mavesækkræft

I Danmark er sygdommen relativt sjælden. I 2021 blev 224 personer diagnosticeret med kræft i mavesækken i Danmark, hvoraf ca. 30 procent blev opereret. Medianalderen på diagnosetidspunktet er ca. 70 år. Mænd rammes oftere end kvinder af sygdommen.

Der er flere faktorer, som har betydning for udvikling af mavesækkræft. Infektion med bakterien Helicobacter pylori, der kan medføre kronisk mavekatar og mavesår, har en væsentlig betydning i udviklingen af kræft i mavesækken. Det er uvist, hvordan infektionen fører til kræft, men det er muligt, at mavesækkræft kan forebygges ved at behandle infektion med Helicobacter pylori tidligt. Derudover øger et stort forbrug af saltede og røgede fødemidler risikoen for at udvikle kræft i mavesækken.

I sjældne tilfælde er mavesækkræft genetisk betinget. Det hyppigste arvelige cancersyndrom, der medfører betydelig øget risiko for kræft i mavesækken, er hereditær diffus ventrikelcancer, hvor man hos 40 % kan påvise mutationer i et tumorsupressor gen, der koder for proteinet E-Cadherin. Personer med denne arvelige gendefekt udvikler ofte kræft i 30-40-årsalderen og har en livstidsrisiko for at udvikle mavesækkræft på 30-40 procent.

Indtil 1940'erne var mavesækkræft den hyppigste kræftform. Siden er der i den vestlige verden sket et opsigtsvækkende fald i forekomsten af sygdommen, mens den stadig er almindelig i bl.a. Japan, Kina, Rusland og Costa Rica. Inden for nærtliggende geografiske områder er der dog store forskelle i hyppigheden, og der er fx påvist en 14 gange større forekomst i én provins i Kina end i en anden. På trods af den øgede risiko for mavesækkræft ved infektion med bakterien Helicobacter pylori, kan de store geografiske forskelle i forekomsten ikke alene forklares med denne bakterie.

Symptomerne ved mavesækkræft er smerter øverst i maven (epigastriet), kvalme, nedsat appetit og opkastninger. Symptomerne kan minde om symptomerne ved mavesår, og derfor udføres en gastroskopi, hvis medicinsk behandling af et formodet mavesår ikke fører til bedring. Mavesækkræft kan derudover være årsag til kronisk blodmangel (anæmi), blodig opkast (hæmatemese) eller blod i afføringen (melæna). Ved fremskreden sygdom er der typisk også vægttab, træthed og symptomer fra spredning af kræften (metastaser). I sjældne tilfælde opdages sygdommen ved påvisning af Virchows glandel eller metastase i æggestokken (Krukenberg tumor).

Svulsten udgår langt oftest fra maveslimhindens kirtelceller og kategoriseres derfor som et adenokarcinom. Kræftcellerne spreder sig ofte i store dele af mavesækken, hvilket betegnes som diffust spredende signetringscellekarcinom (linitis plastica). Sygdommen kan derudover sprede sig (metastasere) til de nærliggende lymfeknuder og til organer, fx leveren, lungerne, æggestokkene eller knoglerne. Kræften kan også spredes til bughinden i form af karcinose, hvilket kan føre til ophobning af væske i bughulen (ascites).

Mavesækkræft påvises ved kikkertundersøgelse af maven (gastroskopi), hvor der ses forandringer i slimhinden, og der udtages en vævsprøve (biopsi) til mikroskopisk undersøgelse. For at undersøge om sygdommen kan opereres anvendes en kombineret PET- og CT-scanning samt laparoskopi, som er en kikkertundersøgelse af bughulen.

I sjældne tilfælde hvor der er en lille svulst (T1) uden spredning, kan kræften behandles ved en kikkertoperation.

Større svulster, som ikke er vokset ind i kritiske dele af kroppen, eller ikke har spredt sig til andet end lokale lymfeknuder, behandles med en kombination af onkologisk behandling og operation. Den onkologiske behandling består af kemoterapi og evt. immunterapi, som gives før og efter operationen (perioperativ behandling). Ved operationen fjernes oftest hele mavesækken, og tyndtarmen sys sammen med spiserøret.

Ca. 70 procent af tilfældene af kræft i mavesækken er så udbredte på diagnosetidspunktet, at kræften er uhelbredelig. I disse tilfælde kan der gives levetidsforlængende behandling, som samtidig lindrer symptomer (palliativ behandling). Disse behandlinger er indenfor de senere år blevet mere effektive og individualiserede.

Patienter med T1-sygdom uden spredning har en særdeles god prognose efter kikkertoperation. Hvis kræften er mere udbredt, men kan opereres og behandles med perioperativ kemoterapi, helbredes omkring 50 procent. Patienter, som behandles med lindrende kemoterapi har overordnet set en dårlig prognose med en median overlevelse på omkring 1 år. Overlevelsen er 3-6 måneder bedre hos de patienter, som også kan behandles med immunterapi eller andre nyudviklede lægemidler, så prognosen forventes at blive bedre i fremtiden.

• kræft
• Virchows glandel
• linitis plastica

• Mavesækkræft, Patienthåndbogen