Malaysias historie

Med adgang til Malaccastrædet, en af de centrale handelsveje mellem Indien og Kina, voksede en række små kongedømmer frem i det nuværende Malaysia i løbet af 100- og 200-tallet e.v.t. De mange tilrejsende handelsfolk i områdets havne og bosættelser bragte religiøse, politiske og kulturelle påvirkninger ind i de lokale kulturer.

Mellem 600- og 1200-tallet kom nogle af de sydlige kongedømmer under indflydelse af det hinduistiske Srivijayaimperie på Sumatra. Herefter overgik det meste af nutidens Malaysia til Majapahitriget på Java. Indtil 1300-tallet havde området primært været påvirket af hinduisme og buddhisme, men nu fik islam stigende indflydelse. Omkring 1400 dannede en tidligere Srivijayafyrste den første uafhængige stat i området, Malaccasultanatet, og gjorde islam til statsreligion. Herefter blev navnet malaj i stigende grad brugt om de folk, der talte malajisk og praktiserede islam.

Melaka (tidligere Malacca), Malaccasultanatets hovedby, voksede sig til et regionalt kraftcenter for handel med Kina, Indien og Mellemøsten, og for udbredelsen af islam. Byen tiltrak sig også europæisk opmærksomhed og blev indtaget af Portugal i 1511 og af Holland i 1641.

Briterne stod med East India Company (EIC) for næste stadie i den europæiske ekspansion med overtagelsen af Penang fra sultanen af Kedah i 1786. EIC ekspanderede ind i Melaka i 1795 og grundlagde Singapore i 1819. I 1824 sikrede briterne gennem aftaler med hollænderne (Anglo-Dutch Treaty of 1824) og Johor-sultanatet fuld kontrol over de tre vigtige handelsbyer. I 1826 blev Penang, Melaka og Singapore del af Straits Settlements, og briterne administrerede nu områderne samlet. Singapore udviklede sig hurtigt til den vigtigste handelsby i området og blev i 1832 hovedsæde for kolonien.

Med opdagelsen af rige forekomster af tin i første halvdel af 1800-tallet blev hele Malaccahalvøen op til Siam (det nuværende Thailand) britisk interessesfære som del af Britisk Malaya. Briterne ønskede at sikre tinforsyninger, som var truet af vedvarende stridigheder mellem kinesiske mineentreprenører og sultaner i området, men også at skabe en modvægt til hollænderne, som kontrollerede de ostindiske øer (det nuværende Indonesien). I 1867 blev Straits Settlements en britisk kronkoloni og kom under direkte kontrol af koloniadministrationen i Storbritannien.

I 1874 underskrev briterne og sultanen af Perak en aftale (Treaty of Pangkor), der ophævede den hidtidige britiske politik om ikke-indblanding i Malayas lokale forhold. I perioden 1874-1888 kom staterne Perak, Selangor, Negeri Sembilan og Pahang under stadig større britisk kontrol. De fire stater blev i 1895 slået sammen til De Forenede Malajstater under et centralt men indirekte kolonistyre med Kuala Lumpur som hovedstad. De nordlige malajstater Kedah, Kelantan, Perlis og Terengganu kom i 1909 efter forhandlinger med Siam under britisk kontrol (Treaty of Bangkok). Fra 1914 var også den sydlige stat Johor del af de fem stater, der gik under betegnelsen De Uforenede Malajstater, fordi de ikke kom under en fælles central administration.

Det britiske kolonistyre havde markant effekt på Malayas befolkningssammensætning. I løbet af 1800-tallet voksede indvandringen til Malaccahalvøen af først kinesere, siden indere, bl.a. fra briternes andre kolonier. Kolonistyret ønskede at sikre kinesisk arbejdskraft til tinminerne og byerhverv, og indisk arbejdskraft til de mange plantager, der opstod, efter briterne i 1870’erne havde importeret gummitræer til området. Malajerne blev forsøgt fastholdt som traditionel bonde- og fiskerbefolkning, og deres andel af befolkningen faldt fra 90 % i 1800 til 45 % i 1931, hvor kinesernes andel nu var oppe på 39 %.

Delstaterne Sarawak og Sabah på Borneo blev i løbet af 1800-tallet til Britisk Nordborneo. Sarawak blev fra 1841 styret som et uafhængigt fyrstendømme af den britiske familie Brooke, der havde fået overdraget området af sultanen af Brunei. Sabah kom først i 1877 under britisk kontrol og blev fra 1880’erne styret af North Borneo Company som et britisk protektorat. Briternes dominans i Sabah og Sarawak blev først brudt med den japanske besættelse 1941-1945 under 2. Verdenskrig.

Japans besættelse af Malaya og Borneo i 1941-1942 var brutal, men også skelsættende for de spirende uafhængighedsbevægelser, der var opstået blandt malajer og kinesere i 1920'erne og 1930'erne. Det stod nu klart, at Briterne kunne fordrives fra området. Kampen mod besættelsen, der varede frem til 1945, blev ledt af kineserne, primært af det kinesiskdominerede kommunistparti Malayan Communist Party, MCP, snarere end af de malajiske ledere.

I 1945, ved 2. Verdenskrigs afslutning, vendte briterne tilbage til et forandret Malaya i gang med en selvstændighedsproces. Malayas interne politiske og etniske spændinger var blevet forstærket under krigen, og opgøret med krigens kollaboratører i 1945 havde etniske undertoner. Det vanskeliggjorde Briternes forsøg på at genskabe en storkoloni bestående af Malaya samt Borneoprotektoraterne Sabah og Sarawak, der i 1946 var blevet britiske kronkolonier, og Brunei.

Den Malajiske Union blev oprettet i 1946, og det betød lige rettigheder for malajer og kinesere. Det fik malajerne til at mobilisere og organisere sig i partiet United Malays National Organization (UMNO). For at inddæmme kommunisterne, som stod stærkt blandt kineserne, opløste briterne i 1948 den Malajiske Union og oprettede i stedet Malayaføderationen, der gav særrettigheder til malajerne. Det førte til en væbnet kommunistopstand og guerillakrig (Malayan Emergency), som udløste en undtagelsestilstand, der varede helt frem til 1960. Reelt havde kommunisterne dog tabt magtkampen i midten af 1950'erne.

Den 31. august 1957 gik Britisk Malaya fra selvstyre til selvstændighed med Malayaføderationen (Federation of Malaya). Malaysias nationaldag, Merdeka ("uafhængighed"), fejres derfor den 31. august. Singapore stod uden for føderationen som kronkoloni. Der blev samtidig indført et konstitutionelt valgmonarki, med kongen, Yang di-Pertuan Agong, som landets ceremonielle overhoved. Kongen bliver valgt for fem år ad gangen blandt sultanerne fra de ni stater med sultandømmer.

Den 16. september 1963 blev nationen Malaysia skabt ved en sammenlægning af Malaya, Sabah, Sarawak og Singapore, der havde opnået fuldt selvstyre i 1959, mens Brunei valgte at stå udenfor unionen som britisk protektorat.

I 1965 blev Singapore tvunget ud af Malaysiaføderationen som følge af ideologiske forskelle og etnopolitisk strid mellem UMNO, det dominerende malajiske parti i Malaysia, og PAP (People’s Action Party), det førende kinesiske parti i Singapore, der havde udfordret den regerende koalition i Vestmalaysia. Singapores nationaldag den 9. august markerer uafhængighedsdagen fra Malaysiaføderationen i 1965. Begge stater er fortsat med i det britiske Commonwealth.

Den unge stat Malaysia gennemlevede en turbulent tid med en territorial konflikt (Konfrontasi) med Indonesien i 1963-1966. Konflikten var startet af den indonesiske præsident Sukarno, der modsatte sig Malaysias statsdannelse. Striden blev først bilagt efter general Suhartos magtovertagelse som præsident i Indonesien i 1966.

Malaysia var i 1967 med til at stifte sammenslutningen af sydøstasiatiske nationer, ASEAN (’Association of Southeast Asian Nations’), der søger at fremme økonomisk, socialt og kulturelt samarbejde såvel som politisk og sikkerhedsmæssig stabilitet i regionen.

Fra 1957 regerede Alliancen, en koalition af de ledende etniske partier for malajer, kinesere og indere, Malaysia. Abdul Rahman, UMNO's præsident, ledede Alliancen indtil 1970 baseret på en politik om at etniske modsætninger ville udviskes, efterhånden som malajerne integreredes i markedsøkonomien, og kineserne fik større politisk indflydelse. Ved uafhængigheden havde malajer primært den politiske magt, mens kineserne sad på den økonomisk magt. De etnoøkonomiske uligheder vedblev at være store, samtidig med at uligheden inden for de etniske befolkninger voksede.

Ved parlamentsvalget i 1969 vandt oppositionspartierne øget tilslutning, men Alliancen bevarede flertallet. Valget blev fulgt af blodige sammenstød mellem malajer og kinesere, og hundreder blev dræbt i de efterfølgende raceoptøjer. Malaysia blev erklæret i undtagelsestilstand, og et sikkerhedsråd overtog magten under ledelse af Abdul Razak. Under hans regeringsperiode i 1970-1976 blev der i 1971 indledt et nationalt genopretningsprogram, der skulle sikre malajernes endelige politiske, økonomiske og kulturelle dominans gennem en statsstyret udviklingspolitik (New Economic Policy). Samtidig fastslog forfatningen, at malajernes særrettigheder var uantastelige.

Begrebet Bumiputera ("sønner af landet"), som omfatter malajer og Malaysias mange forskellige oprindelige folk, blev fra 1970 udbredt for at understøtte processen med at bringe malajer op på økonomisk niveau med kineserne. Landets store etniske spændinger fortsatte på trods af en etnoøkonomisk udviklingsstrategi, der skulle afskaffe fattigdommen og udviske sammenfaldet mellem etnisk tilhørsforhold og økonomisk status, og en ny national ideologi, der sigtede på at forene forskellige kulturer og traditioner med moderne teknologi, demokrati og social retfærdighed. Malajernes privilegier blev opfattet som diskriminerende af de andre befolkningsgrupper, ikke mindst kineserne. Den bevidste politik med begunstigelse af malajerne blev senere lempet, men ikke fjernet.

Alliancen blev i 1974 afløst af en mere omfattende koalition, Den Nationale Front (Barisan Nasional - BN), hvori UMNO indtog en ubestridt lederposition. BN fastholdt regeringsmagten i parlamentsvalgene 1974-1995. Hussein Onn (1922-1990) var premierminister i 1976-1981.

I 1981 blev Mahathir Mohamad, også kendt som Dr. M, Malaysias premierminister, en post han bestred i 22 år frem til 2003. Malaysia oplevede under hans ledelse stor fremgang i økonomi, infrastruktur og sociale forhold. Mahathir optrådte ofte i rollen som talsmand for ulandene og kritiker af Vesten. Mahathir har med sine markante visioner og vilje til at gennemføre dem haft stor betydning for udviklingen af det moderne Malaysia.

Efter en økonomisk krise 1985-1986 førte en hurtig liberalisering, devaluering og udenlandske investeringer fra især Øst- og Sydøstasien til ny høj vækst i 1988-1996 med lav arbejdsløshed og stor indvandring af udenlandsk arbejdskraft. Først med den store asiatiske valuta- og finanskrise i 1997 aftog væksten. Fra 2002 har landet igen haft en relativt høj vækst, og landet er fortsat præget af massiv indvandring af legal såvel som illegal arbejdskraft. Migranter udgør omtrent 10 % af Malaysias befolkning og skaber politiske og sikkerhedsudfordringer.

Mahathir Mohamad trådte tilbage i 2003 og blev afløst af Abdullah Ahmad Badawi, som sad frem til 2009. Najib Abdul Razak blev derefter regeringsleder i 2009-2018. Najib Razak blev i sin regeringstid anklaget for korruption på en hidtil uset skala i Malaysia, som generelt oplever udfordringer med korruption. Efter en række retssager fra 2018 og frem påbegyndte han i 2022 afsoning af en lang fængselsstraf. Som følge af Najib Razak-sagen blev resultatet af parlamentsvalget i 2018 for første gang siden 1957, at Alliancen eller BN ikke fik flertal og kunne danne regering.

Ind på scenen trådte den tidligere premierminister Mahathir Mohamad, som allerede var Malaysias længst siddende premierminister, og nu i en alder af knap 93 år blev Malaysias (og verdens) ældste regeringsleder. Han var også den første premierminister i Malaysia, som ikke kom fra UMNO, som han havde forladt i 2016 for at stifte et nyt parti. Mahathir blev efterfulgt af to premierministre som kun sad kort tid på grund af vedvarende politiske kriser, Muhyiddin Mohd Yassin (født 1947) i 2020-2021 og Ismail Sabri Yaakob (født 1960) i 2021-2022.

I 2022 blev Anwar Ibrahim Malaysias 10. premierminister. Anwar var tidligere vicepremierminister og finansminister under Mahathir, som han blev stadig mere kritisk over for. Anwar blev fyret fra regeringen i 1998 og blev derefter en samlende skikkelse for oppositionen i Reformasi-bevægelsen mod Mahathir og hans regering. Anwar blev efterfølgende arresteret, anklaget først for korruption og derefter for sodomi. Han blev idømt flere års fængsel efter en kontroversiel retssag, som mange i Malaysia og internationalt anså for politisk motiveret. Han blev løsladt før tid i 2004, og vendte i 2008 tilbage til politik. Anklagerne mod ham fortsatte dog, og han var fængslet igen i 2015-2018. I 2018 blev Anwar benådet af Malaysias daværende konge Yang di-Pertuan Agong Muhammad V (født 1969) og blev igen valgt ind i Malaysias parlament.

• Malaysia
• Malaysias forhistorie
• Malaysias politiske partier
• Malaysias forfatning
• Singapore