Odense Universitetshospital er et af landets største sygehuse. Ud over hospitalet i Odense består det af enhederne i Svendborg, Nyborg og Ærøskøbing. Siden 2007 har Odense Universitetshospital hørt under Region Syddanmark, hvor det er det største hospital. Langt de fleste patienter behandles i Odense. OUH bruges som betegnelse for det samlede hospital. OUH Odense Universitetshospital omfatter således alene aktiviteterne i Odense, mens fx sygehuset i Svendborg omtales som OUH Svendborg Sygehus.

Faktaboks

Også kendt som

OUH

Odense Universitetshospitals historie

Hospitalet i Odense kan føre sin historie tilbage til stiftelsen af Gråbrødre Hospital i 1539. Odense Amts og Bys Sygehus på Søndre Boulevard i Odense åbnede i 1912 med 224 senge. Flere af de oprindelige bygninger, tegnet af arkitekt Gunnar Laage (1876-1948), anvendes stadig, men mange udvidelser har siden bragt antallet af senge op på 1350.

I 1952 vandt arkitekterne Kay Boeck-Hansen (1920-92) og Jørgen Stærmose fra Odense en skandinavisk arkitektkonkurrence og forestod derefter opførelsen af en sengebygning på 13 etager og en lav behandlingsbygning. Efter oprettelsen af Odense Universitet (nu Syddansk Universitet) har sygehuset varetaget den kliniske undervisning ved det lægevidenskabelige fakultet. I forbindelse med kommunalreformen i 1970 fik det navnet Odense Sygehus, og fra 1994 har det heddet Odense Universitetshospital.

Hospitalets opgaver

OUH er et af landets største hospitaler og havde 1.046 normerede senge i 2020, som var reduceret til 809 i 2025. I 2024 var der samtidig omkring 852.000 ambulante besøg. Heraf var ca. 115.000 akutte ambulante besøg, typisk besøg på akutmodtagelsen, som den tidligere skadestue er omdøbt til. Hospitalet i Odense har sammen med Svendborg Sygehus 54 kliniske afdelinger og dermed mulighed for at behandle langt de fleste sygdomme.

Med i alt 16 landsfunktioner (behandlinger der kun foretages på 1-2 hospitaler i hele landet) modtager hospitalet patienter fra hele landet. Den mest kendte landsfunktion er påsyning af afrevne lemmer, typisk en arm eller hånd, der er revet af i forbindelse med en ulykke. Faldet i antal senge skyldes udviklingen med meget kortere liggetider for patienterne og deraf manglende behov for sengepladser. En udvikling, der har været til gavn for både patienter og økonomi.

Antal medarbejdere på OUH

Til at behandle patienterne samt til at drive undervisning og forskning var der 9327 årsværk, opgjort pr. april 2025, heraf 7.775 i Odense. Tallet dækkede over i alt 10.978 ansatte, heraf 9.164 i Odense. Budgettet udgjorde 8,5 mia. kr., og Odense Universitetshospital er således den største arbejdsplads på en samlet lokalitet på Fyn. Blandt personalegrupperne udgjorde i april 2025; sygeplejersker 3.469, læger 1.968 og stab og service medarbejdere 408. Den største gruppe af administrative medarbejdere udgjorde lægesekretærer 1184.

Forskning og undervisning

Der var i april 2025 over 135 professorer og et lignende antal forskningslektorer og postdoc'er til at varetage forskningen og en del af undervisningen af medicinstuderende. Der er ansat 259 Ph.d. studerende. OUH er anerkendt for sit samarbejde med private virksomheder med henblik på at udvikle nye behandlinger. Det gælder ikke mindst inden for robotteknologi. Der er 23 forskellige uddannelser på hospitalet og omkring 2500 studerende inden for alle aspekter af sundhedsvæsenet.

Nyt Odense Universitetshospital

Byggeriet af nyt OUH i Odense, fotograferet i marts 2023.
Nyt Odense Universitetshospital
Af /Ritzau Scanpix.

Et nyt OUH er under opførelse. Historien om Nyt OUH er præget af forsinkelser, vandskade, konflikter og budgetoverskridelser. Selve processen med at få bygget det nye hospital blev påbegyndt i 2007, og byggestart var i 2018. Planen var, at det skulle stå færdigt i 2023 og koste 6,3 mia. kr. samt yderligere 0,6 mia. kr. til en psykiatrisk afdeling, som bygges lige ved siden af. Der er pr. 2025 planlagt 912 senge, hvoraf omkring 140 går til psykiatriske patienter. Der bliver således færre senge end på det gamle OUH.

Hospitalet bliver bygget tæt på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet i en såkaldt vidensakse. Byggeriet er et led i moderniseringen af landets hospitaler i form af de såkaldte kvalitetsfondsbyggerier, der delvis finansieres af staten og populært er omtalt som supersygehuse. Pr. 2025 er det planlagt, at de første patienter flytter ind ultimo 2027, og prisen er steget til ca. 9 mia. kroner.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig