Thøger Thøgersen

Thøger Thøgersen, Thøger Ingvard Marius Thøgersen, 24.2.1885-9.12.1947, agitator. Født i Viborg, død i Kbh. T. voksede op i et bevidst socialdemokratisk arbejderhjem i Viborg, blev udlært som sadelmager i hjembyen og rejste som ung svend til Kbh. Allerede 1902 var han blevet formand for den socialdemokratiske ungdomsforening i Viborg, men straks efter den første verdenskrigs udbrud blev han presset ud af socialdemokratiet pga. sin kritik af partiets støtte til de militære bevillinger. Efter en tid at have arbejdet ved sit fag i Tyskland tilsluttede T. sig efter sin hjemkomst militærnægterbevægelsen og den nærmest syndikalistiske Fagoppositionens sammenslutning. Begge steder blev han meget fremtrædende som agitator og folketaler. Offentlighedens og myndighedernes opmærksomhed samledes hurtigt om ham, og det resulterede i en række domme og fængselsophold. 1918 stiftede han sammen med bl.a. Marie Nielsen socialistisk arbejderparti der s.å. uden held opstilide til folketingsvalget i Kbh. Partiet gik senere op i Danmarks venstresocialistiske parti der under dette navn deltog i folketingsvalgene 1920, men derefter efter krav fra kommunistisk internationale tog navnet Danmarks kommunistiske parti. T. var gennem 1920erne stærkt engageret i fraktionskampene i DKP, og efter at han 1927–29 havde været partiets formand blev han ekskluderet 1931. Derpå blev han sendt til Moskva hvor han fik sit medlemskort tilbage mod løfte om ikke at blande sig i det danske partis forhold. Efter sin hjemkomst 1936 gik han påny ind i partiarbejdet og blev medlem af centralkomiteen og medarbejder ved Arbejderbladet. Hans nære kontakt med Richard Jensen medførte at han blev arresteret sammen med denne i sagen om bombeattentatet mod de spanske trawlere i Frederikshavn 1938, og da han først blev frifundet i juli 1941 blev han ikke løsladt, men overført til internering som kommunist. De følgende to år tilbragte T. dels i Vestre fængsel, dels i Horserødlejren hvor han som en af de mere besindige, vel pga. sin fængselsrutine, kom i modsætning til de yngre partifæller der også isolerede ham efter partiparole som følge af at han påny var blevet ekskluderet af DKP, nu motiveret med hans venskab med de dømte bombemamd. Fra efteråret 1943 til krigens slutning var han i Stutthof, og dette gav hans helbred et varigt knæk, så han døde allerede 1947. Han blev efter krigen genoptaget i DKP, men forholdt sig helt tavs i den offentlige debat. T. var en af de største talerbegavelser inden for den revolutionære venstrefløj. Hans udtryksform var voldsom og malerisk, men med en afvæbnende humor der medførte at voldsomheden ikke trættede. Udadtil gav han aldrig udtryk for kritik mod partiet, kommunistisk internationale eller Sovjetunionen, skønt hans nærmeste ikke var i tvivl om, at han havde stærke forbehold mod den ensretning der prægede navnlig den stalinske epoke. Han fik ingen varig betydning, men hans venners udsagn vidner om en varm personlighed der var omstridt, men også genstand for megen hengivenhed.