Nationalstaten Marokko tog form fra 1845, hvor grænsen mellem Algeriet og Marokko blev fastlagt efter den franske kolonisering af Algeriet. I 1912 blev Marokko et fransk og spansk protektorat. I 1927, under protektoratet, overtog Muhammad 5. embedet som sultan, og da Marokko efter selvstændigheden i 1957 omdannedes til et konstitutionelt monarki, ændredes hans titel til konge. Perioden fra 1960-1980 var præget af politisk uro og undertrykkelse af oppositionen. Siden slutningen af 1990’erne synes Marokko at gennemføre reformer mod et mere åbent politisk og økonomisk system, men magten er stadig primært hos kongen og eliten omkring ham, den såkaldt makhzen. Dette førte til folkelige protester i forbindelse med det arabiske forår i februar 2011. For at imødekomme protesterne, gennemførte kong Muhammad 6. en række grundlovsændringer. Samtidig blev tamazight, berbernes sprog, anerkendt som officielt sprog på lige fod med arabisk.

Tidslinje over Marokkos historie fra 1912

År

2011 Det moderate islamistparti (Partiet for Refærdighed og Udvikling) vinder stor sejr i parlamentsvalget og danner regering.
Den 29. juli 2011 En reformeret grundlov vedtages. En del af magten overdrages hermed fra kongen til parlamentet. Tamazight, berbernes sprog, anerkendes som officielt sprog ved siden af arabisk.
Den 20. februar 2011

Protester og demonstrationer over hele landet. Demonstranterne kræver bl.a. indskrænkning af kongens magt.

1999 Kong Hassan 2. dør efter 36 år ved magten. Han efterfølges af sønnen Muhammad 6.
1997 Ved parlamentsvalget får oppositionen med en socialistisk ledelse for første gang lov til at overtage regeringsmagten, dog fortsat under kongens ledelse.
1987 Den islamiske vækkelsesbevægelse 1987 al Adl wal-ihsane (Retfærdighed og Godgørelse) dannes.
1976 Marokko besætter Vestsahara og udråber området som en provins i Marokko.
1975 Kong Hassan 2. sender marokkanske tropper ind i Vestsahara og lancerer Den Grønne March, hvor mellem 350.000 og 500.000 frivillige marokkanere marcherede ind i Vestsahara som en del af en marokkansk annektering.
1963 Kongen opløser parlamentet på grund af voldsomme politiske uroligheder, og han erklærer undtagelsestilstand, der varede syv år.
1961 Kong Muhammad 5. dør. Hans søn Hassan 2. efterfølger ham som konge.
1957 Stridigheder mellem Istiqlal-partiet og makhzen-statsapparatet om ledelsen af den selvstændige Marokko.Marokko omdannes til konstitutionelt monarki.
1956 Aftalen om Marokkos selvstændighed underskrives. Spanien beholder magten over de små områder omkring Ceuta og Melilla.
1944 Istiqlal-partiet dannes og kæmper for Marokkos selvstændighed fra det franske protektorat.
1927 Sultan Yusef ben Hassan dør; Muhammed 5. udnævnes formelt som landet overhoved.
1912 Den såkaldte Fez-traktat underskrives af Marokkos sultan Abd al-Hafid og Frankrig, hvormed det meste af Marokko bliver et fransk protektorat, mens hele Marokkos nordkyst blev spansk-ledet.

Fransk og spansk kolonisering af Marokko

Portræt af Marokkos sultan Abd al-Hafid, som underskrev Fez-aftalen med Frankrig, der gjorde Marokko til et fransk protektorat.
Soltan Abd al-Hafid.
Af /Ullstein Bild/Ritzau Scanpix.

