Faktaboks

Henriette Schimmelmann

Henriette Cathrine Schimmelmann

Henrietta Cathrina von Schimmelmann

Født
1741, Utrecht, Nederland
Død
15. maj 1816, Odense

Henriette Schimmelmann var en velhavende nederlandsk kvinde på Sankt Croix (nu Saint Croix), hvor hun ægtede plantageforvalteren Ludwig Schimmelmann.

I Vestindien

Henriette Schimmelmann var født i Utrecht som datter af en højt rangerende nederlandsk koloniembedsmand. Hun kom til den danske koloni Dansk Vestindien (nu U.S. Virgin Islands), hvor hun først blev gift med Thomas Vilhelm Schäffer, som var byfoged i Charlotte AmalieSankt Thomas (nu Saint Thomas). Ved hans død i 1775 arvede hun en betydelig formue, først og fremmest i form af de to profitable plantager Constitution Hill og La Reine. Hendes formue inkluderede også den unge husslave Emilia Regina og dennes senere søn Hans Jonathan. På trods af datidens nedvurdering af kvinder kunne Henriette Schimmelmann handle som uafhængig og med en meget bestemt personlighed.

Efter fem måneder som enke giftede hun sig med Ludwig Schimmelmann, som på det tidspunkt var inspektør på sin families fire store plantager og desuden kommandant på Sankt Thomas. Han var i det hele taget en mand på sikker vej opad i kolonisamfundet. Ægteparret bosatte sig i Christiansted på Sankt Croix og fik efterhånden fire børn. Den velhavende husholdning omfattede tillige syv husslaver.

I Danmark

Ægteparret forlod Vestindien i 1790 og boede herefter i Amaliegade 23 i København, men tog som regel sommerophold på deres landsted Skodsborg ved Øresunds kyst. Efter Ludwig Schimmelmanns død i 1793 levede Henriette Schimmelmann et forholdsvis stille liv. I kraft af sin egen formue og med forbindelsen til den stenrige familie Schimmelmann levede hun et komfortabelt liv, selv efter at have mistet sin mand og to børn.

Ifølge folketællingen af 1801 residerede hun over en husholdning, som foruden hendes 20-årige søn Carl omfattede hele ni tjenestefolk, hvoraf de fem er registreret som 'negre' i protokollerne. Hendes stridbare sind førte dog til en række episoder med tyendet. Den mest kendte var striden med hendes husslave Hans Jonathan, der med datidens udtryk endte med at 'stjæle sig selv' – forstået på den måde, at han flygtede fra sin strenge ejer, ligesom slaverne i Dansk Vestindien kunne finde på at gøre. Hans Jonathan endte så langt borte som på Island, hvor han levede resten af sit liv.

I forbindelse med statsbankerotten i 1813 mistede Henriette Schimmelmann størstedelen af sin store formue og døde i Odense i 1816.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig