Østerbroundersøgelsen er en befolkningsundersøgelse, der er foregået i flere faser siden 1976 som et tilbud til et repræsentativt udsnit af personer bosat på Østerbro.

Faktaboks

Også kendt som

Herlev/Østerbroundersøgelsen, Copenhagen City Heart Study (engelsk)

Østerbroundersøgelsen havde udgangspunkt i hjerte- og karsygdomme, men med tiden er undersøgelserne udvidet til også at omfatte mange andre sygdomme, bl.a. kræft, lungelidelser, øjensygdomme, gigtlidelser, demens og mange andre. Østerbroundersøgelse har bidraget med viden om sygdommenes hyppighed, alvorlighed og årsager, og dermed også om mulighederne for befolkningsbaseret forebyggelse.

Der er publiceret et større antal meget citerede videnskabelige artikler om undersøgelsernes resultater. Ved udgangen af 2024 var der publiceret 1330 videnskabelige artikler, 96 ph.d.-afhandlinger og 27 doktordisputatser.

Baggrund for Østerbroundersøgelsen

I årene efter 2. Verdenskrig skete der en meget stor forøgelse af antallet af personer der døde af hjerte- og karsygdom, især blodprop i hjertet (akut myokardieinfarkt, AMI), en udvikling der også fandt sted i de fleste andre lande i den vestlige verden. Der var ingen sikker viden om årsagerne til AMI, og der var ingen effektiv behandling. Omkring hver fjerde person, der fik et AMI, døde under hospitalsindlæggelsen. På denne baggrund iværksatte blandt andre Verdenssundhedsorganisationen (WHO) flere befolkningsundersøgelser forskellige steder i verden for at afklare årsagerne til AMI, måle risikofaktorer for sygdommen, samt observere udviklingen i risikofaktorer og i sygdommenes forekomst i befolkningen.

Personerne bag

Hjertelægen, professor dr. med. Anders Tybjærg Hansen var internationalt kendt for sin indsats i forbindelse med udviklingen af hjertekateterisation. Han var også formand for Hjerteforeningen, som havde til formål at medvirke til forebyggelse af hjerte- og karsygdom. Understøttet af lederen af WHO's kontor for forebyggelse, den ungarske epidemiolog György Lamm (f. 1921) besluttede han, at der skulle iværksættes en dansk befolkningsundersøgelse med fokus på forebyggelse af hjerte- og karsygdomme. De unge hjertelæger Gorm Boje Jensen (f. 1944) og Peter Schnohr (f. 1941) blev opfordret til at planlægge og gennemføre undersøgelsen, der oprindeligt havde til huse på Rigshospitalet, siden på Bispebjerg Hospital.

Metode

Østerbroundersøgelsen omfattede en tilfældigt udvalgt befolkningsstikprøve på 20.000 personer, udvalgt fra et befolkningsgrundlag på 90.000 personer boende i et område omkring Rigshospitalet og omfattende Østerbro (deraf navnet) og dele af Indre by og Nørrebro. Personerne blev inviterede til en undersøgelse, der dels omfattede et spørgeskema med oplysninger om symptomer på sygdom, helbred, sociale forhold, uddannelse og økonomi, livsstilsfaktorer, og dels forskellige fysiske undersøgelser omfattende højde og vægt, blodtryk, lungefunktion og elektrokardiogram samt blodprøver. Omkring 75 % af de inviterede personer tog i mod invitationen og indgik i undersøgelsen.

Gentagne undersøgeler

Den første undersøgelse fra 1976 er blevet fulgt op med gentagne undersøgelser med 5 eller 10 års interval. Den sjette Østerbroundersøgelse startede i 2023 og forventes færdig i 2026. I alt indgår 24.000 personer i undersøgelserne, hvoraf mange er undersøgt flere gange. Undervejs er der tilføjet flere undersøgelsesmetoder, hvor især ekkokardiografi har været vigtig. Også spørgeskemaerne er blevet reviderede og udvidede, så der nu også findes oplysninger om psykiske symptomer og demens.

Opfølgning og resultater

Deltagerne er fulgt i de offentlige danske registre, herunder Patientregisteret og Dødsårsagsregisteret. Gennem de gentagen undersøgelser er der skaffet vigtig viden om udviklingen i risikofaktorer i den danske befolkning. For eksempel er det påvist, at tobaksrygning er markant reduceret, at befolkningens blodtryk har været faldende, og at koncentrationen af kolesterol i blodet er stort set uændret siden undersøgelsens start. I registrene findes oplysning om sygdomstilfælde og dødsårsager. Hermed kan der findes vigtige resultater om hyppighed årsagerne til sygdom og død i den danske befolkning, og det har vist sig at hyppigheden af hjerte- og karsygdomme er halveret, og dødelighed mere end halveret.

Herlev/Østerbroundersøgelsen

Herlev/Østerbroundersøgelsener en tilsvarende undersøgelse der gennemføres på Herlev Hospital. Den er igangsat og ledet af professor, dr.med. Børge G. Nordestgaard (f. 1957). Denne undersøgelse bruger de samme spørgeskema- og undersøgelsesmetoder, som er validerede i den oprindelige Østerbroundersøgelse, dog er der ikke udført hjertekardiogram eller ekkokardiografi. Til gengæld er der udført et meget omfattede program af biokemiske undersøgelser, inklusive arvelighedsmarkører (DNA), og deltagerantallet er mangedoblet. Herlev/Østerbroundersøgelsen har bidraget med viden om sygdommenes hyppighed, alvorlighed og årsager, og dermed også om mulighederne for befolkningsbaseret forebyggelse. Både Østerbroundersøgelsen og Herlev/Østerbroundersøgelsen har bidraget til internationale forskningskonsortier, og har dermed også haft international gennemslagskraft.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig