Efterstær er uklarheder i den bagerste linsekapsel i et øje, der tidligere er blevet opereret for grå stær eller har fået udskiftet linsen operativt. Efterstær er meget almindelig efter sådanne operationer, især hos yngre mennesker, og kan let behandles med YAG-laser.

Forekomst af efterstær

Mere end én ud af fem af alle, der er blevet opereret for grå stær, vil få generende efterstær og vil have behov for behandling. Behandlingen for efterstær udføres typisk måneder til få år efter, at operationen blev udført.

Årsag til efterstær

Grå stær indebærer, at øjets linse er blevet mere eller mindre uklar. Ved operation for grå stær fjerner man det uklare indhold i linsen, men beholder størstedelen af linsekapslen, der omslutter linsen. Den nye kunstige linse indsættes i denne kapsel gennem en central og ret stor åbning i den forreste del af kapslen.

Selvom man fjerner det meste af linsemassen, vil der altid være tilbageværende linseceller, der deler sig og danner nye linseceller, eventuelt omdanner sig til bindevævsceller. Hvis denne proces bliver betydelig, vil alle disse celler gøre den bageste linsekapsel uklar. Da celledeling foregår langsommere med stigende alder, er der øget risiko for at få efterstær, hvis man er relativt ung.

Symptomer på efterstær

Den uklare linsekapsel medfører, at synet bliver svækket på samme måde som ved grå stær, det vil sige svækket syn på alle afstande, og uden at dette kan forbedres med briller.

Diagnostik

Tilstanden er let at påvise af øjenlægen i en spaltelampe (biomikroskop).

Behandling af efterstær

Behandlingen består i, at øjenlægen spalter den uklare linsekapsel med en YAG-laser. På denne måde skabes der en stor åbning. Behandlingen er overstået på få minutter og medfører ingen smerter. Da øjet dryppes med et lægemiddel for at gøre pupillen større, vil synet være noget uklart i en periode efter operationen.

Prognose

Synet vil normalt blive normaliseret inden for 1–3 dage. Det er sjældent nødvendigt at gentage behandlingen, medmindre personen er meget ung.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig