Grønlandsekspeditioner

Grønland er beboet af inuit, som af flere omgange er indvandret fra Canada via det forholdsvis smalle Nares Stræde nord for Thule. De første europæere kom fra Island til det allersydligste Grønland i 980'erne, og i den efterfølgende tid var der relativt stor kontakt mellem nordboer i Island og de indvandrede nordboer i Grønland. Beretninger fra den tid melder om to hovedbosættelser i det sydlige Grønland: Vesterbygden og Østerbygden. Imidlertid ophørte kontakten mellem Grønland og Island/Skandinavien i løbet af 1300- og 1400-tallet, og siden er der – på trods af flere ekspeditioner med det formål at finde nordboerne – ikke truffet levende nordboer i Grønland.

I Danmark var der markant interesse for at få genoprettet kontakten til nordboerne i Grønland og dermed samtidig få markeret dansk tilstedeværelse og danske rettigheder i Arktis. I 1472/73 blev Didrik Pining og Hans Pothorst udsendt af Christian 1. med netop dette formål. Dog lykkedes det dem ikke at komme i land i Grønland, men måske nåede de til Newfoundland. Flere planlagte ekspeditioner det følgende århundrede blev opgivet; dog sendte Frederik 2. i 1579 englænderen Jacob Allday og i 1581 færingen Mogens Heinesen ud for at finde nordboerne, men de blev standset af storisen uden at nå Grønlands kyst.

Den nye sømagt, England, havde helt andre motiver til besejling af området i 1500-tallet, nemlig at finde en søvej til Asien nord om Amerika: Nordvestpassagen. På et togt i 1576 gik Martin Frobisher i land på Baffin Island og måske også i det sydligste Grønland, og 1585-1587 foretog hans landsmand John Davis tre rejser og nåede langs Grønlands vestkyst helt frem til Upernavik.

Christian 4. udsendte både i 1605 og 1606 ekspeditioner til Grønland. Den første ekspedition var under ledelse af den engelske kaptajn John Cunningham og navigatøren James Hall, hvor bl.a. også danskeren Godske Lindenov (død i 1612) deltog. Den anden ekspedition blev ledt af Godske Lindenov, og i forbindelse med begge ekspeditioner bragte Lindenov grønlændere med tilbage til København (dette blev senere forbudt). Dermed var Grønland officielt fra dansk side blevet genopdaget.

I 1616 nåede englænderen William Baffin hele vejen op langs Grønlands vestkyst til Smith Sund nord for Thule. I denne periode var der også engelske og hollandske hvalfangere, som var begyndt at drive fangst langs Grønlands vestkyst, hvor de undertiden var i kontakt med inuit-befolkningen.

Under ledelse af Jens Munk udsendte Christian 4. i 1619 tre skibe for at finde Nordvestpassagen – uden at det lykkedes for dem.

I 1721 ankom præsten Hans Egede til Vestgrønland. Hans ærinde var at finde efterkommere af nordboerne og forkynde det kristne (lutherske) budskab til dem. Egede fandt resterne af Vesterbygden, men ingen nordboer, og derfor indledte han missionsvirksomhed overfor inuit-befolkningen.

I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet udsendtes de første ekspeditioner med egentligt naturvidenskabeligt fokus til Grønland, herunder zoologi og etnografi ved Otto Fabricius i 1768-1773, mineralogi ved K.L. Giesecke i 1806-1813 og plante- og dyreliv samt hvalfangst ved C.P. Holbøll (1795-1856) i 1822-1824. I 1818 nåede John Ross op til Thule og fik som den første kontakt med inughuit (dengang kaldet polareskimoer).

I de følgende årtier blev stadig flere naturvidenskabelige ekspeditioner udsendt, så næsten hele Grønlands vestkyst var kendt og blevet kortlagt inden år 1900. Dog manglede det meste af kyststrækningen fra Upernavik til Thule (Melville Bugten), fordi den næsten er ubeboet, og fordi indlandsisen på flere strækninger når helt ud til havet. Melville Bugten blev berejst af Den Litterære Ekspedition i 1902-1904 under ledelse af Ludvig Mylius-Erichsen, hvor der samtidig blev knyttet forbindelse mellem inughuit i Thule-området og inuit-befolkningen i Vestgrønland.

Der var to årsager til den danske interesse for Grønlands østkyst. For det første var der ønsket om at finde Østerbygden. Ifølge beretningerne havde nordboerne to overordnede bosteder, og Vesterbygden havde man fundet i området, hvor det nuværende Nuuk ligger. Østerbygden havde man ikke fundet, men som navnet siger, var der grund til at forvente, at den lå på Grønlands østkyst – og måske var der fortsat levende nordboer. Den anden grund til den danske interesse for Grønlands østkyst var datidens generelle ønske om at udforske verden, at fjerne ”hvide pletter” på landkortet og måske gøre værdifulde opdagelser i hidtil ukendt land.

Allerede i 1723 organiserede Hans Egede en ekspedition med henblik på at nå sydom Kap Farvel til Grønlands østkyst og dér finde Østerbygden; men han nåede ikke længere end til Nanortalik. I 1729 forsøgte Claus Enevold Paars og i 1751 Lars Dalager at finde Østerbygden ved at rejse over indlandsisen; men i begge tilfælde måtte forsøgene opgives, fordi indlandsisen kun meget vanskeligt lader sig passere. I 1751 lykkedes det Peder Olsen Walløe med en bådekspedition at runde Kap Farvel; men på grund af isforholdene på Grønlands østkyst måtte han returnere gennem Prins Christians Sund og vende tilbage. Og i 1783 nåede Anders Olsen forbi Kap Farvel og omkring 150 kilometer op langs østkysten, men også han måtte vende om på grund af isen.

Det var enkelte gange lykkedes ikke-danskere at nå ind til Grønlands østkyst betydeligt længere nordpå. Volquard Boon (1734-1800) fra Sydslesvig nåede i 1761 ind til Grønlands østkyst og et stykke ind i det store fjordsystem, der senere er navngivet Scoresby Sund Fjorden. I 1822 fandt den britiske hvalfanger, William Scoresby, den samme fjord, og året efter trængte Douglas Charles Clavering og Edward Sabine ind til kysten lidt længere nordpå, og på Clavering Ø mødte de – som de første og eneste – en lille gruppe inuit, der tilhørte en befolkning, som senere er uddød. Få år efter, i 1833, nåede den franske søofficer Jules de Blosseville formodentlig ind til Grønlands østkyst, hvor han bl.a. forsøgte at kortlægge med skibet Lilloise. Ekspeditionen forliste, og hverken skib eller deltagere er efterfølgende blevet fundet; men ekspeditionslederen har lagt navn til Blosseville Kyst syd for Scoresby Sund Fjordens udmunding.

Under ledelse af Karl Koldewey blev 2. Tyske Nordpolsekspedition gennemført i 1869-1870, hvor man med skibet Germania besejlede og fik kortlagt det meste af Kejser Franz Joseph Fjord og Dove Bugt. Svenskeren Alfred Nathorst nåede i 1899 ind til Koldeweys vinterhavn på Lille Pendulum Ø og rejste derfra mod syd til Clavering Ø og fortsatte til den store Kong Oscar Fjord og tilstødende fjordarme, som han fik kortlagt.

Men det var først i forbindelse med Gustav Holms og Vilhelm Gardes Konebaads-Expedition i 1883-1885, det endeligt kunne konstateres, at nordboernes Østerbygd aldrig havde været beliggende på Grønlands østkyst. En anden vigtig opdagelse var, at ekspeditionen fik kontakt med inuit-befolkningen i og omkring Tasiilaq (Ammassalik). Den svært tilgængelige Blosseville Kyst mellem Tasiilaq (Ammassalik) og Scoresby Sund blev kortlagt af G.C. Amdrup og Ejnar Mikkelsen i 1898-1900 som et led i Carlsbergfondets Expedition til Østgrønland. Carl Ryder undersøgte i 1891-1892 hele Scoresby Sund Fjorden, og i 1906-1908 satte Danmark-Ekspeditionen kronen på værket ved at berejse og kortlægge det sidste nordøstlige hjørne af Grønland. Med 28 deltagere var det Danmarks hidtil største Grønlandsekspedition, og den kostede ekspeditionslederen Ludvig Mylius-Erichsen og to af deltagerne, N.P. Høeg Hagen og Jørgen Brønlund, livet.

Som ovenfor nævnt nåede Baffin i 1616 op til Smith Sund nord for Thule, og i 1818 kom Ross til Thule-området og fik kontakt med inughuit. Men først i 1855 lykkedes det E.K. Kane at udforske og kortlægge den sydligste del af strædet mellem Grønlands nordligste kyst og Ellesmere Island på den canadiske side af strædet. I 1860 nåede Isaac I. Hayes (1832-1881) yderligere længere nordpå i strædet, og i 1871 lykkedes det C.F. Hall at nå helt frem til Polhavet. I 1875-1876 ledede G. Nares (1831-1915) en ekspedition, som sejlede ud i Polhavet og overvintrede ud for Ellesmere Islands nordlige kyst. Herfra berejste ekspeditionen Grønlands nordlige kyst frem til Peary Land, og man gjorde forsøg på at nå til Nordpolen. Nares har lagt navn til strædet mellem Grønland og Canada: Nares Strædet.

I første halvdel af 1890-erne gennemførte amerikaneren Robert E. Peary to ekspeditioner i det allernordligste Grønland fra Thule-området til områderne syd for Peary Land. Peary mente at kunne konstatere, at selve Peary Land var omgivet af vand og dermed en selvstændig ø, adskilt fra Grønland. Med Danmark-Ekspeditionen 1906-1908 lykkedes det Ludvig Mylius-Erichsen at dokumentere, at Peary Land ikke er en ø, men landfast med selve Grønland. Men Mylius-Erichsen døde undervejs, så det blev først to efterfølgende ekspeditioner, der kunne informere verden om dette resultat: Alabama-Ekspeditionen under ledelse af Ejnar Mikkelsen i 1909-1912 og 1. Thule Ekspedition under ledelse af Knud Rasmussen i 1909. Denne information var vigtig, fordi USA med rette kunne gøre krav på Peary Land, hvis det var en selvstændig ø, fordi amerikaneren R.E. Peary var den første, der havde sat sin fod på stedet.

Med Lauge Kochs Jubilæumsekspeditionen i 1920-1923 blev det nordligste Grønlands kyststrækning for første gang kortlagt og geologisk udforsket. Dette arbejde fulgte Koch op på i de følgende årtier med utallige ekspeditioner til de grønlandske kystområder fra Thule i nordvest til Scoresbysund (Ittoqqortoormiit) i øst.

Som ovenfor nævnt blev de første kendte forsøg på at krydse indlandsisen gjort i 1729 og 1751. Men der skulle gå yderligere næsten 150 år, før Fridtjof Nansen som den første i 1888-1889 gik over indlandsisen fra Tasiilaq i øst til Godthåbsfjorden (Nuuk) i vest. I sine forsøg på at udforske og kortlægge det nordligste Grønland arrangerede Robert Peary ekspeditioner fra Thule til Peary Land i 1890'erne. Og omkring 1912 var der ikke mindre end tre ekspeditioner, der krydsede Grønlands indlandsis: Alfred de Quervain fra Disko Bugten til Tasiilaq, Knud Rasmussen fra Thule til Nordøstgrønland og J.P. Koch fra Mørkefjorden på Grønlands nordøstkyst til Upernavik. Med disse ekspeditioner blev det klart, at hele det centrale Grønland er dækket af en permanent iskappe.