prostatakræft

Mange har desuden tidlige stadier af sygdommen, uden at den nogensinde giver symptomer eller bliver diagnosticeret. Fra obduktionsstudier vides således, at der hos op mod 50 % af 60-årige og 75 % af 75-årige mænd kan påvises symptomfrie tilfælde af sygdommen. Samtidig er prostatakræft den næst hyppigste kræftdødsårsag blandt mænd, hvilke understreger de meget forskelligartede forløb sygdommen kan have.

En hovedårsag til den stærkt øgede diagnosticering af sygdommen over de sidste 35 år er opdagelsen af blodprøvemarkøren PSA, som oftest vil være forhøjet, hvis sygdommen er tilstede. Markøren er dog ikke specifik for kræftsygdommen og vil også være forhøjet ved godartet forstørrelse af prostata, ved infektionstilstande i urinvejene og ved dårlig blæretømning. Da der således er et stort overlap mellem PSA-niveauet ved tidlige stadier af prostatakræft og godartede tilstande, anbefales undersøgelse af raske, symptomfrie personer (screening) ikke, da studier har vist, at det vil medføre uacceptabel høj overdiagnosticering og overbehandling af klinisk ubetydelige sygdomstilfælde.

Forløbet af kræftsygdommen er meget forskellig fra person til person. Personens alder på sygdommens debuttidspunkt er af betydning for forløbet, idet tidligt debuterende sygdom er forbundet med større risiko for et aggressivt forløb.

Som hjælp til at forudse forløbet måles PSA-niveauet anvendes, og derudover anvendes et system kaldet Gleasons graderingssystem, som som viser graden af aggressivitet. Til systemet anvendes undersøgelser af kræftcellerne og deres vækstmønster, hvilket giver en værdi, som typisk er mellem 5 og 10. Systemet kan bidrage til at forudsige risiko for udbredt vækst og spredning.

Spredning af prostatakræft kan ske dels ved, at svulsten vokser ind i det omgivende væv, og dels ved at kræftceller føres med blodet og lymfesystemet til andre dele af kroppen. Når svulsten har brudt gennem prostatas bindevævskapsel, kan den vokse videre ind i urinblæren, sædblærerne, endetarmen eller i bækkenet. Kræftcellerne kan, som metastaser, sprede sig via lymfestrømmen til lymfeknuderne i bækkenet og senere op langs de store blodkar på bughulens bagside. Spredning via blodstrømmen sker først og fremmest til skelettet, oftest rygsøjlen, bækkenet og ribbenene.

Ved mere end minimal spredning af sygdommen udenfor prostata er helbredende behandling ikke mulig, og behandlingen i sådanne tilfælde vil sigte mod at holde sygdommen i ro så læge som muligt.

Behandling af prostatakræft som ikke har spredt sig med metastaser (kaldet lokaliseret protatakræft eller lokalavanceret prostatakræft) vil oftest være med det formål at helbrede sygdommen. Behandlingen består af enten kirurgi eller strålebehandling, eventuelt kombineret med medicinsk behandling. Disse to behandlingsformer vurderes ligeværdige i forhold til helbredelseschancer og overlevelse.

Hvis kræftknuden er begrænset til prostata, kan såkaldt radikal kirurgi være aktuelt. Ved radikal kirurgi fjernes hele prostata, og urinblæren bliver syet direkte til urinrøret. Hvis der er stor sandsynlighed for, at kræften kan sprede sig, kan der være indikation for samtidigt at fjerne relevante lymfeknuder i bækkenet. Indgrebet udføres efterhånden langt overvejende med robotassisteret kirurgi i Danmark.

Bivirkninger efter kirurgi omfatter typisk urininkontinens og impotens. Disse bivirkninger er kraftigt reduceret ved robotassisteret kirurgi i forhold til åben kirurgi. Især problematikken med urinlækage er betydeligt forbedret. Ved begrænset sygdomsudbredning kan nogle personer tilbydes nerveskånende kirurgi, som mindsker risikoen for tab af rejsningsevne.

Ekstern strålebehandling kan ofte helbrede kræftsygdommen, både når sygdommen er begrænset til prostatakirtlen, og når kræften er brudt gennem kapslen og vokser ind i vævet omkring. Behandlingen anvendes også, når der er mistanke om begrænset spredning til lymfeknuder i bækkenet. Hvis der er høj risiko for, at sygdommen kan sprede sig, så kombineres strålebehandlingen med hormonblokerende behandling (medicinsk kastration) i tiden før, under og op til 2,5 år efter strålebehandlingen.

Moderne behandlingsapparatur og -teknik gør, at komplikationerne ved behandlingen er beskedne. En del personer har i kortere eller længere tid gener fra endetarmen i form af tendens til diarré og afgang af slim og blødning. Mange har desuden hyppig og irriteret vandladning. Enkelte personer oplever vedvarende ændringer i afførings- og vandladningsmønstret, også år efter strålebehandlingen. Blødning fra urinvejene og forsnævringer i urinrøret kan også ses som senvirkninger af bestrålingen.

Enkelte patienter tilbydes indvendig strålebehandling, kaldet brachy-terapi, som led i behandlingen af prostatakræft. Denne behandling har færre akutte og sene bivirkninger.

En del patienter diagnosticeres med prostatakræft, hvor der ud fra udbredning og vækstmønster vurderes, at risikoen for spredning og behandlingskrævende sygdom er beskeden. Sådanne patienter tilbydes aktiv overvågning (active surveillance). Aktiv overvågning indebærer regelmæssige PSA-målinger, samt MR-undersøgelser og nye biopsier ved tegn på øget aktivitet i kræftsygdommen.

Den normale prostatakirtel er afhængig af mandlige kønshormoner (androgener) for sin vækst og funktion. Langt de fleste tilfælde af prostatakræft er i udgangspunktet også afhængige af tilstedeværelse af androgener, hvilket vil sige, at kræftcellerne har brug for androgener for at vokse og spredes. Sygdomsudviklingen vil derfor standse eller gå tilbage, hvis produktionen af de mandlige kønshormoner enten fjernes eller virkningen af dem blokeres.

Fjernelse af testosteron kan principielt ske på to måder: Dels kan begge testikler fjernes, hvorved indholdet af testosteron i blodet falder drastisk i løbet af meget kort tid. Det mere almindeligt anvendte alternativ er at hæmme produktionen af testosteron i testiklerne med lægemidler. Med tiden vil de mindst hormonafhængegige kræftceller komme til at dominere sygdommen, som derfor opnår modstandsdygtighed overfor behandlingen, hvilket kaldes kastrationsrefraktær prostatakræft (CRPC). Der udvikles dog til stadighed nye lægemidler, som forsøger at omgå denne modstandsdygtighed.

Medicinsk eller kirurgisk kastration giver en del bivirkninger. Mange får hedeture. Impotens og nedsat libido forekommer hos næsten alle. Derudover er nedsat muskelmasse, træthed og nedtrykthed ligeledes ikke sjældne bivirkninger. Behandling til forebyggelse af knogleafkalkning vil typisk blive tilbudt.

Kemoterapi kan anvendes ved udbredt prostatakræft. Undersøgelser har vist, at behandling med kemoterapi sammen med hormonblokerende behandling tidligt i behandlingsforløbet, kan forlænge virkningen af hormonblokeringen hos patienter med udbredt metastatisk sygdom og dermed udsætte tidspunktet for det kastrationsrefraktære stadie. Hos patienter med mere begrænset spredning har strålebehandling mod prostatakirtlen vist sig at have en tilsvarende effekt.

Når sygdommen når det kastrationsrefraktære stadie, er kemoterapi behandlingstilbuddet for mange patienter, ligesom der løbende udvikles nye målrettede behandlinger af sygdommen.