Backstop

Grænsen mellem Nordirland og Irland var før Brexit en åben og i praksis ikke-eksisterende grænse. Den blev etableret som sådan med den fredsaftale (Langfredagsaftalen), som blev indgået i 1998 som afslutning på 30 års borgerkrig i Nordirland, med både den britiske og irske regering som parter. Da aftalen blev indgået var begge lande medlemmer af EU, hvormed grænsen mellem Irland og Nordirland var en indre grænse i EU. Den situation ændrer sig med Storbritanniens udtræden.

EU forlanger, at når Storbritannien forlader unionen, skal der være kontrol med varer og personer ved grænsen mellem Irland og Nordirland, lige som det er tilfældet ved alle EU's øvrige ydre grænser. Storbritannien vil have, at grænsen mellem de to lande skal fortsætte med at være åben som hidtil for at overholde Langfredagsaftalen. De to krav er uforenelige.

Theresa May forsøgte at løse dette problem med en aftale om, at Storbritannien i en overgangsperiode frem til udgangen af 2020 skulle fortsætte med at være fuldt og helt medlem af både EU's toldunion og EU's indre marked. Problemet med grænsen ville dermed først opstå fra 2021, hvis der ikke på det tidspunkt var indgået en frihandelsaftale mellem EU og Storbritannien.

Hvis en frihandelsaftale ikke var indgået inden udgangen af 2020, skulle backstop-mekanismen imødekomme det britiske ønske om at holde grænsen åben, ved at Storbritannien skulle forblive i toldunion med EU, indtil en frihandelsaftale måtte løse grænseproblemet på anden vis.

Det kunne hverken dele af Theresa Mays Conservative Party eller hendes regerings støtteparti, det nordirske Democratic Unionist Party, acceptere. Derfor faldt Theresa Mays aftale i Det Britiske Parlament.

• Brexit
• Theresa May
• Langfredagsaftalen