, flankeret af seks kapeller mod øst. Der var desuden planlagt en afslutning mod vest med en totårnsfacade, som dog aldrig blev til noget.

I løbet af 1400-tallet undergik kirken over en længere årrække store ombygninger. Kor og tværskib fik karakter af en hallekirke, mens der mod vest blev tilføjet ét stort tårn. Tårnet og spiret, hvis nuværende udseende stammer fra 1931, er ca. 93 meter højt.

1400-tallets arbejder inkluderede desuden væsentlige tilføjelser til kirkerummet i form af en overdådig kalkmaleriudsmykning og Bernt Notkes altertavle fra 1479 (jf. nedenstående afsnit vedrørende kalkmalerier og inventar).

Forgængere for den nuværende domkirke

I Roskildekrøniken fra ca. 1140 nævnes det, at da Unni var ærkebiskop af Hamborg-Bremen (919-936), fik en kong Frode opført en kirke i Aarhus. Der er dog ikke rigtig noget som taler for, at denne Frode har eksisteret, og der er fortsat ikke nogen arkæologiske fund, som peger i retning af, at der blev opført en kirke i byen i første halvdel af 900-tallet.

I 948 blev en Reginbrand på et kirkemøde i Ingelheim i Tyskland udpeget som biskop for Aarhus. Bispesædet var dog nedlagt igen allerede i 988, og det er omdiskuteret, hvorvidt biskoppen nogensinde satte sine ben i byen, og om der overhovedet lå en kirke i byen i denne periode.

Omkring 1060 bliver Aarhus bispesæde atter nævnt. Byggeriet af byens første domkirke, Sankt Nicolai Kirke, på samme sted som den nuværende Vor Frue Kirke, sattes dog først i gang i begyndelsen af 1100-tallet, og dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt der har stået en anden domkirke i byen, evt. af træ, allerede i 1060’erne. Sankt Nicolai Kirke fungerede som byens domkirke frem til begyndelsen af 1200-tallet, hvor domkapitlet flyttede over til den nye, og endnu i dag fungerende, domkirke.

Sankt Nicolai kirke overgik i 1220'erne til byens nyoprettede dominikanerkloster, som herefter opførte Vor Frue Kirke med tilhørende klosteranlæg. Rester af den tidligere domkirke findes endnu under Vor Frue Kirke.

Aarhus Domkirke ligger centralt på Bispetorv i midtbyen. Kirkens samlede længde er 93 meter, og den måler 92 meter til toppen af vesttårnets spir. Foto: 2024.
Aarhus Domkirke
Af /Ritzau Scanpix.

Den romanske domkirke

Den nuværende domkirke, der er viet til søfartshelgenen Sankt Clemens, blev påbegyndt i 1190’erne. Til kirken blev der valgt en mere central beliggenhed end forgængerens placering. På stedet lå der muligvis i forvejen et trækapel, hvori den lokale helgen Hellig Niels (død 1180) lå begravet, men ingen spor af et sådant kapel er blevet fundet. Drivkraften bag byggeriet var Peder Vognsen, der var biskop i Aarhus 1191‑1204, og han lod sig muligvis inspirere af Viborg Domkirke, hvori Sankt Kjeld af Viborg (død 1150) var blevet skrinlagt og senere, i 1189, kanoniseret. Viborg var dermed den eneste danske by, som havde en helgen knyttet til sit navn. For Aarhus' vedkommende blev Hellig Niels dog aldrig kanoniseret, men han havde fortsat betydning som lokalhelgen for byen helt frem til 1800-tallet.

Byggeriet af den nye kirke strakte sig omkring hundrede år frem. Den romanske bygning, hvis bevarede murværk vidner om, at den havde omtrent samme udstrækning som den nuværende, var af tegl. Den bestod af et enskibet kor, to lange korsarme og et treskibet langhus, som efter de oprindelige planer skulle have været afsluttet med et par kraftige tårne i vest. Langhuset havde form som en basilika, dvs. med et højt midtskib og to lavere sideskibe. Hver af de to korsarme havde på østsiden tre kapeller, hvoraf det midterste var længere og med apsis, mens de inderste kapeller var højere og nok har fremtrådt som kortårne. De mange østkapeller gav derved kirken et usædvanlig kompakt østparti.

Gotiske tilbygninger

I gotisk tid undergik kirken over en længere årrække store ombygninger. Den romanske kirkes enskibede kor blev bygget om til et imponerende treskibet hallekor, hvor midt- og sideskibe er nogenlunde lige høje. Ved korets østgavl blev rejst to cylinderformede trappetårne med spir. Foto: 2019.

Aarhus Domkirke
Af .

I 1300-tallet, muligvis efter en brand i 1330, blev der indbygget hvælv i korsarmene, og det nedre galleri i tværskibets nordside blev opført.

I 1400-tallet undergik kirken en større ombygning i gotisk stil. Dens nye vestparti blev fuldført af Jens Iversen Lange, der var biskop i Aarhus 1449-1482. Underdelen til de to planlagte romanske tårne blev omdannet til kapeller på hver side af et vældigt vesttårn. Murværket foroven på tårnet blev på hver side af glamhullerne (dvs. vinduer, hvorfra klokkernes klang kan slippe ud) prydet med skråtstillede, skjoldformede blændinger, dvs. dekorative murnicher. Disse blændinger blev udsmykket, dels med Langeslægtens våben med tre roser, dels med et anker som symbol på Sankt Clemens.

I forlængelse af tårnbyggeriet blev kirkeskibets mure forhøjet og vinduerne fornyet. I det indre fik midtskibet stjernehvælv, mens sideskibene fik krydshvælv. Dette arbejde stod ifølge et kalkmalet årstal færdigt i 1477. Derefter blev tværskibene forhøjede, og de fik store, gotiske, dvs. spidsbueformede, vinduer.

Endelig blev gotikkens byggeprojekt rundet af med udvidelsen af det enskibede kor til en stor, treskibet hal med ensartet hvælvhøjde og med slanke, gotiske vinduer. To cylinderformede trappetårne med spir blev rejst ved korets østgavl. Det var formentlig Niels Clausen Skade (død 1530), biskop 1491-1520, der afsluttede byggeprojektet.

Efter Reformationen

Domkirkens indre set fra vest. Som en del af de store ombygninger i 1400-tallet blev kirkeskibets mure forhøjet. Midtskibet fik stjernehvælv, der svæver over skibets tunge vægge, mens sideskibene fik krydshvælv. Foto: 2019.

Aarhus Domkirke
Af /Ritzau Scanpix.

Siden Reformationen i 1536 har kirken ikke undergået egentlige ombygninger bortset fra de mest nødvendige reparationer. Middelalderspiret blev renoveret i ca. 1550, men ved genopbygningen i 1650, efter en brand i tårnet i 1642, fik det et lavere, ottesidet spir.

Midt i 1700-tallet blev kirken moderniseret i en barok stil, som blandt andet indebar, at tårnet fik et lavt, teglhængt kegleformet tag. I 1822 blev de to kortårne forsynet med løgkupler. Kirken blev 1907‑1931 ført tilbage til sit middelalderlige udseende under en kyndig restaurering ved først Hack Kampmann og siden Mogens Clemmensen, der også har æren for det nuværende, slanke spir.

Kalkmalerier i Aarhus Domkirke

Aarhus Domkirke har den mest omfattende senmiddelalderlige kalkmaleriudsmykning i Danmark. På søndre korsarms vestmur er der er gigantmaleri, som viser Sankt Clemens med korsstav og anker, to soldater og kæmpen Sankt Kristoforus. Maleriet er udført af Mikaelsmesteren i begyndelsen af 1500-tallet. Foto: 2011.

På korskrankens sydside er et tredelt maleri udført af Sankt Jørgensmesteren. De tre horisontale zoner viser Himlen, Jorden og Skærsilden. I himmelscenen ses Gud omgivet af musicerende engle, og i midten ses repræsentanter for Jordens folk og pave Gregors messe. Nederst vises sjæle, der pines i Skærsilden, hvoraf nogle frelses af engle. Foto: 2019.

Kalkmalerier i Aarhus Domkirke
Af /Ritzau Scanpix.

Domkirken har Danmarks mest omfattende senmiddelalderlige kalkmaleriudsmykning. Det ældste kalkmaleri fra ca. år 1300 er malet i en niche i vestenden af det nordre sideskib. Maleriet forestiller en helgenfigur og indrammer et vindue, som om lyset strømmer fra helgenfigurens krop. En anden helgen står i nichens smig og peger mod vinduet.

De øvrige malerier stammer fra perioden 1480‑1520 og er tilskrevet en række værksteder, hvis malere er anonyme.

Hvælvene i tværskibet og i nordre sideskib er bl.a. udsmykket med ranker og moralske vignetter om ræven, der prædiker for gæssene, og siden gæssenes hævn, da de hænger ræven. Men der er også Dommedag og helgenskikkelser. Blandt motiverne er våben for biskop Jens Iversen Lange og for hans efterfølger, Eiler Bølle, biskop i perioden 1482‑1490. I nordre korsarm er der desuden en latinsk indskrift, der fortæller, at biskop Eiler fuldførte værket i 1487, da den store pest raserede.

Den såkaldte Trefoldighedsmester har navn efter et maleri over et nu forsvundet sidealter i sydarkaden. Her ses den treenige Gud under profeterne Esajas og Jeremias samt de tolv hedenske sibyller, der alle angiveligt forudsagde Jesu komme. Samme værksted har i nordre arkaderække afbildet Sankt Christinas martyrium med dramatiske torturscener.

I en arkade mod søndre sideskib er der en fremstilling af Kristus, der fremviser sine sår for den knælende pave Gregor under en messe. I en arkade mod nord ses Maria med barnet stående på Månen omgivet af Solens stråler. Begge motiver har sikkert hørt til sidealtre. I en anden arkade mod nord ses Dommedag.

På kormuren er en fremstilling af ridderen Jørgen (Sankt Georg) i kamp med dragen, dateret til 1497, samt smedehelgenen Eligius i korrundingen. På korskrankens sydside er der et tredelt maleri. Øverst ses Gud omgivet af musikspillende engle, i midten repræsentanter for Jordens folk og pave Gregors messe, og nederst er der sjæle, der pines i Skærsilden, hvoraf nogle befries af engle – en fortælling om sjælemessens virkekraft.

I begyndelsen af 1500-tallet er Mikael malet som sjælevejer i den sydøstlige arkade, og på en pille i den sydlige korsarm findes en landsknægt med træben og krum svanehals. Mest iøjnefaldende er gigantmalerierne på søndre korsarms vestmur af Sankt Clemens og to soldater, der har flankeret kæmpen Sankt Kristoforus.

Ud over de nævnte findes også øvrige motiver spredt rundt om i kirken.

Inventar i Aarhus Domkirke

Der er ikke bevaret inventar fra kirkens første århundrede, hvorimod den rummer et imponerende inventar fra 1400-tallet, hvor de store ombygninger fandt sted. Bl.a. kan nævnes Jens Iversen Langes meget velbevarede messehagel og Bernt Notkes altertavle.

Efter Reformationen gennemgik kirken inventarfornyelser. I 1588 blev prædikestolen opsat, og der blev indrettet herskabsstole til medlemmer af de østjyske adelsslægter. Desuden begyndte adelen i stor stil at blive gravlagt i koret.

I de følgende århundreder var forandringerne af kirkerummet mere beskedne, men efterhånden blev der behov for en istandsættelse. Eksisterende pulpiturer (dvs. de ophøjede gallerier til kirkegængere, sangere eller orgel) blev fjernet igen, og i perioden 1867-1871 forestod arkitekt Vilhelm Theodor Walther (1819-1892) en istandsættelse af kirkerummet, som søgte at føre det tilbage til, hvad der i samtiden blev opfattet som den oprindelige udformning. Kirkerummets eksisterende farveholdning, der domineres af egetræsfarve, stammer fra Walthers istandsættelse.

Altertavlen

Højaltertavlen er en enestående 12 meter høj fløjaltertavle. Lübeckermesteren Bernt Notke har udført og signeret værket, som biskop Jens Iversen Lange forærede kirken i 1479. Lange er portrætteret som knælende giver på en af tavlens fløje. Tavlen viser, i sin åbne stilling, i midtskabet udskårne figurer af Anna selvtredje flankeret af Sankt Clemens og Johannes Døberen. I fløjene ses de tolv apostle. I sin midterste position viser tavlen malerier af lidelseshistorien, og i lukket udgave bl.a. malede scener fra Sankt Clemens’ martyrium.

Oven på tavlen findes et spir med midtskab og låger, opsat i 1514 af biskop Niels Clausen Skade, der også iværksatte den malede udsmykning på altertavlens bagside med bl.a. Maria, dyr og ranker, udført af Mikaelsmesteren.

Domkirkens højaltertavle er en enestående 12 meter høj fløjaltertavle udført af den tyske maler og billedskærer Bernt Notke. I sin åbne stilling viser midtskabet udskårne figurer af Anna selvtredje, Sankt Clemens og Johannes Døberen, mens fløjene viser de tolv apostle. Foto: 2019.

Altertavle i Aarhus Domkirke
Af /Ritzau Scanpix.

Syvarmet lysestage

Tegning af den syvarmede lysestage i Aarhus Domkirke dateret til 1820-1880. Stagen fra år 1515 er ca. 3,5 meter høj. Midt på stagen er biskop Niels Clausen Skades våben.
Af /Det Kgl. Bibliotek.

En ca. 3,5 meter høj, malmstøbt, syvarmet lysestage fra 1515 med Skades våben står på gulvet nær alteret. Tæt derved hænger desuden en mindre malmlysekrone fra 1525 med en Mariafigur.

Døbefont

Kirkens malmstøbte døbefont fra 1481 er skænket af biskop Lange. Kummen bæres af de fire evangelister, som noget bizart er vist med dyrehoveder fra deres evangelistsymboler. Lukas en okse, Markus en løve, Johannes en ørn og Matthæus et menneske.

Lektorium og korstole

Biskop Niels Clausen Skade opsatte i 1508 et lektorium, dvs. en skranke eller væg med prædikestol der adskilte koret fra resten af kirken, men det blev nedtaget i 1775, og kun få rester har overlevet. Til gengæld findes 30 af de oprindelig 36 træskårne korstole fra samme tid.

Prædikestolen

Af efterreformatorisk inventar må fremhæves prædikestolen med tilhørende himmel, udført af billedskæreren Mikkel van Groningen (død 1610) i 1588. Fyldingernes ni motiver spænder fra Syndefaldet til Dommedag.

Kirkeskib

Et stort kirkeskib fra 1720 hænger i nordre koromgang.

Orgler i Aarhus Domkirke

Kirkens orgel er bygget af Lambert Daniel Karstens i 1730, men har gennemgået mange senere ombygninger og udvidelser. Med sine 89 stemmer er det Danmarks største kirkeorgel. Desuden findes i kirken et kororgel på 23 stemmer og et 4-stemmers flytbart orgelpositiv.

Gravminder

Epitafier

Kirken er rigere på gravminder end Jyllands øvrige domkirker. Ikke færre end 41 epitafier og mindetavler pryder kirkens vægge. Det ældste epitafium er en tavle fra 1572 over familien Worm, der er formet som en fløjaltertavle, hvor familien ses knælende i bøn foran en dommedagsscene.

Epitafiet for Erik Jørgensen Podebusk og Sidsel Oxe stammer fra 1576. Det var planlagt som et fritstående monument på kirkens gulv, men et kongeligt forbud mod gravminder, der i pragt kunne konkurrere med kongehusets, gjorde, at figurerne blev indpasset i et væghængt epitafium.

Et pragtfuldt epitafium fra 1633, formet som en portal, for rigsråd Jørgen Skeel og hans to hustruer er også værd at nævne. Øverst ses et dommedagsrelief og store skulpturer af de knælende afdøde, dyder, engle og apostle.

Derudover findes der i kirken også et meget stort epitafium af træ for borgmester Anders Lydichsen og hustru (ca. 1664) samt Thomas Quellinus' overdådige marmorepitafium fra 1702-1704 for Sophia Elisabeth Carisius og hendes to ægtemænd.

Gravsten

Der findes ca. 80 gravsten i kirken, heriblandt tre romanske gravsten anbragt udvendigt på koret. Kirkens grundlægger Peder Vognsen er gravsat i en muret grav i højkoret, og det må formodes, at hans legeme blev flyttet hertil i forbindelse med opførelsen af det nuværende kor i 1400-tallet.

De mest nævneværdige middelalderlige gravsten er dog biskop Jens Iversen Langes og biskop Niels Clausen Skades gravsten. Førstnævnte findes i dag opstillet i skibets sydlige vestarkade, mens sidstnævnte ligger på sin oprindelige placering længst mod øst i koromgangen.

Stenen over den første lutheranske superintendent (dvs. biskop) Mads Lang fra ca. 1557 udgør med sin enkelthed en stærk kontrast til tidligere tiders katolske pragtudfoldelse.

Blandt de adelige gravsten fra senmiddelalder og renæssance kan også fremhæves en sten fra ca. 1490 over Evert Eriksen Thott og Margrete Bølle, en sten fra ca. 1561 med relief af den rustningsklædte Knud Henriksen Gyldenstierne og hustruen Jytte Podebusk samt en sten fra ca. 1577 over de to adelsbørn Erik Bjørn og Birgitte Urne, realistisk gengivet i rig renæssancestil.

Danmarks 9 andre domkirker

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig