Charlotte Schimmelmann

Charlotte Schubart var født i Norge, hvor hendes mors købmandsfamilie var blevet adlet, hvorimod hendes far var af tysk militær familie med tjeneste i Danmark. Da han døde ung allerede et par år efter datterens fødsel, kom hun sammen med sin søster Sybille til familie på godset Løvenskiold sydvest for Holbæk for at blive standsmæssigt opdraget.

Hun fik en glimrende franskorienteret uddannelse, idet hun var i besiddelse af et godt intellekt og et gevaldigt videbegær. Hendes hovedinteresser var litteratur, kunst og filosofi, men også politik og samfundsforhold interesserede hun sig for. Da de to søstre færdedes i samfundets højeste kredse, er det ikke underligt, at de begge kom til at ægte meget fremtrædende mænd, præget af oplysningstiden.

I slutningen af 1781 blev Charlotte forlovet med Ernst Schimmelmann, hvis første hustru Emilie var død ganske ung nogle år forinden, og efter et halvt års forlovelsestid giftede Charlotte sig 24 år gammel med ham.

Ernst Schimmelmann var 10 år ældre end hende og var netop blevet leder af det enorme schimmelmannske familieforetagende og dermed en af Danmarks allerrigeste mænd. Desuden bestred han en meget lang række offentlige embeder, blandt andet som finansminister og statsminister, og sammen med de ligesindede Andreas Peter Bernstorff og Christian Ditlev Reventlow var han en drivende kraft i det reformprogram, som de gennemførte efter kuppet i 1784.

Ernst Schimmelmann indviede sin hustru i mange enkeltheder vedrørende politik og diplomati, som han drøftede med hende som sin fortrolige i snart sagt alle forhold.

Et af de vigtigste områder, hvor Charlotte Schimmelmann påvirkede sin mand, var slavesagen. Familien Schimmelmann ejede selv fire store plantager med omkring 1.000 slaver i Dansk Vestindien, og under indtryk af oplysningstidens tanker ønskede parret dels at bedre slavernes kår i Vestindien dels at afskaffe de rædselsfulde slavetransporter over Atlanten.

Fra den bevarede omfattende korrespondance kan man se, at Charlotte Schimmelmann og hendes søster gang på gang opfordrede Ernst Schimmelmann til at gøre noget ved sagen, i første omgang for plantageslavernes arbejds- og boligforhold, men også for deres åndelige velfærd og frelse ved kristendommen. Ernst Schimmelmann havde imidlertid overraskende vanskeligt ved at få gennemtvunget sådanne slavereformer i praksis, selv på familiens egne plantager.

Efter et langt tilløb og under indtryk af udviklingen i Storbritannien henimod denne nations afskaffelse af sin transatlantiske slavehandel lykkedes det endelig i 1792 Ernst Schimmelmann og hans meningsfæller i regeringen at få Christian 7. til at forordne, at den danske slavehandel skulle ophøre, dog først med virkning fra 1803. Denne beslutning må betegnes som en personlig triumf for Ernst og Charlotte Schimmelmann.

En ikke uvæsentlig del af det forudgående lobbyarbejde, må man formode, er sket ved Charlotte Schimmelmanns velbesøgte saloner, hvor tidens politiske og økonomiske emner blev debatteret sammen med de skønne kunster.

Charlotte Schimmelmann var en dansk kulturpersonlighed, der holdt en indflydelsesrig salon dels i det københavnske palæ i Bredgade, dels på Sølyst ved Klampenborg. Her samlede hun tidens betydeligste danske og flere tyske kunstnere og videnskabsmænd om sig og ydede dem ofte velvillig understøttelse. Hendes mæcenvirksomhed fik særlig betydning for Jens Baggesen, men også Adam Oehlenschläger, Bertel Thorvaldsen, Heinrich Steffens og Friedrich Schiller nød godt af hendes omsorg og fremsynede og tolerante indstilling.

Også i privatlivet var Charlotte Schimmelmann omsorgsfuld, da hun foranledigede, at hun og hendes mand, som var barnløse, i 1790 optog to plejebørn i deres husstand, nemlig en af Ernst Schimmelmanns faderløse niecer og en ligeledes faderløs håndværksdatter, kaldet Louison, som det rige ægtepar senere adopterede. I det hele taget udfoldede Charlotte Schimmelmann i al diskretion en udstrakt godgørenhed.

Som person er Charlotte Schimmelmann blevet karakteriseret som følsom og modtagelig, men samtidig fordomsfri og vidtskuende. Hun døde i 1816, efter at det meste af den uhyre familieformue var mistet i forbindelse med statsbankerotten i 1813 – en katastrofe, som hendes mand, finansministeren, almindeligvis fik skylden for.

• Ernst Schimmelmann
• dansk slaverihistorie 1660-1848
• slaveri
• slaveriets afskaffelse

• Charlotte Schimmelmann