kromosomanalyser

Før mikroskopi af kromosomer tilsættes cellerne i laboratoriet et stof, der stimulerer celledelingen. Efter nogle dages vækst tilsættes et stof, der får celledelingen til at stoppe op i en fase, hvor kromosomerne er tydelige. Efter behandling svulmer cellekernerne op og sprækker. Kromosomerne, som normalt befinder sig inde i cellekernen, spreder sig da ud over et objektglas og kan farves med forskellige teknikker.

Det mest almindelige er at fremstille et båndmønster, der tillader identifikation af de enkelte kromosomer eller dele af disse. Kromosomerne sorteres og nummereres efter faldende størrelse og midtstykkets (centromerets) placering. Kromosom 1 er det største, og kromosom 21 er det mindste. Undersøgelsen viser mikroskopisk karyotype (kromosomsæt).

In situ-hybridisering er en metode til at påvise en bestemt DNA-sekvens. Til dette bruges der en "målsøgende raket" (DNA-probe), hvor "raketten" fæstner sig til en DNA-bid af modsat opbygning på et bestemt sted på et bestemt kromosom.

En variant af in situ-hybridisering er fluorescerende in situ-hybridisering (FISH). Med denne metode lades et fluorescerende farvestof binde sig til der, hvor "raketten" har fæstnet sig. Dette vil få området til at lyse op og dermed indikere, at binding af DNA har fundet sted. Det kan dermed ses, at en del af kromosomet mangler, ved at den lysende prik mangler. FISH bruges fx til at påvise manglende dele af farens eller morens kromosomer, når det vides, hvilken forandring der skal ledes efter.

Den kromosomanalyse, der er mest i brug i dag, kaldes array comparative genome hybridisation (aCGH). Når denne undersøgelse skal udføres, tages der udgangspunkt i DNA fra personen, der undersøges. Et måleinstrument bestemmer, om prøven indeholder den rette mængde DNA fra alle kromosomerne. Er der for lidt DNA, kan personen have en deletion (tab af genetisk materiale), og er der for meget DNA, kan personen have en duplikation (tilføjelse af genetisk materiale).

Metodens svaghed er, at den ikke kan afsløre, om DNA blot har byttet plads på to eller flere kromosomer (balanceret translokation). Dette kan undersøges i mikroskop. Balancerede translokationer fører ikke til sygdom hos personen selv, men kan give udviklingsafvigelser hos personens børn. Brudstederne i en balanceret translokation kan dog ødelægge et eller flere gener i området og føre til sygdom. Resultatet af en DNA-baseret kromosomanalyse kaldes ofte en molekylær karyotype.

Helgenomsekventering er først og fremmest udviklet til at undersøge rækkefølgen af byggesten (nukleotider) i DNA, som viser sygdomsvarianter i generne, ikke til at undersøge kromosomer. Alligevel kan helgenomsekventering i stigende grad også påvise kromosomtab og -tilføjelser. Helgenomsekventering bruges i stigende grad som førstevalg for både gen- og kromosomundersøgelser. Helexomsekventering egner sig derimod ikke til at påvise kromosomforandringer, da metoden kun viser rækkefølgen af nukleotider i den kodende del af DNA (eksomet), som udgør en meget lille del af kromosomerne.