Der er høj middellevetid i kommuner med højt uddannelsesniveau og høje indkomster. Tilsvarende er der lav middellevetid i kommuner, hvor uddannelsesniveauet er lavt. Middellevetiden for nul-årige er udtryk for, hvor længe en nyfødt kan forventes at leve.

Syv af de ti kommuner med kortest middellevetid ligger i Region Sjælland mens otte af de ti kommuner med højest middellevetid ligger i Region Hovedstaden.

Den forventede middellevetid beregnes af Danmarks Statistik for hele landet og for de enkelte kommuner. Den viser det antal år, som personer i gennemsnit har udsigt til at leve i, hvis deres dødelighed fremover svarer til det niveau, som er konstateret i den aktuelle periode. Den forventede middellevetid kan beregnes for alle aldersgrupper.

De ti kommuner med længst forventet levetid for nyfødte

Kommune Middellevetid (2024)
Gentofte Kommune 83,8 år
Rudersdal Kommune 83,8 år
Lyngby-Taarbæk Kommune 83,7 år
Odder Kommune 83,7 år
Allerød Kommune 83,5 år
Hørsholm Kommune 83,5 år
Dragør Kommune 83,2 år
Furesø Kommune 83,1 år
Solrød Kommune 83,1 år
Egedal Kommune 82,9 år

De ti kommuner med kortest forventet levetid for nyfødte

Kommune Middellevetid (2024)
Lolland Kommune 78,7 år
Guldborgsund Kommune 79,2 år
Vordingborg Kommune 79,7 år
Ishøj Kommune 79,8 år
Brøndby Kommune 80,1 år
Sorø Kommune 80,1 år
Herlev Kommune 80,2 år
Odsherred Kommune 80,3 år
Slagelse Kommune 80,3 år
Kalundborg Kommune 80,5 år

Årsager til forventet levetid

Indkomstniveau

Tabellerne over forventet levetid for nyfødte illustrerer, at indkomstniveau og helbred følges ad. Et højt indkomst- og uddannelsesniveau sikrer typisk god adgang til lægehjælp og pleje ligesom det normalt betyder, at man ikke er nødt til at tage nedslidende jobs.

Borgere uden arbejde og borgere med misbrugsproblemer flyttes, eller flytter selv til udkantskommuner med lav husleje og tynger bistandsbudgetterne og sænker den forventede levetid der. Det gælder f.eks. for Lolland og Guldborgsund Kommuner. Her kan det ovenikøbet være vanskeligt at få adgang til en læge.

I storbyerne er der også kommuner, som har kort forventet levetid. Det gælder f.eks. Vestegnen i København, hvor en del borgere står uden for arbejdsmarkedet af forskellige grunde, hvor der er misbrugsproblemer, og hvor det for nogle kan være vanskeligt at få kontakt med en læge.

Sundhedsvaner

Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed laver hvert fjerde år en stor sundhedsundersøgelse, hvor der undersøges faktorer som kostmønster, stress, tobaks forbrug, alkohol forbrug, mental tilstand, overvægt og fysisk aktivitet.

Sundt kostmønster, motion, begrænset rygning og god mental tilstand ses typisk i kommuner med lang levealder.

Adgang til sundhedstilbud

Misbrug og tilknytning til arbejdsmarkedet, der er vigtig for mental sundhed, er betydningsfulde faktorer, men adgang til og brug af pleje- og lægehjælp er en anden vigtig faktor set i relation til forventet levetid.

Forskellene i levetid mellem kommuner med hhv. længst og kortest forventet levetid er steget mærkbart i de sidste 20 år. Forskellene er stigende, bl.a. fordi flere borgere i kommuner med kort levetid har et dårligere mentalt helbred.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig