Femern Bælt-forbindelsen, Femern-forbindelsen, planlagt tunnelforbindelse for bil- og jernbanetrafik mellem Lolland og Femern. Siden etableringen af færgefarten mellem Rødby og Puttgarden har der været fortalere for at erstatte den med en fast forbindelse.
Fra officiel dansk side er det dog blevet fastholdt, at rækkefølgen i de store faste forbindelser skulle være: Storebælt, Øresund, Femern Bælt. Femern Bælt-forbindelsen er derfor først blevet aktuel efter byggestart for de faste trafikforbindelser over Storebælt og Øresund.
For at skabe grundlag for en politisk beslutning i Danmark og Tyskland blev der i 1995 igangsat en række forundersøgelser med henblik på at klarlægge, hvilken type fast forbindelse det vil være formålstjenligt at gennemføre.
Forundersøgelserne blev afsluttet i 1999. De omfattede trafikanalyser og prognoser, kyst-til-kyst-undersøgelser af geologiske, miljømæssige og tekniske muligheder, undersøgelser af vej- og baneanlæg på land samt økonomiske vurderinger. Trods usikkerhed om visse forhold, især den fremtidige økonomiske udvikling, anses resultaterne af undersøgelserne at danne et godt grundlag for en principbeslutning om at bygge en vej- og baneforbindelse.
Ved VK-regeringens tiltrædelse i slutningen af 2001 indgik etablering af Femern Bælt-forbindelsen i regeringsgrundlaget, og i juni 2007 blev der truffet aftale mellem den danske og den tyske transportminister om etablering af en fast forbindelse over Femern Bælt. Aftalen indebærer, at kyst-til-kyst-forbindelsen ejes af Danmark og finansieres ved brugerbetaling.
I 2009 blev selskabet Femern A/S etableret med henblik på forberedelse, undersøgelse og projektering af en fast forbindelse. Selskabet hører under Sund & Bælt Holding A/S, der ejes af Transportministeriet og i sin tid blev stiftet for at stå for Storebæltsforbindelsen.
I begyndelsen af 2011 blev der opnået politisk flertal for, at Femern Bælt-forbindelsen skal være en sænketunnel med firesporet motorvej og dobbeltsporet jernbane.
I Tyskland var der imidlertid modstand mod at anlægge forbindelsen, og stærke kræfter arbejdede gennem flere år på at forhindre brobyggeriet. I Tyskland blev betænkelighederne mod broen så store, at hele den faste trafikforbindelse endte med at blive et rent dansk projekt, bortset fra etableringen af landanlæggene i Tyskland. Desuden blev projektet ændret fra at være en broforbindelse til at blive en sænketunnel med motorvej og jernbane.
Anlægsloven blev vedtaget af Folketinget den 28. april 2015 og bemyndigede det statsejede Femern A/S til at anlægge og drive en fast forbindelse over bæltet. I sommeren 2020 begyndte anlæggelsen af en arbejdshavn øst for Rødbyhavn, og tunnelbyggeriet blev påbegyndt i januar 2021. Tunnelprojektet har været planlagt til indvielse i 2029, men i september 2025 meddelte Femern A/S at man var mere end et år efter anlægsplanen og derfor ikke længere anså åbning i 2029 for realistisk.
Tunnelen finansieres gennem brugerbetaling og støtte fra EU-programmet Trans-European Transport Network (TEN-T).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.