Faktaboks

Auguste Rodin

François Auguste René Rodin

Født
12. november 1840, Paris, Frankrig
Død
17. november 1917, Meudon, Frankrig
Auguste Rodin. Portrætfoto fra ca. 1877.

Auguste Rodin var en fransk billedhugger, der i dag agtes som sin tids betydeligste foregangsmand for den moderne billedhuggerkunst. Han var jævnaldrende med den franske impressionismes toneangivende malere og er nu alment anerkendt som deres ligemand i samtidskunsten. Som billedhugger modellerede han sine figurer i ler eller gips og fik dem efterfølgende støbt i bronze. Efter 1900 arbejdede han med forkærlighed i andre billedhuggermaterialer, bl.a. kalksten, men først og fremmest i marmor. Det skal også bemærkes, at han var en produktiv og højt begavet tegner.

Rodins kunst rummede blandede senromantiske, naturalistiske og modernistiske træk; han placerede sig på dette grundlag som en decideret overgangsskikkelse imellem flere af tidens stilfaser. Et væsentligt progressivt aspekt af hans kunstneriske stræben var, at han arbejdede ud fra en generel forståelse af sine kunstneriske virkemidlers nonfigurative egenskaber. I dén henseende pegede hans virke i retning af modernismen.

Rodin fik udført et stort antal bronzeafstøbninger af sine vigtigste skulpturer, og en del nye afstøbninger er kommet til efter hans død. Hans livsværk er på dette grundlag vokset til et ganske betydeligt omfang og har vundet stor udbredelse på kunstmuser verden over.

Johannes Døberen prædiker (Saint Jean-Baptiste prêchant), 1878. Bronze. Med denne figur indledte Rodin sine bestræbelser for at indføre bevægelsen som et hovedelement i sine skulpturer. En variant af figuren er en ren bevægelsesstudie af en gående mand uden hoved og arme. Johannes Døber-figurens fodstilling, gestikulation og hele kropssprog i øvrigt røber hans intense ønske om at udtrykke bevægelse og handlingspræget dynamik. Det var med denne figur, at Rodin indledte udformningen af sin personlige teori om bevægelse i skulptur.

Af /Musée d’Orsay, Paris. .
Licens: CC BY 2.0

Rodins tidlige år

Rodin var født og opvokset i Paris, hvor hans far var kontorist. Drengen viste tidligt evner for at tegne og blev som 14-årig optaget på École Nationale des Arts Décoratifs i Paris, hvor han var elev i årene 1854-1857. Rodins tegnelærer Horace Lecoq de Boisbaudran (1802-1897) var især optaget af at lære eleven at udvikle sin egen individuelle iagttagelsesevne og stole på sin hukommelse i gengivelsen af det sete. Den akademiske formlære gav Horace Lecoq derimod ikke meget for. Han anbefalede derfor også sin elev at tage mere ved lære af fortidens store mestre end af samtidens akademiske salonkunst.

Afvist af kunstakademiet

Det var en oplæring, som Rodin tillagde stor værdi for sin kunstneriske udvikling senere i livet, men den var til gengæld ikke nogen fordel for ham på kort sigt. Han ønskede ikke at blive kunsthåndværker, han ville uddanne sig til billedhugger, og derfor søgte han optagelse på kunstakademiet, École des Beaux-Arts. Her fandt bedømmelseskomiteen, at hans optagelsesarbejder ikke var i overensstemmelse med de akademiske normer. Af denne årsag blev hans gentagne optagelsesforsøg afvist hele tre gange. Han opgav derfor at få en akademisk kunstneruddannelse.

Rodin ernærede sig nu i nogle år som kunsthåndværker, bl.a. som dekorationsmaler og stukkatør, sideløbende med at han arbejdede på egen hånd som billedhugger og søgte al den uddannelse på området, han kunne skaffe sig adgang til. Det lykkede ham at blive elev hos flere af tidens store franske billedhuggere: I 1863 kom han ind hos Antoine-Louis Barye, og kort tid efter fik han tillige undervisning hos Jean-Baptiste Carpeaux.

