de fire principper

At gøre godt er en positiv pligt, der gerne handler om idealer snarere end normer. Positive pligter er altså handlinger, det etisk set bør gøres, men ikke skal gøre. Forpligtelsen til at gøre godt ligger til grund for, at det findes et offentligt sundhedsvæsen og sundhedspersonalet måske primære motiv. Samfundsopgaven for sundhedspersonale er også at gøre godt i betydningen at redde liv, behandle sygdom, give omsorg og fremme at sundhed.

At kunne bestemme over det, der vedrører en selv, er en grundlæggende forudsætning for at kunne tage ansvar for eget liv. I vores tid er selvbestemmelse ikke bare en rettighed, der kan benyttes, men også et ideal, der bør opfyldes.

I behandling og pleje skal det forsøges sikre og fremme patientautonomien, så patienter i så høj grad som muligt selv kan træffe valg og deltage i beslutninger. Dermed er en vigtig opgave at give patienten information, som er forståelig for den enkelte.

Ikke at skade er en negativ pligt, dvs. at det en pligt til at undlade at gøre noget som medfører risiko. Det kan fx ske, hvis der udelukkende fokuseres på formålet og en evt. risiko for bivirkninger negligeres. Det latinske udtryk er primum non nocere ('først – gør ikke skade'). Allerede Hammurabis Lov fra ca. 1750 f.v.t. indeholdt hvad der skulle ske for en læge, som påførte sin patient skade.

Sundhedsmyndigheder og sundhedspersonale skal sørge for, at sundhedshjælp gives på en retfærdig måde. Det er ikke uden videre givet, hvad det vil sige. I samfund med offentligt skattefinansieret sundhedsvæsen vil søge retfærdighed ved at sørge for lighed i adgang til sundhedsydelser. Retfærdighed indebærer, at enhver, der søger sundhedshjælp, behandles ens, uafhængigt af betalingsevne, social status, religiøst tilhørsforhold, køn osv.

Forskelsbehandling af patienter må undgås eller begrundes. En måde at begrunde og legitimere forskellig behandling er ved at benytte det formelle lighedsprincip, som siger, at lige tilfælde skal behandles ens. Retfærdighed betyder ikke, at det er personer som sådan, der skal behandles ens, det er i stedet deres behov for sundhedshjælp – fx går en afrevet arm foran en øm ryg.

Et sådant princip om ligebehandling kan begrunde retfærdige prioriteringer i sundhedstjenesten. Retfærdighed kan også knyttes til idealet om barmhjertighed og således give legitimitet til en særlig omsorg for og prioritering af de svageste.

De fire principper kommer ofte i konflikt. Hvis formålet med en handling er godt, er det i en vis grad legitimt for sundhedspersonale at bryde negative pligter, for eksempel ved at amputere en fod som led i livreddende behandling, eller at gennemføre tvangsforanstaltninger for at forhindre selvskade. Det er langt mere omdiskuteret, om det er legitimt for sundhedspersonale at bryde en negativ pligt til ikke at skade ved at udføre aktiv dødshjælp.

• medicinsk etik
• prioritering – medicinsk etik
• patientautonomi
• prioritering i sundhedsvæsenet

• En omfattende fremstilling af de fire principper gives af de amerikanske filosoffer Tom L. Beauchamp og James F. Childress i bogen Principles of Biomedical Ethics. (2019). Oxford University Press, ottende udgave.