fuld beskæftigelse

Begrebet fuld beskæftigelse var især i perioden fra 2. Verdenskrig til 1980'erne dels et udbredt politisk krav, dels et fagøkonomisk begreb. Den økonomiske politik i perioden, der var stærkt inspireret af John M. Keynes' tanker, troede, at en aktiv finanspolitik ville kunne sikre fuld beskæftigelse for alle i arbejdsstyrken. I 1970'erne og 1980'erne blev den oprindelige keynesianiske tankegang efterhånden trængt i baggrunden af blandt andet monetarismen. Samtidig blev begrebet fuld beskæftigelse fortrængt af andre begreber. Især begyndte man at skelne mellem konjunkturel og strukturel arbejdsløshed. Kun konjunkturledigheden kan fjernes ved at føre stabiliseringspolitik, eksempelvis via finanspolitikken. Strukturledigheden kan i praksis aldrig blive 0. Denne forståelse har medført, at fuld beskæftigelse efterhånden er blevet opgivet som et realistisk mål for den økonomiske politik. I stedet er det en almindelig ambition i den økonomiske politik at forsøge at stabilisere konjunkturerne, så konjunkturledigheden er tæt på 0. Samtidig kan man ved at føre strukturpolitik, eksempelvis via reformer af arbejdsmarkedet, begrænse strukturledigheden. Da sådanne reformer samtidig vil have andre konsekvenser, der kan opfattes som uheldige, f.eks. fordelingsmæssige, er der dog grænser for, hvor langt det er realistisk at nedbringe den strukturelle arbejdsløshed.

Sommetider ser man udtrykket "fuld beskæftigelse" anvendt i en afsvækket betydning som enten identisk med lav (men dog positiv) ledighed eller identisk med, at beskæftigelsen er på sit strukturelle niveau, altså at konjunkturledigheden er på 0 %.

• arbejdsmarked
• arbejdsløshed
• strukturarbejdsløshed
• konjunkturarbejdsløshed