Jean-Baptiste Rodin

Jean-Baptiste Rodin, 1860. Bronze. Kunstnerens tidligste bevarede skulptur

Rodins ældste bevarede skulptur var et portræt af hans far, Jean-Baptiste Rodin (Musée Rodin, Paris) udført i 1860. Ligesom mange af hans øvrige værker i den tidlige fase, var denne bronzebuste inspireret af en formgivning, som var kendetegnende for den antikke romerske skulptur, der på sin side bl.a. var afledt af den sene græske, såkaldt hellenistiske figurstil, der bl.a. tilstræbte realisme i udtryksformen. Skulpturernes menneskeskildringer var gerne udpræget individualiserende som udtryk for ønsket om at fastholde de portrætteredes særlige personlighedstræk. Denne inspiration fra oldtidens romerske billedhuggerkunst var den ene af de to sider, der i særlig grad kom til at præge Rodins skulpturer.

Manden med den brækkede næse

Manden med den brækkede næse (L’homme au nez cassé), 1863. Maske, bronze. Modellen til portrætbusten var altmuligmanden Bébé, hvis ansigt umiskendeligt vidnede om, at han havde levet et hårdt liv, men ifølge kunstneren samtidig bar præg af et tilhøre ”en ædel race” med åndfuldt tænksomme træk.

Af /Metropolitan Museum of Art, New York.

Denne anden side var den stærke forankring i naturstudiet, som også blev toneangivende for hans skulpturers udformning. Denne side afspejlede sig eksempelvis meget tydeligt i den næsten samtidige buste Manden med den brækkede næse, som kunstneren modellerede i ler i løbet af den strenge vinter 1862-1863. Mandens udtryksfulde ansigt blev fremstillet med stor psykologisk indlevelse, og kunstneren gjorde meget ud af at få alle ansigtets rynker og furer med. Fra sin læretid hos Horace Lecoq, havde Rodin tilegnet sig en meget karakterfuld naturalistisk modelleringsteknik, hvor hændernes plastisk formende arbejde afsatte dybe spor i leret. Han kaldte denne skulptur for sit ”første gode modellerarbejde”, ja hævdede endog , at det aldrig siden lykkedes ham at skabe en figur så god som denne.

En særlig omstændighed ved denne skulpturs tilblivelse var, at den blev udført i Rodins første parisiske atelier, der ikke lod sig opvarme om natten. I nattekulden ”frøs manden med den brækkede næse til is, så den bagerste del af hovedet revnede og faldt af”, har Rodin berettet. Men også denne skavank kom skulpturen til gode, for dermed forvandledes busten til en maske. Kunstneren fandt, at denne delvise nedbrydning til en maskeform paradoksalt nok styrkede værkets udtrykskraft, og han valgte derfor efterfølgende at udstille maskeversionen støbt som fuldgyldigt værk i bronze.

Rodin indsendte Manden med den brækkede næse til udstilling på Salonen i 1864, men den blev afvist. Efterfølgende skabte han nye versioner af figuren, varianter, hvori han bearbejdede og ”kompletterede” den på forskellig vis, bl.a. med tilføjelse af nyt baghoved og i nogle udgaver tillige skuldre og bryst. Ny Carlsberg Glyptotek i København erhvervede i 1918 en version af dette tidlige hovedværk, støbt i bronze.

Sèvres og Bruxelles

I en årrække efter afvisningen på Salonen havde Rodin skiftende ansættelser som assistent hos forskellige af tidens dekorationsbilledhuggere. Gennem en af disse, Albert-Ernest Carrier-Belleuse (1824-1887) fik han en tid arbejde på porcelænsfabrikken Sèvres. Senere, i 1871, skaffede samme mester ham beskæftigelse i Bruxelles. Rodin forblev i Belgien frem til 1877 og arbejdede i denne periode freelance med dekorative skulpturelementer til forskellige bygningsværker i Bruxelles. I 1875 blev opholdet kortvarigt afbrudt af en studierejse til Italien, hvor Rodin især fascineredes af Michelangelos billedhuggerkunst.

Bronzealderen

Bronzealderen, 1877. Bronze. Skulpturen blev det tidligste bevarede af Rodins større billedhuggerværker. Skulpturen blev udført i legemsstørrelse med en ung belgisk soldat som model.

Af /Alte Nationalgalerie, Berlin.
Licens: CC BY SA 3.0

Tilbage i Bruxelles udførte han det markante værk Bronzealderen (L’Âge d’Airain), der stod færdigt i gips i 1876, og som han fik optaget på Salonen i 1877. Med titlen ønskede Rodin, at figuren skulle opfattes som repræsentant for en fjern tidsalder. Figurens udførelse bar præg af, at den skulle virke så naturnær som muligt. Da den blev udstillet på Salonen blev denne naturnærhed af en del kritikere fejlopfattet som udtryk for, at kunstneren havde gjort sig skyldig i surmoulage, dvs. at have lavet en direkte afstøbning af den levende model. Det lykkedes dog Rodin at befri sig for den fremsatte mistanke om snyd ved at fremvise fotografier og en afstøbning af den levende model, der viste hvor mange kunstneriske friheder, han havde taget sig. I 1880 blev skulpturen købt af den franske stat. Den blev efterfølgende støbt i bronze og fik fra 1890 fast opstilling på Musée de Luxembourg i Paris.

Johannes Døberen prædiker

Den næste større skulptur, Rodin udførte efter Bronzealderen, var Johannes Døberen prædiker. Belært af surmoulage-anklagen i forbindelse med det føromtalte værk, udførte han for en sikkerheds skyld denne figur i lidt over legemsstørrelse. Modellen var en landarbejder, der i begyndelsen af 1878 dukkede op i kunstnerens atelier for at søge arbejde som model. Mandens fysik og kraftfulde personlighedstræk begejstrede Rodin og gav ham idéen til skulpturens motiv: ”Jeg tænkte øjeblikkeligt på Johannes Døberen prædiker, det vil sige på en mand af naturen, en synsk, en troende, en bebuder.” Figuren stod færdigmodelleret i 1879. Den blev første gang støbt i bronze i 1880 og udstillet på Salonen i 1881, hvor den franske stat købte den, og efterfølgende lod den indgå i Luxembourg-museets samlinger. Figuren er siden støbt i ca. 50 bronze-eksemplarer, hvoraf en tilhører Ny Carlsberg Glyptotek.

Krigens ånd

Krigens ånd (Forsvaret) (La Défense), 1878. Bronze. Den vildt udtryksfulde figur var kunstnerens bidrag til en konkurrence, udskrevet af byen Paris med henblik på et monument til minde om parisernes modige forsvarsindsats for byen i forbindelse med den fransk-tyske krig i 1870-1871.

Af /Portland Art Museum, USA.
Licens: CC BY SA 4.0

I slutningen af 1870’erne deltog Rodin i flere konkurrencer om offentlige monumenter, bl.a. med Krigens ånd (La Défense, 1878, privateje). Han vandt dog ikke nogen af de pågældende konkurrencer. Vedrørende dommerkomiteens negative bedømmelse af La Défense var han selv klar over, at han nok havde brugt for voldsomme virkemidler i værkets udtryksform.

Kunstnerens model til det aktuelle værks bevingede kvindefigur var hans nye kæreste, Rose Beuret (1844-1917), der skulle blive hans uofficielle livsledsager igennem de følgende 53 år frem til hendes død i 1917. Først få uger før hendes død indgik parret et egentligt ægteskab.

Helvedesporten

I 1880 bestilte den franske stat en port hos ham til et projekteret kunstindustrimuseum, der imidlertid aldrig blev bygget. Med afsæt i Dantes Den guddommelige komedie arbejdede Rodin resten af livet på det over 6 m høje værk Helvedesporten, der først blev støbt i bronze i 1928 (Musée Rodin).

Helvedesporten (La Porte de l'Enfer). Bronze. Værket blev påbegyndt i 1880. Dets udformning var inspireret af middelalderlige italienske bronzedøre og franske katedralportaler. Værket indbefattede en mængde skulpturer og delgrupper, som Rodin efterhånden trak frem og udførte i individuelle udgaver som selvstændige enkeltværker, fx Grubleren (1880), Skyggen (1880) og Kysset (1884). Afstøbninger af alle disse tre findes i Ny Carlsberg Glyptotek, København.

Grubleren

Som noget særlig vigtigt i forbindelse med Helvedesporten opstod Grubleren, der helt overordnet skulle have sin centrale plads i portens tympanonfelt. Det var i første omgang Rodins hensigt, at figuren skulle vise Dante, der sad og spekulerede over indholdet i sit store digt Den guddommelige komedie. Men kunstneren opgav denne individualiserende bestemmelse, og lod figuren fremtræde nøgen som en arketypisk tænker uden defineret identitet, siddende over Helvedsporten omgivet af de fordømte menneskesjæle.

Grubleren (Le Penseur), 1880, støbt i bronze 1900-1901. Rodins figur var iøjnefaldende påvirket af Michelangelo. Grubleren var fremstillet siddende på en klippeblok med hovedet støttet mod hånden i en anspændt sindstilstand, som kunstneren selv beskrev således: ”Det, der får min Tænker til at gruble, er, at han ikke blot grubler med sin hjerne, med sin rynkede pande, med sine udspilede næsebor og sammenpressede læber, med enhver muskel i sin ryg, sine arme og ben, med sin knyttede næve og sine krummede tæer.” Hele hans krop synes at dirre af koncentreret tankevirksomhed. Med sine unikke udtrykskvaliteter blev Grubleren uden sammenligning den berømteste af alle Rodins skulpturer.

Af /Ny Carlsberg Glyptotek, København.
Licens: CC BY SA 3.0

Borgerne fra Calais

I 1884 fik Rodin bestilling fra byen Calais på et monument til minde om de borgere, der i 1343 havde reddet byen fra englændernes belejring. Historien bag motivet var, at den engelske konge Edward 3. tilbød at hæve sin næsten et år lange belejring, hvis seks af byens borgere klædt i sækkelærred, bærende en strikke om halsen og medbringende byens nøgler ville stille som bodfærdige gidsler i den engelske lejr. Det skete, og belejringen blev ophævet.

Rodin udførte i efteråret 1884 en model til monumentet og fik kontrakt på opgaven i begyndelsen af 1885. Arbejdet med at udforme det store projekt kom til at vare de følgende ti år frem til værkets opstilling i Calais i 1895.

Borgerne fra Calais (Les Bourgeois de Calais), 1884-1895. Bronze. Kunstneren gjorde sit bedste for at skulpturgruppens figurer kom til at udtrykke de prøvelser, som den lange belejring havde påført byens borgere. ”Jeg har prøvet at fremstille dem så afmagrede og udtærede som muligt. Hvis jeg havde søgt at vise muskulaturen på en mere tiltalende måde, for at følge en eller anden akademisk praksis, ville jeg have forrådt mit emne. Disse mennesker, som har lidt afsavn efter lang tids belejring, bør kun være skind og ben.” Gennem figurernes kropssprog fastholdt han tillige deres individuelle sindstilstand.

Af /Metropolitan Museum of Art, New York.

Monument for Balzac

Monument for Balzac (Monument de Balzac), 1898. Bronze. Boulevard du Montparnasse i Paris. I dag ser mange netop denne meget ekspressive skulptur som Rodins første egentlig moderne værk. Afstøbninger af skulpturen findes nu i mange kunstmuseer over det meste af verden, fx The National Museum of Modern Art i Tokyo, Rodin-museet i Philadelphia, Hirshhorn Museet i Washington D.C. The Metropolitan Museum of Art i New York, The Ashmolean Museum i Oxford og mange andre.

I perioden 1891-1898 skabte Rodin på bestilling fra Frankrigs litterære selskab (Société des Gens de Lettres) en skulptur til minde om den franske romanforfatter Honoré de Balzac. En gipsmodel i fuld størrelse blev udstillet i 1898, men skulpturens meget ukonventionelle formgivning vakte voldsom diskussion og kritik, hvilket medførte, at selskabet afviste modellen, hvorefter kunstneren trak værket tilbage. Ifølge Rodin beroede kritikken på en udbredt misforståelse af hans kunstneriske hensigt. Skulpturens særlige udformning gik ikke ud på at fastholde en portrætlighed med Balzacs ydre, men derimod at indfange essensen af hans særegne personlighed. Først i 1839, 22 år efter kunstnerens død, blev den omdiskuterede figur første gang støbt i bronze og opstillet på Boulevard du Montparnasse i Paris.

Marmorskulpturerne

Efter 1900 arbejdede Rodin med forkærlighed i marmor, hvilket i nogen grad lagde en dæmper på moderniteten i hans skulpturelle udtryksform. I marmorskulpturerne ses en anden, mere traditionel akademisk side af hans kunstneriske grundindstilling, der har ført til, at denne kategori af kunstnerens skulpturer i en årrække ringeagtende blev omtalt som ”salonkunst”. Eksempler derpå var nogle af de enkeltskulpturer med udgangspunkt i Helvedesporten, som han senere overførte til marmoret, bl.a. Evigt forår (L’Eternel Printemps) og Kysset (Le Baiser), begge oprindeligt modelleret i 1884 og hugget i marmor efter 1900. Af andre eksempler kan fremhæves Danaiden (La Danaïde, modelleret 1885) og Ovidisk metamorfose (Les Métamorphoses d’Ovide, modelleret før 1886), der begge ligeledes blev hugget i marmor efter 1900.

Kysset (Le Baiser) Af alle Rodins erotiske marmorskulpturer blev Kysset den kendteste og mest populære. Værkets elskende par blev oprindelig skabt til at indgå blandt figurerne i Helvedesporten. Det var Dantes beretning i Den guddommelige komedie om et ungt pars tragiske kærlighedshistorie, der var figurens udgangspunkt. Den unge kvinde var gift med sin elskers storebror, og hendes forbudte kærlighed til elskeren blev grusomt straffet i Helvede. Rodins skulptur afbildede det første kys, som indledte parrets illegitime forhold. Skulpturens arketypiske kærlighedsscene blev dog tidligt frigjort fra Helvedesportens oprindelige tema og har siden haft sit eget liv som et at verdenskunstens mest folkeligt elskede hovedværker. Rodin var selv ganske uimponeret af den folkelige beundring, som skulpturen fremkaldte. Han indrømmede ligefrem, at den behandlede sit emne i overensstemmelse med tidens akademiske konventioner og således ikke rummede noget banebrydende nyt.

Af /Musée de Rodin, Paris.
Licens: CC BY SA 4.0

Erotisk sensualisme

Kendetegnende for en stor del af Rodins marmorskulpturer var det element af erotisk sensualisme, som prægede dem og som givet var en væsentlig årsag til, at mange kritikere så ned på dem. En del af skulpturerne fremstillede sammenslyngede nøgne kvindeskikkelser og afspejlede kunstens i tiden så populære lesbianisme. Rodin skal på opfordring fra Edgar Degas have benyttet et par lesbiske danserinder som modeller for flere af sine marmorarbejder med erotiske motiver. Værkerne fik, uanset de afbildede figurers køn, titler som Vellystens ansigt, Ovidisk metamorfose, Amor og Psyche, Fortabte kvinder m.v.

Rodins assistenter

Rodin sammen med sin assistent Henri Lebossé, der arbejder på Rodins monument over den franske forfatter Victor Hugo. Foto fra 1896.

Ligesom Rodin selv havde brugt en række af sine ungdomsår som assistent for nogle af tidens markante billedhuggere, kom han også med årene til at beskæftige en del medhjælpere i sit atelier. Især i den sene del af sin kunstnerkarriere havde han mange assistenter, der hjalp ham med udførelse af en række specialopgaver. Det gjaldt fx forstørrelse af hans mindre, modellerede forarbejder; en opgave, som især blev varetaget af Henri Lebossé (1845-1922). En anden af hans fremtrædende medhjælpere var Séraphin Soudbinine (1867-1944), der blev hans mest betroede medhjælper i arbejdet med at udhugge marmorskulpturerne.

Camille Claudel

Af alle Rodins assistenter var der dog én, som fik en særlig nær tilknytning til ham. Det var Camille Claudel, der fra 1884 både arbejdede som hans assistent ved udførelsen af skulpturelle detaljer, såsom eksempelvis modellering af hænder og fødder på figurerne i storværket Borgerne fra Calais, og stod model i forbindelse med hans udarbejdelse af figurer til bl.a. Helvedesporten. Det personlige forhold mellem de to blev snart så intimt, at hun igennem henved 15 år tillige var hans elskerinde.

Livsværkets museale udbredelse

Eksempler på Rodins livsværk findes på mange kunstmuseer verden over. Det gælder især posthume bronzeafstøbninger af hans hovedværker. De originalværker, kunstneren skabte i sin levetid, kan ses på nogle få museer, i særdeleshed Rodin-museet i Paris, men eksempelvis også på Ny Carlsberg Glyptotek i København, som har en af verdens betydeligste Rodin-samlinger.

Musée Rodin

Musée Rodin i Hôtel Biron i Paris rummer verdens største samling af Rodins værker. I museumshaven, der omgiver museet, findes også en række af Rodins skulpturer.