Fra midten af 1800-tallet kom Marokko under ledelse af Alawi-dynastiet under pres fra de europæiske stormagters kamp om at underlægge sig Nordafrika. Med den såkaldte Lalla Marnia Traktat fra 1845 blev grænsen mellem Algeriet og Marokko fastlagt efter den franske kolonisering af Algeriet i 1830. Traktaten blev genbekræftet i 1901 og 1902. Men de stigende franske interesser i Nordafrika blev også tydelige i Slaget ved Isly i 1844, hvor den franske hær vandt overlegent over en fælles hær stillet af den marokkanske sultan Moulay Abderrahman og den algeriske oprørsleder Abd el Qader. Også Spanien viste sin militære overlegenhed over for Marokko ved en invasion i Rif-bjergene i 1860, hvor byen Tetouan blev indtaget.

Paris-aftalen i år 1900

I 1881 blev Tunesien et fransk protektorat, og i 1900 tog de europæiske stormagters kapløb om Nordafrika for alvor fart. Spanien og Frankrig indgik dette år den såkaldte Parisaftale, som gav Spanien suverænitet over de sydlige provinser af nutidens Vestsahara, og franske tropper fra Algeriet besatte Touat-oaserne i Sahara, som indtil da havde været under den marokkanske sultans ledelse. Forhandlingerne om Spaniens, Frankrigs, Italiens og Storbritanniens fordeling af de områder, der i dag er Marokko, Vestsahara, Algeriet og Libyen fortsatte efter Parisaftalen.

Som et led i disse forhandlinger sluttede Frankrig og Storbritannien i 1904 en række aftaler, som kaldes Entente Cordiale. Som led i disse aftaler skulle størstedelen af Marokko tilfalde Frankrig, mens Frankrig til gengæld ikke skulle blande sig i egyptisk politik, hvor England havde store interesser.

Fez-traktaten i 1912

En fransk militær territoriel erobring af Marokko blev påbegyndt i 1907, og i 1911 landsatte Frankrig landtropper ved Rabat, som marcherede mod Fez, sultanens by. Her blev Fez-traktaten underskrevet den 13. marts 1912 mellem sultan Abd al-Hafid og Frankrig. Den gjorde Marokko til et fransk protektorat, som betød, at sultanen forblev den religiøse autoritet i landet og beholdt visse beføjelser, mens den franske protektoratsadministration kontrollerede landets militær og de politiske og økonomiske anliggender.

Aftalen mellem Frankrig og Spanien i 1912

Den 27. november samme år indgik Frankrig og Spanien en aftale, der gjorde de spanske områder i Marokko til protektorater. Det betød, at hele den nordlige Middelhavskyst nu var spansk-ledet og fik navnet Spansk Marokko; dertil kom enklaven Ifni på Atlanterhavskysten, som havde strategisk betydning for spansk dominans over de Kanariske Øer, samt Spansk Sahara (Vestsahara).

I 1927 døde sultan Yusef ben Hassan, og Muhammed 5., som også var en del af Alawi-dynastiet, blev udnævnt til ny konge formelt som landet overhoved, men i praksis var Marokko under fransk ledelse.

Uafhængigheden fra 1956

Den marokkanske uafhængighedserklæring er et dokument fra den 11. januar 1944, hvor 66 marokkanske nationaliser opfordrer til Marokkos uafhængighed under Sultan Mohammed 5. Dokumentet opfordrer yderligere til at indsætte en demokratisk regering, der skal sikre rettigheder til alle dele af samfundet.
Af .

Den væbnede modstand blev ideologisk og politisk ført af en marokkansk nationalistisk bevægelse. I 1944 gik førte det til dannelsen af Istiqlal-partiet, der krævede uafhængighed fra det franske protektorat. Sultan Muhammad 5. støttede den nationale bevægelses krav om fuld uafhængighed. Derfor sendte Frankrig ham i eksil i perioden 1953-1955.

Frankrig indvilligede i 1956, efter udbruddet af den algeriske uafhængighedskrig, i at Marokko blev uafhængigt, og i 1957 omdannedes landet til et konstitutionelt monarki. Spanien beholdt magten over de små områder omkring Ceuta og Melilla.

Muhammad 5. vendte tilbage og fik nu titlen som konge. På grund af hans modstand mod det franske protektorat nød kongen nu stor respekt og popularitet også uden for Marokko. Således er en af de centrale hovedgader i Tunis fx opkaldt efter Muhammed 5.

Efter selvstændigheden gjorde Mohammed 5. som sine forgængere gældende, at hans legitimitet som leder af Marokko baserede sig på, at Alawi-slægten nedstammede fra profeten Muhammed og det tidligere samfund omkring ham. Islam fortsatte dermed med at være centralt for kongens ret til at lede Marokko.

Makhzens centrale plads

I 1578, under Sultan Ahmad al-Mansur, etableredes makhzen i en institutionel form i ledelsen af Marokko. Makhzen var en elite af stammer, klaner og familier, der støttede sultanen, forsynede ham med soldater og udgjorde administrationen og magten rundt om ham. De var fritaget for skatter og modtog som ansatte under sultanen lønninger. Disse blev udbetalt i et såkaldt makhzen, som var et lager eller magasin, hvor værdifulde varer så som tæpper, skind, guld og smykker, oliven og olivenolie, uld og meget mere blev opbevaret. Her kunne den ledende elite også holde til og udvirke sin administration af et givent område. Med tiden kom makhzen til at betegne denne elite, der var tro mod og stod sammen med sultanen.

Makhzen udgjorde også efter selvstændigheden den inderste elite omkring Muhammed 5. som særlige rådgivere, topplacerede militære ledere, ledere af sikkerhedstjenesten, store jordejere, embedsmænd og andre med tætte relationer til denne øverste elite. Makhzens rolle, historie og magt er således central for de politiske, økonomiske og sociale systemer, der udviklede sig i Marokko efter selvstændigheden, og som har bevaret sin relevans helt frem til i dag.

Opgør mellem Istiqlal-partiet og makhzen

De første år efter selvstændigheden var præget af et intenst opgør mellem Istiqlal-partiet og makhzen-statsapparatet under ledelse af kong Muhammed 5. I 1957 havde Istiqlal omkring en mio. medlemmer og blev dermed Marokkos første masse-parti. Men gennem samarbejde med en landadel samt etableringen af en række proroyale partier lykkedes det Muhammad 5. at svække Istiqlal, der ved flere lejligheder forsøgte at sikre sig status som eneste legitime politiske parti. Kongens magt styrkedes endvidere af den royale garde, Forces Royales Armées, der i 1956 talte 15.000 mand og var under ledelse af kronprinserne Hassan og Muhammad Oufkir.

Urolige årtier under kong Hassan 2.

Kong Muhammad 5. blev ved sin død i 1961 efterfulgt af sønnen Hassan 2. Den unge konge opløste i 1963 landets parlament efter voldsomme politiske uroligheder i flere større byer, herunder voldsomme studenteroptøjer i Casablanca i 1965. Samme år erklærede kong Hassan 2. undtagelsestilstand og udpegede selv en regering med ham som leder, som regerede Marokko de efterfølgende syv år.

Frem til 1970 havde de politiske partier forbud mod at virke. Flere partier nægtede dog også efter 1970 at deltage i det politiske liv, fordi monarkiet efter deres opfattelse satte alt for snævre grænser for, hvad partierne måtte deltage i. Særligt den socialistiske og marxistisk-leninistiske fløj voksede som opposition med bl.a. en studenterbevægelse, der virkede fra Paris, og med undergrundsaktivister i Marokko.

Kupforsøg i 1970

Anholdte kadetter efter kupforsøget mod Kong Hassan 2. i Rabat i 1971. Hassan 2. var udsat for endnu et kupforsøg året efter, da soldater fra den marrokanske hær forsøgte at skyde hans fly ned.
Af .

I 1970 afslørede Hassan 2.s efterretningstjeneste et kupforsøg mod kongen, der var tilrettelagt af aktører på den socialistiske fløj i Marokko. Men inden sagen mod aktørerne blev indledt, udførte højtstående officerer i den marokkanske hær endnu et kupforsøg mod kongen. Sammen med 1.400 kadetter angreb de kongen i et palads nær Rabat. 60 personer blev dræbt, men det lykkedes kongen at undslippe. Tre dage efter overværede Hassan 2. henrettelsen af ti højtstående generaler, og alle implicerede kadetter blev idømt fængselsstraf. 40 af dem forsvandt fra fængslet få år efter.

Først i 1980’erne blev det klart, at de havde siddet i isolationsceller under kummerlige forhold i 18 år. Flere af dem var omkommet. Dette var med til at tydeliggøre graden af Hassan 2.-regimets undertrykkende karakter.

Den Grønne March ind i Vestsahara i 1975

I samme periode som Hassan 2. skærpede sin egen magt i Marokko, ledte han an i en politik, der skulle udvide Marokkos territorium. Da FN i 1975 gjorde Spanien lydhør overfor kravet om en folkeafstemning, der skulle afgøre Spansk Saharas fremtid, gjorde Marokko sammen med Mauretanien krav på området. De to lande forelagde spørgsmålet om Spansk Sahara for Den Internationale Domstol i Haag, som udtalte, at Marokko og Mauretaniens bånd til Spansk Sahara ikke var stærke nok til, at området skulle indlemmes i de to lande.

Marokko fortolkede imidlertid vurderingen således, at Den Internationale Domstol anerkendte Marokkos juridiske bånd til visse stammer og områder i Vestsahara og dermed Marokkos krav på området. Den 31. oktober 1975 sendte Hassan 2. tropper ind over grænsen til landområdet. Tilskyndet af kongen marcherede mellem 350.000 og 500.000 frivillige, civile marokkanere en uge senere i den såkaldte Grønne March ind over grænsen til Vestsahara.

Da Spanien i begyndelsen af 1976 trak sig ud af området, besatte Marokko den nordlige del af tidligere Spansk Sahara. Det bragte Marokko på kollisionskurs med nabolandet Algeriet, med en lang række stater i Afrika og med den afrikanske mellemstatslige Organization for African Unity (OAU).

Undertrykkelse af oppositionen og gradvis åbning

Efter massiv politisk undertrykkelse af den politiske opposition i 1970'erne og 1980'erne tillod Hassan 2. i begyndelsen af 1980'erne en gradvis åbning, idet han tillod de politiske partier at deltage aktivt i det politiske liv. Der har været perioder, hvor monarkiet atter har forsøgt at begrænse partiernes deltagelse, men hver gang er grebet igen blevet løsnet.

Den nye islamistiske opposition

Mens oppositionen mod kongen hidtil særligt var kommet fra venstrefløjen, fik en ny opposition styrke fra begyndelsen af 1990’erne. Den blev udgjort af islamisterne, som siden både 1970’erne og 1980’erne havde oplevet en voldsom undertrykkelse, men som også udviklede sig i tre forskellige retninger:

  • de revolutionære islamistiske grupperinger, der ikke anerkendte kongen
  • de reformistiske islamistiske partier, som fra 1990 blev en del af det officielle politiske system
  • en vækkelsesbevægelse (arabisk da’wa) under ledelse af den karismatiske sheik Abdessalam Yassine. Siden 1976 var han i under skarp overvågning og blev fængslet tre år, men i 1987 dannede han bevægelsen al Adl wal-ihsane (Retfærdighed og Godgørelse). I 1989 blev bevægelsen forbudt og Yassine blev sat i husarrest.

Liberaliseringsproces i 1990'erne

Medlemmer af partiet Constitutional and Democratic Popular Movement (MPCD) under valgkampen i 1997. Flere islamister stillede op for MPCD på trods af den brutale undertrykkelse af islamistiske bevægelser, der ikke støttede kongen. Partiet skiftede i 1998 navn til Justice and Development Party og er i dag et moderat islamistisk parti, der fra 2011 til 2021 var det regerende parti i Marokko.
valgkamp i 1997
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Samtidig oplevede Marokko fra begyndelsen af 1990'erne en politisk liberalisingsproces. Der blev foretaget ændringer af grundloven, som gav de politiske partier stadig større indflydelse, selvom kongen bevarede udstrakt kontrol. Samtidig skete en række væsentlige forbedringer af menneskerettighedssituationen i landet, og en række politiske fanger blev løsladt.

Et afgørende vendepunkt var parlamentsvalget i 1997, som førte til, at den politiske opposition under ledelse af socialisten Abderahmane Youssoufi for første gang fik lov at overtage regeringsmagten, om end fortsat under kongehusets udstrakte kontrol.

Således var 1990’erne præget af på den ene side begrænset åbning af det politiske system og på den anden konsekvent og brutal undertrykkelse af de islamistiske bevægelser, der ikke støttede kongen. Centralt for dette var fortsat kongens egen legitimering som direkte efterkommer efter profeten Muhammed og dennes nærmeste familie. Andre udlægninger af islam, som dem Yassine fremkom med, var dermed en direkte trussel mod dette legitimeringsgrundlag.

Kong Muhammed 6.-æraen fra 1999

I 1999 døde Hassan 2. efter 36 år ved magten. Han blev efterfulgt af sønnen Muhammad 6., der tiltrådte den 23. juli 1999 i en alder af 36 år. Tronskiftet i Marokko skete samtidig med generationsskifter i en række øvrige arabiske lande, herunder Jordan og Syrien. Det skabte forhåbninger om, at nye tider kunne være på vej for hele den arabiske region.

Yderligere liberalisering

Kong Muhammed 6. sammen med den tidligere amerikanske præsident George W. Bush i det Ovale Værelse i april 2023. Kong Muhammed 6. og præsident Bush diskuterede frihandelsaftalen mellem USA og Marokko, som trådte i kraft den 1. januar 2006.
Kong Muhammed 6.

Kong Muhammed 6. opnåede da også hurtigt stor folkelig popularitet, bl.a. fordi han lovede sociale reformer og at styrke den politiske liberaliseringsproces. Politiske fanger blev løsladt og tilladt at vende tilbage fra eksil, den centrale leder af det brutale regime i 1970’erne og 1980’erne, Driss Basri blev afskediget, og en ny uafhængig presse begyndte at omtale den undertrykkelse og tortur, der havde fundet sted. Muhammad 6. igangsatte en række reforminitiativer. Han etablerede bl.a. en sandhedskommission, der så på den politiske undertrykkelse af venstrefløjen i 1970'erne og 1980'erne. Endvidere blev der gennemført en omfattende revision af den marokkanske familielovgivning, som øgede kvinders retsstilling i familien betragteligt. Perioden omtales derfor ofte som ”Det marokkanske forår”.

Fortsat stor ulighed

Sheik Yassine var stadig aktiv og påpegede i et åbent brev til kongen den enorme sociale ulighed i landet samt de enorme formuer, kongen også arvede sammen med tronen. Den grundlæggende magtfordeling i landet blev heller ikke ændret. Det var fortsat kongen og makhzen-eliten, der reelt regerede landet. Endvidere har kong Muhammad 6. trods sine mange løfter endnu ikke for alvor gjort noget ved de mange sociale problemer i Marokko.

Befolkningens tillid til det politiske system viste sig som yderst begrænset ved parlamentsvalget i 2007, hvor kun 37 % af de stemmeberettigede afgav deres stemmer, på trods af at valget var det hidtil mest transparente nogensinde.

Det arabiske forår i Marokko

En demonstration organiseret af 20. februar-bevægelsen i Casablanca i juli 2011. Bevægelsen spillede en afgørende organisatorisk rolle under det arabiske forår i Marokko.
Demonstration
Af /Reuters/Ritzau Scanpix.

I februar 2011 bredte de uroligheder, der havde præget en lang række arabiske lande siden december 2010, sig til Marokko. I begyndelsen af januar begyndte forskellige grupper af unge at bruge sociale medier til at samle Marokkos unge til protester, der skulle afholdes over hele landet den 20. februar. Bevægelsen kaldte sig derfor "20. februar-bevægelsen for forandring”.

De politiske krav

De unge krævede bl.a. grundlovsændringer, der skulle begrænse kong Muhammed 6.s magt samt hans mulighed for at opløse den lovgivende forsamling og for at erklære undtagelsestilstand, under hvilken han ville besidde al magt samt magt til at udpege personer til centrale stillinger i regeringen. Det blev også krævet, at politiske fanger skulle løslades, samt at berbernes sprog skulle anerkendes som officielt på lige fod med arabisk.

Civilsamfunds-organisationernes støtte

En række af Marokkos store civilsamfundsorganisationer støttede de unge aktivister, herunder Moroccan Human Rights Association. I denne sag lykkedes det venstrefløjen, islamisterne og berbernationalisterne at stå sammen over hele landet med støtte til oprøret og organisering af protesterne. Således samledes ca. 37.000 marokkanere den 20. februar over hele landet, 4.000-5.000 af dem marcherede mod hovedstaden Rabat.

Grundlovsændringerne

Demonstration den 20. marts 2011 i Casablanca. Demonstranterne krævede, at løfterne om politisk reform blev overholdt. På bannerne står blandt andet sloganerne "brød, frihed og menneskelig værdighed" og "Abbas, skrid", hvor sidst nævnte var rettet mod den daværende premierminister Abbas El Fassi.

Efter tre ugers protest og pres lovede kong Muhammed 6. den 9. marts reformer. Der blev dannet et råd, som skulle komme med forslag til grundlovsændringer. De unge fortsatte deres protester, da de ikke mente, at rådet var demokratisk og repræsentativt nedsat.

Protesterne fortsatte sideløbende med arbejde med en revideret grundlov. Den 5. juni 2011 demonstrerede op mod 60.000 i Rabat og Casablanca mod den udbredte politivold, som også blev udøvet mod de fredelige demonstranter.

Den 29. juli 2011 blev den reformerede grundlov vedtaget. Med den overgik en del af magten fra kongen til parlamentet. Dette blev dog af mange marokkanere oplevet som en skinmanøvre, idet kongen fortsat besidder megen magt. Særligt vigtig blev det derimod, at kravet om at gøre berbernes sprog officielt sprog blev imødekommet.

Parlamentsvalgene i 2011 og 2021

Som en del af reformerne efter det arabiske forår i Marokko blev der endvidere afholdt parlamentsvalg i november 2011. Her vandt det moderate islamistparti Parti de la justice et du développement ('Partiet for Refærdighed og Udvikling', arabisk hizb al-’daal wa al tanmiyya حزبالعدالةوالتنمية) 107 ud af 395 pladser i parlamentet og kunne dermed danne regering.

Partiets leder, Abdel-Ilah Benkiran blev premierminister. Partiet var ledende regeringsparti i perioden 2011-2021. Dermed skabte det en ny situation i Marokko i forhold til islamistiske partiers mulighed for at deltage i politik, parlament og regering.

Ved valget i 2021 vandt partiet bare 12 pladser i parlamentet. Det største parti blev Rassemblement National des Indépendants ("Den nationale forsamling af uafhængige"). Partiet blev dannet i 1978 af kong Hassan 2.’s svoger og tidligere premierminister Ahmad Osman. Siden 2016 har partiet været tegnet af milliardæren Aziz Akhannouch, der har forsøgt at modernisere partiet ved bl.a. at inddrage unge, kvinder og studerende samt vinde støtte fra den særligt forarmede befolkning i landdistrikterne.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig