Hjalmar Rechnitzer

Han gjorde fra 1918 udelukkende tjeneste i Marineministeriet, som han i 1923 blev direktør for. Han avancerede i denne tjeneste, men uden den ellers krævede praktiske erfaring til søs, hvilket bragte ham i modsætningsforhold til de aktive søofficerer, der anså ham for at være politisk udnævnt.

Efter søværnsordningen i 1932, der stærkt reducerede flåden, blev han chef for Søværnet og viceadmiral. Dette var en omgåelse af de gældende bestemmelser for forfremmelser, men blev muligt ved en særlig lovændring (Lex Rechnitzer), hvilket skærpede søofficerernes aversion mod ham. Reduktionen af Flåden var udelukkende en politisk beslutning, som Rechnitzer loyalt, men uden begejstring, søgte at administrere.

Hjalmar Rechnitzer stod i spidsen for det det øgede beredskab af flåden, der fandt sted i 1939 ved 2. Verdenskrigs udbrud. I begyndelsen af 1940 blev dette aflyst. I lighed med regering og forsvarets øvrige ledelse forventede Rechnitzer ikke, at Danmark ville blive involveret i den igangværende krig, da landet befandt sig inden for tysk interessesfære og ikke ville få hjælp fra Storbritannien. Man forventede, at Tyskland blot ville stille krav til Danmark, hvis det havde brug for landets territorium.

Da der allerede om morgenen den 9. april 1940 efter den tyske invasion blev forhandlet om en overgivelse, gav Rechnitzer ordre til, at flådens enheder, der lå i København, ikke måtte skyde, selv om dette fremgik af den gældende forholdsordre. Ingen af flådens enheder uden for hovedstaden gjorde i øvrigt brug af forholdsordren, selv om de ikke havde fået forbud mod at åbne ild. Hæren, der lå i Sønderjylland, havde mulighed for at kæmpe i overensstemmelse med forholdsordren.

• Besættelsen
• Flåden
• Søværnet