Thomas Malleville

Som helt ung blev Thomas Malleville sendt til Danmark, hvor han fik en uddannelse som officer i hæren. I København blev han i 1763 gift med Johanne Marie Meyer, der var datter af en søofficer. Hun blev del af dronning Caroline Mathildes personlige inderkreds, og Thomas Malleville kom – måske af den grund – med i sammensværgelsen mod Johan Friederich Struensee. Efter Struensees arrestation den 17. januar 1772 var det således Malleville, som førte ham til fængselscellen i Kastellet.

Straks derefter blev Malleville af de nye magthavere forfremmet til major og året efter belønnet med embedet som kommandant på Sankt Thomas og Sankt Jan (nu Saint John).

Efter syv ugers sørejse ankom Malleville i december 1773 til Sankt Thomas, hvor han skulle præsidere som generalguvernør over hele Dansk Vestindien, når generalguvernør Peter Clausen (1721-1784) var fraværende.

Foruden de mange sædvanlige regeringssager måtte Thomas Malleville i 1774 tage sig af, at briterne ankom med syv skibe til Crabben Eyland (Isla de Vieques), en ø vest for Sankt Thomas, som Danmark længe havde gjort krav på, men uden nogensinde at besætte eller kolonisere øen. Ved sin resolutte optræden og energiske protest fik Malleville dog sikret, at briterne forlod øen uden at tage den i besiddelse. Ligeledes lykkedes det ham samme år at dæmpe de ophidsede gemytter i forbindelse med indførelsen af tvungen brug af stemplet papir i Dansk Vestindien.

I 1795 blev Thomas Malleville udnævnt til generalguvernør og dermed til øverste civile og militære embedsmand over de tre danske øer i Vestindien. Det var første gang, en person, som var født på øerne (altså en såkaldt kreoler), nåede helt til tops i koloniens formelle hierarki.

En af de sager, som voldte Malleville stort besvær, var afskaffelsen af den transatlantiske slavehandel. Kongen havde i 1792 nemlig besluttet, at den danske slavehandel skulle ophæves fra 1803 at regne. Dette var der voldsom modstand imod blandt slaveejerne i Vestindien, og det gav en masse diskussion og arbejde for den lokale regering og administration at forberede den omstridte effektuering af slavehandelsforbudet.

Overanstrengelse først og fremmest på grund af dette arbejde var efter sigende en hovedårsag til, at Mallevilles helbred blev dårligere. Han døde i sit høje embede den 21. oktober 1798.

Thomas Malleville ejede selv plantagen Dorothea på Sankt Thomas, hvor han havde 89 slaver. De fleste af dem arbejdede i sukkerrørsmarkerne. Malleville var ikke modstander af hverken slavehandelen over Atlanten eller af selve slaveriet i Dansk Vestindien, men anså – ligesom så mange andre hvide i kolonien – begge dele som uomgængelige for koloniens økonomi. Han gik dog for at behandle sine slaver mindre hårdt end normalt, og han hævdede, at han intet tjente på sin ganske vist begrænsede handel med slaver.

På Sankt Thomas levede Thomas Malleville sammen med Johanne Tönnies, som fødte ham fire børn, men da parret ikke var lovformeligt gift, fik børnene ikke navnet Malleville. Johanne Tönnies arbejdede på plantagen Niesky nær Charlotte Amalie, den ejedes af herrnhuterne (brødremenigheden, de mähriske brødre).

Gennem hende kom Malleville i nær kontakt med denne stærkt pietistiske protestantiske sekt, som han lod missionere blandt slaverne på hans egen plantage. I det hele taget blev han en støtte for herrnhuterne i deres fortjenstfulde indsats for forbedring af slavernes forhold.

Malleville, der var døbt i den reformerte kirke, ville gerne optages i den herrnhutiske menighed, men da de kun ville optage kristnede hedninger, måtte han nøjes med at være uofficielt medlem. I praksis betragtede alle ham dog som medlem, idet han som regel deltog i gudstjenesten i herrnhuternes kirke, og han ligger da også begravet på deres kirkegård under en beskeden sten magen til alle andre menighedsmedlemmers – slaver og frie mellem hinanden.

• Dansk Vestindien
• dansk slaverihistorie 1660-1848
• slaveri
• slaveriets afskaffelse