Det internationalt mest centrale museum for studiet af Rodins kunst er Musée Rodin. Museet fordeler sig over en hovedafdeling i det centrale Paris, nærmere betegnet i Hôtel Biron, et af byens smukkeste gamle palæer, med tilhørende skulpturpark, hvori mange af kunstnerens berømte skulpturer er opstillet i naturlige omgivelser, samt lige udenfor Paris i kunstnerens hjem, Villa des Brillants i Meudon, Hauts-de-Seine. Mens Rodin boede i Villa des Brillants benyttede han fra 1908 Hôtel Biron som sit atelier.

Rodin skænkede efterfølgende hele sin samling af egne værker (skulpturer og tegninger) samt de malerier af bl.a. Vincent van Gogh, Claude Monet og Pierre-Auguste Renoir, som han ejede, til den franske stat på den betingelse, at bygningerne blev indrettede som museum helliget hans værker. Museet omfatter hovedparten af Rodins vigtigste skulpturer, bl.a. Grubleren, Kysset og Helvedesporten. Museet rummer også et lokale med værker af Camille Claudel, deriblandt adskillige af hendes hovedværker.

Rodin-museet, der årligt besøges af ca. 700,000 gæster, rummer rundt regnet 6.600 skulpturer, 8.000 tegninger, 8.000 gamle fotografier og 7.000 andre kunstgenstande.

Ny Carlsberg Glyptotek

Ny Carlsberg Glyptotek rummer en betydelig Rodin-samling. Her er det Frankrigs præsident Emanuel Macron, der er på besøg i samlingen i 2018.
Rodin og Macron
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

I Danmark findes der værker af Rodin på adskillige store københavnske kunstmuseer såsom Ny Carlsberg Glyptotek, Statens Museum for Kunst og Ordrupgaard.

Den betydeligste Rodin-samling findes i Ny Carlsberg Glyptotek. Det var Glyptotekets grundlægger, brygger Carl Jacobsen, der skabte samlingen, efter at han i Paris år 1900 så en stor Rodin-udstilling og blev stærkt interesseret i billedhuggerens værker. Ved sin død i 1914 havde bryggeren i alt indkøbt 24 Rodin-værker, som alle udmærkede sig ved at være gipsarbejder, bronzeafstøbninger eller marmorskulpturer, købt direkte af kunstneren. Det var i sig selv enestående.

Senere er samlingen forøget med et mindre antal bronzeafstøbninger, erhvervet fra anden side. Af disse var flere fremstillet efter Rodins død. Glyptoteket rummer også fremragende eksempler på Rodins udfoldelse som tegner og akvarelmaler.

Særlig markant i Carl Jacobsens samlervirksomhed var, at han i året 1900 købte en bronzeafstøbning til Glyptoteket efter det monumentale hovedværk Borgerne fra Calais (der kendes i ca. 10 bronzeeksemplarer). I årene 1901-1903 huggede Rodin på bestilling fra bryggeren en ny marmorudgave af Kysset, og i 1906 købte Jakobsen hos kunstneren en forstørret version i bronze af Grubleren. Mange flere væsentlige eksempler kunne nævnes. Den Rodin-samling, Carl Jacobsen skabte, var dengang verdens største i sin art.

Rodins eftermæle

I sin levetid blev Rodin alment beundret som periodens betydeligste billedhugger. Han blev anset som sin tids Michelangelo; den af fortidens store mestre han også selv agtede højest og følte sig stærkest inspireret af.

Nye kunstidealers gennembrud i 1900-tallet affødte – især i de første årtier efter Rodins død i 1917 – en del kritik af hans udtryksform. Igennem en længere periode overskyggede disse negative vurderinger den almene anerkendelse af Rodins kunsthistoriske betydning. Men i løbet af 1950’erne og fremefter genvaktes agtelsen for hans kunst, og han regnes i dag for at være den betydeligste af de billedhuggere, som var jævnaldrende med impressionisterne.

Rodin fik stor betydning for mange af 1900-tallets billedhuggere. Eksempelvis følte fremtrædende modernister som Aristide Maillol, Constantin Brancusi og Henry Moore sig i dyb gæld til hans kunst.

Rodin realiserede i og med sin kunst mange nyskabende træk. I bevidstheden om sine kunstneriske virkemidlers abstrakte egenart var han helt på linje med sin tids mest banebrydende impressionister og postimpressionister. På sit arbejdsfelt blev han således grundlæggeren par excellence af den moderne billedhuggerkunst.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Hjemmeside for Musée Rodin i Paris

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig