Mauretania

Karthago grundlagde en række kystbyer i Mauretania, herunder Tingis og Lixos. Romerne fik fra 100-tallet f.v.t. stigende indflydelse i Mauretania og blandede sig i de interne magtforhold; kong Bocchus 1. fik tildelt en del af området som tak for, at han havde udleveret sin svigersøn, den numidiske kong Jugurtha, til romerne i 105 f.v.t. I 49 f.v.t. blev kongedømmet delt mellem to prinser, der måske også var brødre, Bogud og Bocchus 2., men samlet igen efter Boguds død i 31 f.v.t.

Octavian, den senere kejser Augustus, anlagde 12 kolonier langs kysten i Mauretania, og i 25 f.v.t. indsatte han Juba 2. som konge. Under Juba spredte græsk og romersk kultur sig i Mauretania. Ptolemaios, Jubas søn, blev myrdet af kejser Caligula under et besøg i Rom i 40 e.v.t. Dette affødte voldsomme uroligheder i Mauretania, som blev erobret af Rom.

Under kejser Claudius etableredes i ca. år 42 e.v.t. to romerske provinser i området. De fik begge navne efter deres provinshovedstæder: Den østligste provins blev kaldt Mauretania Caesariensis og havde Caesarea, det nuværende Cherchell, som hovedstad, mens Tingis, det moderne Tanger, var hovedstad i Mauretania Tingitana.

Statholderne i begge provinser var prokuratorer fra ridderstanden udpeget af kejseren. Der var stationeret omkring 5.000 hjælpetropper i hver provins, som var under statholderens kommando. Provinserne var mod syd beskyttet af en militær barriere med en række forter. Denne kaldes ofte for limes; den fungerede ikke som en fysisk grænse, men som en løst defineret overgangs- og sikkerhedszone, hvor der også blev opkrævet told.

Af den vestlige del af Caesariensis oprettedes under kejser Diokletian i år 293 endnu en provins, Mauretania Sitifensis med Sitifis, det nuværende Sétif, som hovedstad. I forbindelse med Diokletians provinsreformer blev Mauretania Tingitana tilknyttet de spanske provinser, mens de to øvrige provinser tilhørte den afrikanske dioscesis.

Antallet af byer var forholdsvis begrænset i Mauretania Tingitana i forhold til de øvrige romerske provinser i Nordafrika. Der var forholdsvis mange romerske badeanlæg i byerne i Mauretania, ikke mindst i Volubilis. Der var ligeledes talrige fontæner, mens offentlige markedspladser var sjældne. Lokale ledere stod ofte i spisen for de lokale folkeslag og forhandlede med de romerske myndigheder. Til gengæld fik de og deres familier i mange tilfælde romerske borgerret.

I løbet af 200-tallet nåede kristendommen til området, og der etableredes adskillige bispedømmer. I modsætning til de andre romerske provinser i Nordafrika kan der registreres en tilbagegang i bebyggelsen på landet i slutningen af 300-tallet i Mauretania Tingitana, som fortsatte gennem de følgende århundreder. I 429 kom vandalerne til Mauretania, som de hærgede og erobrede, men allerede i 442 blev de tre provinser atter en del af Romerriget. I begyndelsen af 700-tallet blev Mauretania erobret af araberne.

• Romerriget
• Romerrigets historie