Sogdisk er et iransk sprog, der i perioden ca. 300-900 e.v.t. blev anvendt i den centralasiatiske civilisation Sogdiana og i Kinesisk Turkestan. Både talt og skrevet sogdisk blev desuden brugt som handelssprog langs Silkevejen østpå helt til Kina, og det var stort set ved hjælp af sogdisk, at nye religioner fra Syd- og Vestasien blev indført til Kina: fx buddhismen fra Indien og manikæismen fra Den Persiske Golf.

Sogdisk tilhører gruppen af nordøstiranske sprog inden for iransk. Ligesom et andet østmiddeliransk sprog, khotanesisk, har sogdisk bevaret det komplekse morfologiske system fra den oldiranske periode.

Tekster på sogdisk

Sogdisk blev skrevet med en variant af det aramæiske alfabet. De ældste tekster, som er fra 300- og 400-tallet, er især af administrativ art, mens de senere tekster, der bl.a. er skrevet af de fra Sogdiana fordrevne "diaspora-sogder", er rent religiøse, især buddhistiske, kristne og manikæiske. Et af religionsstifteren Manis skrifter, Kæmpernes bog, er bevaret i form af fragmenter på sogdisk foruden middelpersisk og olduighurisk. Om det oldsogdiske sprog foreligger kun få vidnesbyrd.

Sogdisk blev trængt tilbage af islam

Mens sogderne selv oprindelig praktiserede zarathustrismen, manikæismen, buddhismen og i mindre grad østkirken fra Vestasien, begyndte den gradvise konvertering til islam blandt sogderne og deres efterkommere med den muslimske erobring af Transoxanien i 700-tallet. Den sogdiske konvertering til islam var stort set fuldstændig ved afslutningen af det samanidiske imperium i 999, hvilket faldt sammen med det sogdiske sprogs tilbagegang, da det i vid udstrækning blev erstattet af nypersisk.

Sogdisk uddøde dog ikke: Det nyiranske sprog yaghnobi, der tales i Tadsjikistan, er dets moderne efterkommer.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig