Skiathos by. Foto fra 2021.
Af .
Licens: CC BY 2.0

Skiathos er en græsk ø i øgruppen Sporaderne i den nordvestlige del af Det Ægæiske Hav, beliggende 5 km fra fastlandet ved Pilionhalvøen. Øen er en del af regionalenheden Sporaderne (Perifereiakí enótita Sporádon) og hører sammen med øerne Skopolos og Alonissos under regionen Thessalien (Pereféreia Thessalías) på det græske fastland. Skiathos dækker et areal på 47 km2 og har 5802 indbyggere (2021), hvoraf de fleste bor i hovedbyen af samme navn.

Skiathos' geografi

Skiathos er en grøn ø med lave, pinjeskovklædte bjerge; det højeste punkt er 433 m. Øboerne ernærer sig generelt ved turisme, fiskeri og landbrug.

Kystlinjen er indskåret og klippefyldt, men på den vestlige og sydlige side findes attraktive sandstrande og sommerhoteller. Det mest turistprægede område findes omkring bebyggelsen Koukounaries med smukke pinje- og olivenlunde og lange badestrande.

Øens centrale og nordlige dele er ufremkommelige og ubeboede. På nordkysten ligger ruinerne af middelalderbyen Kastro på toppen af et mindre bjerg. Piraters plyndringer tvang i 1700-tallet befolkningen til at bosætte sig her. Øens østlige og sydlige dele har smålandbrug med produktion af hvede, druer, oliven, frugt og grøntsager.

Den græske forfatter Alexandros Papadiamantis var født og boede på Skiathos, hvor handlingen i mange af hans noveller også foregår.

Skiathos by

Skiathos by, der med 4900 indbyggere (2021) er hoved- og havneby er beliggende på østsiden af øen ved indsejlingen til Skiathosbugten. Byen blev anlagt i 1830 på to mindre høje og er i dag domineret af små traditionelle hvide huse med røde tegltage. Der er marina, færge- og flyvebådsforbindelse til fastlandet og omkringliggende øer. Nord for byen ligger Skiathos' internationale lufthavn.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig