Michel Barnier

I 2016 blev Barnier udpeget som chef for Brexit-forhandlingerne af kommissionsformand Jean-Claude Juncker. Han ledede forhandlingerne med Storbritannien om dets udtræden af Den Europæiske Union indtil 2019, hvor han under Ursula von der Leyen blev chef for den taskforce, der skulle lægge rammerne for de fremtidige forbindelser til Storbritannien. Barnier førte tilsyn med gennemførelsen af udtrædelsesaftalen og forhandlingerne om handels- og samarbejdsaftalen indtil 2021.

Brexit-forhandlingerne var imødeset med ganske stor nervøsitet i hele Europa, fordi situationen var fuldstændig ny, og der navnlig i Frankrig var en udbredt frygt for, at EU-samarbejdet ville gå i opløsning. Barnier høstede imidlertid – i modsætning til sin britiske modpart – bred international anerkendelse for sin pragmatisme, professionalisme og diplomatiske evner i de vanskelige forhandlinger.

Han stillede op som præsidentkandidat for Les Républicains ved præsidentvalget i 2022 og var på forhånd udpeget som en af favoritterne, da han ved Brexit-forhandlingerne havde bevist, at han var en politiker, der kunne få ting gennemført.

Det politiske landskab i Frankrig var imidlertid under forandring. Emmanuel Macrons sejr i 2017 havde sendt Les Républicains ud i en identitetskrise, og partiet var delt mellem en socialliberal fløj, som Barnier stod for, og en fløj, der hældede mod det yderste højre, fordi partiet blødte vælgere til både Marine le Pen og populisten Éric Zemmour (f. 1958). I et tæt primærvalg blev Barnier nummer tre efter Valérie Pécresse (f. 1967) og Éric Ciotti (f. 1965), og han måtte opgive ambitionerne.

Efter at valget til Nationalforsamlingen i 2024 ikke havde givet nogen politisk gruppe et klart flertal, og efter to måneder uden en ny regering bad præsident Macron Michel Barnier om at stille sig i spidsen for en ny regering.

Det var fra starten klart, at den nye regering ville få overordentlig svære arbejdsforhold, da den var afhængig af støtte fra enten det yderste højre eller det yderste venstre. Mange iagttagere så det som en stort set umulig opgave, men man håbede, at Michel Barnier med sit diplomatiske talent og sin pragmatisme var den rette til denne uriaspost. Venstrefløjen afviste imidlertid på forhånd at støtte eller indgå kompromis med regeringen. Det betød, at Barnier levede på Marine le Pens nåde.

Efter meget besværlige finanslovforhandlinger trak Marine le Pen støtten den 4. december 2024. Regeringen tabte en mistillidsafstemning, og Barnier indgav sin afskedsbegæring. Han blev dermed den premierminister, der kom til at sidde kortest tid under den femte republik.