Lyngby-Taarbæk Kommune har i efterkrigstiden været domineret af Det Konservative Folkeparti. Borgmestrene fra 1950 til 2010 var således alle konservative. Perioden var præget af den såkaldte Lyngbymodel, der indebar et samarbejde mellem Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet.
Ved kommunalvalget i 2009 blev denne dominans brudt, da Søren P. Rasmussen fra Venstre den 1. januar 2010 kunne sætte sig i borgmesterstolen efter et drama, der blev kendt i hele Danmark. For rullende kameraer blev det på det konstituerende kommunalbestyrelsesmøde klart for den siddende borgmester, Rolf Aagaard-Svendsen (K), at et flertal ville pege på Søren P. Rasmussen som borgmester.
Ved valget i 2013 gik både Venstre og SF tilbage, og det betød, at den velkendte konstellation med et samarbejde mellem Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet kunne genetableres, nu med Sofia Osmani (K) som borgmester.
Da Strukturreformen fra 1. januar 2007 forandrede det kommunale danmarkskort, var Lyngby-Taarbæk Kommune en af de 21 kommuner i Region Hovedstaden, der ikke blev sammenlagt med andre.
Med næsten 52.000 indbyggere var der ikke noget umiddelbart behov for en sammenlægning. Borgmester Rolf Aagaard-Svendsen gennemførte dog efter reformens vedtagelse i juni 2004 sonderinger i forhold til flere nabokommuner.
Rationalet i en sammenlægning med en anden kommune var med borgmesterens øjne ikke kun at blive større i indbyggertal. Rationalet kunne også være at blive endnu mere mangfoldig, end Lyngby-Taarbæk Kommune allerede var, ved for eksempel at blive sammenlagt med en kommune med en anden bolig- og befolkningssammensætning.
Da sammenlægningsaftalen mellem Birkerød og Søllerød til den nye Rudersdal Kommune ret hurtigt lå fast, og da interessen for sammenlægning i det hele taget var behersket, fortsatte Lyngby-Taarbæk Kommune uændret.
Den politiske situation efter reformen var fortsat præget af det lange samarbejde mellem Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet og gav efterhånden anledning til nogen utilfredshed. Der var bekymring for den førte økonomiske politik, og der var kritik af manglende åbenhed i de politiske processer.
Utilfredsheden blev samlet op i initiativet LYNGBYversion2009; fem politiske partier – Enhedslisten, SF, Radikale Venstre, Venstre og Dansk Folkeparti – gik i januar 2009 sammen med det mål at få en ny lokalpolitik lanceret til kommunalvalget i november 2009.
Resultatet af valget blev, at Det Konservative Folkeparti næsten blev halveret, mens både Venstre og SF gik markant frem. Samlet havde Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet kun fået otte ud af kommunalbestyrelsens 21 pladser.
Forventningen var derfor, at LYNGBYversion2009 ville kunne tage borgmesterposten med Venstres Søren P. Rasmussen.
I løbet af den dramatiske valgnat tog Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti imidlertid den overraskende beslutning at tilbyde SF’s Hans Henrik Madsen borgmesterposten. Dette tilbud varede dog kun et døgn, idet Det Konservative Folkeparti dagen efter indgik aftale med Venstre, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti om at pege på Rolf Aagaard-Svendsen som borgmester.
Heller ikke den aftale holdt, idet Socialdemokratiet på det konstituerende kommunalbestyrelsesmøde d. 1. december 2009 foreslog Venstres Søren P. Rasmussen som borgmester. Socialdemokratiet havde sikret sig, at der var et holdbart flertal bag dette forslag, og Søren P. Rasmussen blev dermed fra 1. januar 2010 kommunens første Venstreborgmester.
Søren P. Rasmussens borgmesterperiode var præget af den fortsatte uro, som forhandlingerne om borgmesterposten havde medført. Den konservative Jørn Moos valgte således i september 2010 at forlade Det Konservative Folkeparti og blive løsgænger.
Der var pres på økonomien, idet reformen af udligningsordningerne fra 2012 fik mærkbare konsekvenser for Lyngby-Taarbæk Kommunes økonomi. Det anslås, at det samlede tab var på omkring 40 millioner kroner om året.
Debatten om Hovedstadens Letbane, som der ellers længe havde været bred enighed om, blussede op med henvisning til de økonomiske udfordringer. Også debatten om et byggeri ved Kanalvej i Kongens Lyngby gav anledning til krasse drøftelser i kommunalbestyrelsen.
Ved kommunalvalget i november 2013 stillede tidligere borgmester Rolf Aagaard-Svendsen (K) ikke op. Det Konservative Folkeparti fik med sin nye spidskandidat, Sofia Osmani, igen en fremgang, og Osmani blev borgmester med Socialdemokratiets Simon Pihl Sørensen som 1. viceborgmester. Konstellationen fortsatte efter valget i november 2017, hvor de konservative gik frem fra fem til ti mandater.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.